En gave med posten

I dag udkommer bogen “Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag”, som er skrevet af Anne-Mette Sohn Jensen. Anne-Mette blogger på mor til sensitiv, og det er her, jeg ‘kender’ hende fra. Da jeg fik tilbudet om at få bogen tilsendt, blev jeg glad og takkede ja.

Nu tænker du måske; “hvorfor vil du nu læse en bog om særligt sensitive børn, så kort tid efter, at din søn blev ‘frikendt’ for både autisme og adhd? Skal du absolut finde fejl ved ham?” Nej, faktisk ikke. Jeg vil gerne læse bogen for at blive klogere, måske på ham, måske på mig selv. Det er ikke et forsøg på at indplacere min søn i en ny kasse, men en måde at få ny indsigt og ny inspiration.

Jeg opfatter ikke vores søn som værende særlig sensitiv. Men der er måske nogle træk, der trækker i den retning. Jeg opfatter ham ikke som værende mere besværlig end andre, på nogle områder opfatter jeg ham tværtimod som værende lettere end mange af hans jævnaldrende. 

Jeg oplever, at han er følsom, empatisk og fuld af indsigt. Han trøster når nogen græder (også helt fremmede børn), han aflæser lynhurtigt ansigtsudtryk og afkoder stemninger, og han påvirkes kraftigt af uhyggelige billeder og fx Disney film – han skreg, tårerne stod ud af hovedet på han, og han var nærmest på vej ud af biografen, da den lyserøde elefant forsvandt i glemslen i Inderst Inde. Så, ja, han er følsom, men jeg opfatter det udelukkende som en god ting og absolut ikke som noget, der skal problematiseres.

Spørgsmålene han stiller om det store brag, døden, Gud, mormor, tid, krig osv er ofte svære at svare på. Han tænker meget over tingene, og det er de mest vilde detaljer, han husker. Solenodonten fx. Han elsker klare regler, og han tolererer ikke undtagelser – “Sådan er det, mor”. Det er gode egenskaber så klart at kunne skelne mellem ret og vrang. Og jeg opfordrer ham til at tænke og spørge mere.

Han er desuden blevet god til ændringer; som når jeg pludselig vil have ham i bad midt i hans yndlingstegnefilm en tidlig morgen i sidste uge. Han hader at bade, men han gik med i bad under protest – og det blev en god oplevelse. Spontane sociale aktiviteter er han altid frisk på, han spiser meget mere ude end hjemme. Han spørger tit, om vi ikke snart skal på restaurant. Men mad herhjemme … puh, det er op ad bakke.

Han har aldrig protesteret over mærker i tøjet. I en periode var han træt af strømper, men efter jeg købte dem i den rigtige størrelse gik det bedre. Ups 😂

De kaldte ham umoden på børnepsyk, og det er tilpas ukonkret/bredt og dækker derfor udmærket. Han er umoden på nogle områder, hvorfor der nogle gange er brug for, at man ser bort fra hans alder og tænker ham yngre. Han er anderledes på nogle områder end sine jævnaldrende, måske fordi han er umoden, men måske også fordi han er så følsom som han er.

I det store hele ser jeg ikke vores søn som særligt sensitiv. Jeg ser ham som særlig. Derfor tænker jeg, at Anne-Mettes bog er interessant læsning for mig, og jeg er ved at skulle i gang med kapitel 4 nu. Allerede nu kan jeg godt li’ den positive ånd i bogen; det handler ikke om at udskille sensitive børn som særlinge, men at se sensitiviteten som en gave.

Efter vores tur gennem både det psykiatriske og kommunale system er det gået op for mig på den hårde måde, at diagnoser på ingen måde opfattes positivt. Tværtimod så anses man som forældre som potentielle snyltere og ens barn er blot en byrde for samfundet. Alle begrænsningerne og handicaps bliver linet op – men der er ingen, der ser på muligheder og potentiale. Afslag, bum, næste.

Jeg er klar over, at der er himmelvid forskel på mennesker med adhd og/eller autisme – og sensitive børn, for den sags skyld. Der findes ikke 2 ens børn, og måske har de samme diagnose, men den udmønter sig aldrig ens hos to personer. Jeg mener alligevel, at alle rummer potentiale, uanset om det så er i småtingsafdelingen set fra et skrivebord i kommunen. Derfor er jeg glad for, at der findes positive tilgange til anderledes børn.

