Tränenpalast

Da jeg var i Berlin i juni 1989 tog vi toget fra Vest til Øst, over til Friedrichstrasse, som var den eneste toglinie mellem Øst- og Vest-Berlin. På Friedrichstrasse station blev vi ledt ned i en gang, hvor der stod bevæbnede vagter, og videre over i en bygning, hvor der var grundig kontrol af alt og alle.

Køen var lang, og det gik langsomt med at komme gennem kontrollen; vi var utålmodige, men der var ikke andet at gøre end at forholde sig i ro, for de bevæbnede vagter holdt øje med os med en hånd på geværet. Enkeltvis blev folk lukket ind af en dør til en lille bås, der mest af alt mindede om en stemmeboks.

Jeg var bekymret for, om vi ville blive skilt ad fra min far, men det blev vi heldigvis ikke. Vores pas blev kontrolleret af en venlig grænsevagt. Vi havde ikke forventet, at han var den hyggelige type, men han smilede og lavede sjov med os.

Jeg ved ikke rigtig om vi var lettede, da vi stod i Østberlin og var kommet igennem kontrollen. Der var jo altid en risiko ved at være inde i Øst, hvad nu hvis man ikke kunne komme ud igen? Vi kunne dog sagtens komme ud igen. Det var intet problem med et dansk pas og visum til Østtyskland, men vi skulle vente i kø og vores papirer blev nøje gransket og stemplet. Vi var heldige, og det gik op for mig den dag, hvor heldige vi var. Det var rigtig mange, der ikke rejse frit som os.

Vestberlinerne kunne besøge familie og venner i Øst, men østtyskerne kunne aldrig komme på besøg i Vest. Derfor kalder man bygningen, hvor man tog afsked med sin familie eller venner efter et visit i Øst for Tränenpalast – tårepaladset. Der blev grædt mange tårer til afsked.

I de seneste år har vi passeret bygningen mange gange uden rigtig at bemærke den; indtil jeg læste om den, og så ville vi derind i sommer, men der var lukket. I dag var der åbent ifølge google, men kunne det passe på en 1. Januar? Jeps, der var åbent, og det var gratis. Der var en lille fin udstilling omkring bygningens historie, og det var mærkeligt at stå der igen. Jeg husker det tydeligt fra dengang; det kom tilbage til mig.

Dén rejse den dag var ganske kort; 5-6 timer i Øst-Berlin. Det var ikke særlig eksotisk, men det er nok den vigtigste rejse, jeg har været på, fordi den har på mange måde formet mig som europæer. Jeg har efterfølgende haft det meget svært med mure, grænser, grænsekontrol, selvtilstrækkelighed og ‘dem og os’ tankegang – det stammer alt sammen fra dengang hvor jeg stod i kø under overvågning af bevæbnede vagter og bare ventede på at blive godkendt til at vende tilbage til vesten.

Reklamer

One thought on “Tränenpalast

  1. Sikken en fin og tankevækkende historie! Jeg tror du har ret i at oplevelsen dengang formede dig – faktisk tror jeg det formede alle os, der voksede op med et splittet Europa. Det er en lektie vi ikke må glemme!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s