10 gode grunde til at holde ferie i Tyrol

Vores sommer i Tyrol 2016 var anderledes end de øvrige år. Vejrmæssigt nåede vi langt fra hedebølgeniveauet på 39,9C som for 2 år siden. Faktisk lå temperaturen omkring 15-25C, der var mere vådt og gråt end sol og hede. Derfor talte vi lidt om at bytte Østrig ud med en mere solsikker destination. Men Østrig kan noget særligt – selv i gråvejr. En kølig sommer i Tyrol byder på mange fantastiske oplevelser. Jeg har prøvet at fokusere på de 10 11 vigtigste grunde til, at vi har svært ved at køre udenom Østrig:

  1. Apfelstrudel
  2. Hyttehygge
  3. Bjerge
  4. Bjergbaner
  5. Legepladser
  6. Sound of Music
  7. Vejret
  8. Borge
  9. Svømmeture
  10. Knödel
  11. Sommerkælk

Apfelstrudel

Vi har fundet et sted på en Alm, hvor de serverer verdens bedste Apfelstrudel med florlet flødeskum. Hvordan skal jeg dog beskrive dette fænomen med ord? Denne Apfelstrudel er lavet med både af æbler, ikke skiver. Det gør en kæmpeforskel; der er nemlig bid i æblestykkerne, skiverne er ofte gennembagte og bløde/slatne.

Flødeskummet, der følger med, er i en liga for sig. Det er florlet og smager himmelsk. Min teori er, at der er tale om fløde fra alpekøer, der spiser kløvere, urter og græs i den frisk alpeluft. Når man så pisker alpefløden i den tynde bjergluft sker der noget med molekylesammensætningen, der gør, at flødeskummet bliver let som en sky og slet ikke føles tungt og vammelt. Det er i hvert fald min teori omkring alpeflødeskum.

Hyttehygge

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan kalde den form for hygge, der er at finde i de originale østrigske hoteller bygget af mørkt træ med metertykke vægge, der dæmper alle lyde og lukker sig kærligt om dig. Dynerne er ligeledes tykke og store, og sengene er bløde og rummelige. Lamperne er gamle og udsender en sparsomt gyldent lys. Der er gulvtæppe på gulvet, og der er hyggelige udskæringer i sengehimlen, der er beklædt med stof. Der er også udskæringer på de rummelige skabe, kommoder, hylder og bænke på ægte tyrolervis. Det er hyggeligt, gammeldags og hjemligt.

Det er lidt som en tidslomme; man forventer ikke moderne ting, som internet eller et lækkert badeværelse. Men på vores hotel er internettet knivskarpt, trods de tykke vægge – og badeværelset er opdateret med godt lys, badekar og skinnende hvide fliser.

Bjerge, bjergbaner & legepladser

Det er det første knægten nævner, når man spørger hvad der var sjovest i ferien. Bjergbaner! Det er det bedste! Nærmest enhver bjergtop i Tyrol gemmer på en bjergbane og et eventyr på toppen. Når bjergbanen er betalt, så er eventyret som regel gratis på toppen. Det kræver ikke andet end energi, for al sjov for børn i Østrig er lagt an på aktivitet; vandre, kravle, klatre, hoppe, rutsche, glide, løbe, balancere, plaske og springe. Og her er der ikke hverken faldunderlag eller gelænder, de steder hvor der er langt ned. Der er frit kig til afgrunden mellem de to stykker vandrette ståltråd langs stien. Når vi vandrer, har vi en regel, der hedder “vi løber ikke i bjergene” 😬

Og bjergene .. Bjergene er smukke i al slags vejr. Med høj klar sol og blå himmel er bjergene uimodståelig smukke, og de er lige så smukke med lavthængende vatskyer på en gråvejrsdag.

Sommerkælk

Sommerkælk er en helt fantastisk oplevelse. Det er en kælk på skinner og så i fuld fart ned ad en stejl bane på en bjergside. Det går virkelig stærkt, men der er bremser på kælken. Jeg grinede hele vejen ned sidst jeg prøvede sommerkælken!!