Og det er måske i virkeligheden dér vi skal hen; i stedet for at prøve at presse alle børn ind i én snæver ‘normal’-kasse, så skal vi se og opleve børn som individer med fællestræk og forskelle – og gøre plads til hinandens følsomhed og særpræg.

Se barnet. Det viser vejen.

Dette indlæg er sponsoreret, da jeg har fået bogen tilsendt. Tankerne ovenfor er mine egne. Her finder du link til bogens hjemmeside.

Reklamer

5 thoughts on “En gave med posten

  1. Tusind tak for dine ord om min bog 😉
    Jeg bliver især glad for, at mit budskab om de positive sider og ikke mindst min pointe med, at det ikke giver mening at “sætte børne i kasser” træder frem. For du har helt ret. Børn er forskellige – også børn med diagnoser eller sensitive børn. Ingen beskrivelse vil være 100% dækkende. Derfor oplever jeg personligt, at jeg får meget ud af at læse om forskellige perspektiver på børn – heriblandt beskrivelsen af det sensitive barn.
    Igen tak fordi du ville skrive en kommentar til bogen.
    Kærligst,
    Anne-Mette Sohn Jensen

  2. Jeg har altid udfra dine skriverier her på bloggen opfattet din dreng som værende sensitiv. Ganske ligesom mine egne drenge. Ovenstående skriv bekræfter det blot. Ingen børn, ej heller følsomme af slagsen, er ens, hvilket Anne-Mette så fint skriver. Men alligevel er der så mange sammenfald at man kan tale om et decideret karakter-træk.

    I lighed med dig har jeg det lidt stramt med udtrykket særligt sensitiv (selvom jeg løbende har gjort brug af udtrykket). Udtrykket lugter lidt af diagnose, og det er ganske voldsomt set i lyset af at det er et karaktertræk, der passer til ca. 20% af en population. Jeg foretrækker og bruger nu konsekvent ordet følsom, hvis jeg skal beskrive mine drenge (eller mig selv for den sags skyld).

    Men viden om karaktertrækket er ganske vigtigt ift. at se sit barn med de rigtige briller. Jeg har ikke styr på antallet af gange, jeg som barn fik at vide at nu skulle jeg være lidt mere tykhudet og holde op med at være så pokkers følsom. Hvor ville jeg have ønsket at nogen havde omfavnet mig og sagt at min måde at være på var helt i orden og andre faktisk var ligesom mig.

    • Åh, Jette … der ramte du faktisk mig som lille, med dit sidste afsnit. Jeg ved ikke, hvor mange kontaktbøger, min klasselærer skrev ‘Gitte kan godt, når jeg presser hende. Hun skal se at komme ud af busken”. Jeg havde ikke lyst til at stikke næsen frem, for jeg tog det lige ind, når jeg blev gjort til grin, så jeg havde det fint med at holde min viden for mig selv. Jeg har altid haft let til tårer, også i skolen – og jeg ville nok også have ønsket, at nogen havde sagt ‘hey, det er okay’ i stedet for at latterliggøre mig og kalde mig hysterisk eller sindssyg.
      Jeg var ikke genert, jeg var selektivt kommunikerende 😉
      KH Gitte

  3. Let til tårer…? Det var i den grad mig, da jeg var barn. Det blev lidt af en sport blandt mine kammerater at få mig til at græde, bare fordi de kunne og hellere tie stille end at sige noget, jeg var sikker ville blive fordrejet og misforstået 😦

    Selektivt kommunikerende..? Passer så godt på begge mine guldklumper. F.eks. render Yngsten en del til div. læger, og jeg er et utal af gange blevet spurgt: ‘hvordan er hans sprog?’ ‘Det er fint’ svarer jeg (hvilket vi også har børnehavens ord for). Men munden på knægten er helt lukket, og der kommer under undersøgelsen højest enstavelse-ord ud af den. Men i samme sekund vi står udenfor døren til lægen snakker drengen som en vandfald, og han kommenterer på ALT hvad der er foregået til inde hos lægen :).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s