På kælkebakken

Vi mødtes i Fieberbrunn med knægtens fætter og kusine, samt deres forældre, for at tage op på kælkebakken. Det foregår i Fieberbrunn i 1250 meters højde. Vi var der for første gang sidste år – tak for kaffe, der var smæk på de kælke!

Vejrudsigten var fuld af møgvejr, så det var lidt en chance at tage, men da vi kom dertil var det tørvejr. Det ville først for alvor begynde at regne omkring klokken 13, og der ville komme Gewitter klokken 16, så vi havde tid nok til at nå at kælke og gå en tur.

Vi kørte til tops, op gennem de grå skyer. Desværre kom vi ikke helt op over skyerne, hvor solen skinner 😜

Ungerne hoppede glade op og ned på hoppepuden. Den var rigtig våd og glat, men med bare tæer gik det fint. Knægten spurgte mig bebrejdende, hvorfor jeg ikke havde taget vanter med til ham. Det havde været rart med vanter, for det var ikke mere end 12-14C.

Vi gik over til kælkebakken, og vi købte i alt 12 ture, så de 3 unger kunne få hver 4 ture. Det var så skægt; jeg har sjældent grinet så meget. Der gik sport i ikke at bremse på vejen ned, og min anden tur med knægten var stort set uden bremsen i bund. Den første tur var lidt mere forsigtig, men det gik stærkere end sidste år, hvor jeg stort set bremsede hele vejen ned. Det var så skægt, det sugede helt i maven, og vi blev kastet rundt i kælken i svingene. Godt, vi havde sikkerhedsseler på. Knægten jublede ‘du kører hurtigst, mor, du kører hurtigst, av min mave’.

Bagefter gik vi en tur på bjerget – der er nemlig en skattejagt, hvor man skal finde noget, der kan gøre Timoks bedstefar rask. Der er 10 poster, og dem gik vi i gang med at finde. Jeg prøvede at simultanoversætte historierne og opgaverne på skiltene, men omkring post 5-6 stykker (da klokken blev 13) begyndte det at regne, og jeg gav knægten regntøj på.

DSC_0062Ved post 9 væltede det simpelthen ned, og vi døde nærmest af grin, for det var så komisk. Vi måtte lade skattejagt være skattejagt og spurtede op til den nærliggende restaurant, hvor der var både hus- og hjerterum. Der var ikke overraskende temmelig mange, der havde søgt ly for regnen på Streuboden Alm. Ejeren gik omkring og delte slikkepinde ud til børnene. Der var højt nok til loftet til, at et af børnene cyklede rundt i restauranten på sin cykel og klimtede med klokken, når der var nogen, der stod i vejen. Jeg elsker simpelthen østrigerne for deres afslappede holdning til børn.

Vi bestilte 2 sæt pølser og en portion lækker Kaiserschmarrn med æblemos. Det var alletiders at varme sig på – og så lige en kop kaff’. Jeg blev nødt til at hoppe ud af min gennemblødte frakke og trak mine gennemblødte strømper af også. Det dryppede fra vores hår, men vi grinede. Temperaturen var egentlig okay, og vi frøs ikke for alvor, selvom vi var våde.

Da vi havde fået varmen, tog vi bjergbanen hele vejen op til toppen af bjerget. Sidst vi var der, var der helt blå himmel og den eneste lyd, der var, var køernes bjælder. Udsigten var storslået. Det var det samme nu – bortset fra det med blå himmel og den storslåede udsigt. Vi kørte nemlig gennem skyerne på vejen derop, og det var som at stikke hovedet ud i en sky. Køerne stod helt henne ved lågen og de tænkte ‘hvad fa’en laver I her?!?’

Står på en alpetop
Nu er jeg endelig kommet helt herop
Hva’ fa’en sku’ jeg egentlig her?

Der var 8C ‘varmt’ helt oppe på toppen af Lärchfilzkogel i 1654 meters højde. Vi grinede, for det var faktisk nærliggende at spørge, hvad vi overhovedet skulle der. Der var nemlig intet at se. Vi tog et par billeder af køerne og skyerne, og så tog vi den næste tur ned igen.

DSC_0126.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s