Av, min hånd!

Jeg blev ringet op fra sfo’en forleden kl 14:30, fordi knægten havde klemt sin hånd. Pædagogen var ikke særlig detaljeret, men sagde insisterende ‘kør nu forsigtigt’. Jeg forstod, at det blødte temmelig meget, og det skulle efter hendes vurdering helt sikkert tilses af en læge. Så jeg kastede mine ting i tasken og spurtede ud af døren, med min søde mand i røret, der lovede at skaffe en tid hos lægen, mens jeg kørte. Det var han god til; allerede 15:15 var der en tid til os.

Knægten sad på skødet af en pædagog, og han græd. Da han så mig, brød han helt sammen og græd. Han var bange, og han kiggede på mig efter hjælp. Alt det blod. Dør jeg? Mister jeg fingrene? Jeg trøstede ham og beroligede ham, mens jeg kiggede på hans hånd. Ikke godt. Blåt, blodigt, hævet. To kvæstede fingerspidser (tommel og langemand) samt et blåt mærke i håndfladen. Jeg var rolig udenpå “nej, skat, de falder ikke af. Du skal heller ikke syes, men vi skal altså til lægen. Hun kigger på det, og så får du en forbinding på”.

Vi skyndte os afsted, og på vej ud af skolen, kom faren halsende. Knægtens øjne løb igen over med tårer “fahaaarh” græd han og rakte den raske arm ud.

Vi kom til lægen, og hånden blev undersøgt. Han havde fået to dybe sår plus store klemmelus på tommel- og langefingeren. Inde i hans håndflade var han ligeledes blå. Huden, der nærmest var skåret af på blommerne, skulle ikke syes, men vi skal vente på, at huden visner, hvorefter det skal klippes af lidt efter lidt.

Det er så synd for ham. Nu kan han ingenting selv, for venstre hånd du’r virkelig ikke til nogetsomhelst. Han kan ikke få sko på selv, han kan ikke lyne sin jakke, skoletasken kan han heller ikke få på selv, og bukser med knap og lynlås er no go, indtil hans venstre hånd er helet igen.

Nu skal han igen følges helt ind i skolen, han var lige begyndt at sige ‘her til og ikke længere, mor’, men nu er det ok, at jeg følger med og hjælper ham med tasken, få jakken af og få hjemmeskoene på. Men heldigvis hjælper hans ven ham med jakken, når der er frikvarter, og den første skoledag gik fint, selvom han hellere ville blive hjemme.

Om natten fungerer jeg fint som armholder. Han ligger på ryggen med sin albue under min hage, så hans sårede arm ligger på langs min hals og hage, så hånden stikker op i luften, så den ikke bliver klemt. Det fungerer fint – hans arm er et fint sovedyr; jeg sover som en drøm, og det gør han heldigvis også 🙂

Advertisements

One thought on “Av, min hånd!

  1. Åh, det lille skind. Jeg kan ikke komme i tanke om noget der er værre, end når ens unger kommer til skade – det er helt ubærligt. Mine er tæt på 30 efterhånden, men mit hjerte går nærmest i stå, hvis der sker dem noget (og det gør der jo af og til, ikke mindst fordi den ældste er professionel sportsmand…). Jeg håber din søn kommer godt og hurtigt igennem – måske bliver han god til at bruge venstre? Det gjorde jeg, da jeg brækkede højre arm som 7 årig 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s