The Hills are alive with the Sound of Music!

img_9619Jeg får nærmest en ubændig trang til at slå ud med armene og skråle “the Hills are alive with the Sound of Music” præcis som Maria i Sound of Music ( – for at være helt ærlig så gør jeg det faktisk flere gange i løbet af sådan en uge i bjergene!). For bjergene er fyldt med musik – eller måske er det mere præcist; hjertet bliver fyldt med glad musik i bjergene.

Og så er der kvinder klædt i smukke dirndl’er overalt i Tyrol på festdage, selv i 2016. Mændenes jakkesæt er velsiddende og moderne, men med det helt særlige tyrolersnit på kraven. Børnene er klædt i lederhosen og små smukke dirndl’er. Præcis som i Sound of Music.

Når jeg går rundt i Salzburg, så hører jeg de velkendte sange fra Sound of Music, og jeg genkender stederne fra de forskellige scener bl.a. i Mirabelhaven, på borgen og på Nonnberg. Der findes ture rundt til de forskellige sightseeing, men man kan også bare hente inspiration fra fx denne  guide.

Sol, hedebølge, uvejr og kølige nætter

Varmen når aldrig rigtig ind gennem de tykke husvægge, og derfor er nætterne som regel kølige om sommeren. Under hedebølger kan der dog blive hedt, men denne sommer var nætterne kølige, og det var rart med en tyk dyne. Et godt gammeldags bjerg uvejr er altid en oplevelse. Der er sjældent tale om fjern torden.

Vi har oplevet det vildeste tordenvejr, hvor vores hotelværtinde trak på skuldrene og sagde “det var ikke noget særligt, det kom ikke engang over bjergene”. Vi havde sat os tilrette på altanen med en kop kaffe og en Baileys for at nyde synet af tordenvejret over bjergene, og det gik vældig fint, indtil et kraftig vindstød kastede regn op under tagskægget og lige i hovederne på os. Vi styrtede ind, skraldgrinende og så stod vi i læ bag altanmøbler og så stormen svinge en kran rundt og rundt, samtidig med at blæsten hylede og kastede regnen op på vinduerne, der ellers var i læ af tagskægget. Tordenen bragede lige over hovederne på os, og lynene knitrede.. Men det var “ikke noget særligt” 🙂

Vejret kan være ret omskifteligt i bjergene om sommeren, så man skal vælge et godt hotel med store rum og indendørs pool. Men selvom man oftest tænker udendørsaktiviteter og Tyrol i samme sætning, så findes der masser indendørsaktiviteter, man kan kaste sig ud i på en regnvejrsdag – men det er en helt anden blogpost 😘

Svømmeture

DSC_1307Vi bader og svømmer stort set hver dag i Østrig. I bjergene findes der mange friluftsbade både i bjergsøer og i form af udendørs pools. At bade i en pool med udsigt til bjergene og den knaldblå himmel er en helt særlig oplevelse, selvom man kan blive bidt af klæger, der tiltrækkes af vandet. Og der findes ikke ret meget, der er bedre end at sænke sin trætte krop i en kølig pool efter en lang dag på bjerget.

Borge, slotte & fæstninger

Nærmest hver eneste  østrigsk by med respekt for sig selv er hjemsted for et slot, en borg eller en fæstning – og dermed gemmer byen på en spændende historie. Grænserne i midten af Europa har flyttet sig godt omkring – og en solid fæstning var en nødvendighed, når man kom i krig eller lå i strid med hinanden. Vi har set borgene i Kufstein og Hohensalzburg. En god fæstning ligger højt og udsigten er derfor oftest helt fantastisk. Der er udstillinger med våben, som er superspændende for små riddere. Og så er det så heldigt at man kan købe skum- og træsværd i i de nærliggende butikker. Tilfældigt?

Knödel

DSC_0222Knödel er fantastisk, og som nævnt er regnvejr Knödelvejr. I midten af Europa er det populært at spise Knödel, Gnocchi, Klösern eller hvad de nu kaldes i de forskellige områder. Det er helt klart tale om midteuropæisk mormormad. I Østrig findes Knödel i mange varianter og størrelser. Det er en stor bolle bestående af en grunddej af fx gammelt brød og kartofler, som man tilsætter smagsgivere; fx ost og spinat – hvis det er Spinatknödel. Vi har prøvet Knödel i forskellige varianter, og det er superlækkert.

img_9616

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s