At se med de forkerte briller

Den ene dag havde vi en dreng med nogle ret alvorlige diagnoser. Den næste dag blev det hele slettet. I virkeligheden ændrer det ikke en fis, for vores søn fortsætter med at være sig selv. Han er lige så skøn, skør, let og udfordrende med og uden sine labels.

Men diagnoserne har ændret os. Jeg er blevet en bedre mor af dette. Jeg er blevet klogere på børn, på adfærd, på opdragelse, på sammenhænge .. Jeg er blevet langt mere rummelig og forstående overfor børn, der ikke gør det, vi voksne forventer.

I sin tid blev vi fortalt på ret bombastisk vis, at der IKKE var nogen tvivl. Alle vores indvendinger blev slået i gulvet, da vi fik den første diagnose. De efterlod absolut ingen plads til tvivl. Jeg husker det ikke længere tydeligt, men de talte om at jeg skulle overveje at gå på deltid, de syntes også, at vi skulle overveje en anden institution, altimens de fuldstændig overså min mand, hans deltidsjob og hans fantastiske evner som far.

Det møde var sindssygt hårdt, og det ændrede vores verden som vi kendte den. Det ændrede ikke vores søn, indså vi ret hurtigt. Det var bare papir. Men hvor skulle vi begynde? Hvad skulle vi gøre? Vi fik et nyt livsvilkår at forholde os til det, og det gjorde vi så. Jo før vi indså, hvordan det var fat, jo før ville vores søn komme i trivsel.

Intelligenstesten viste sig hurtigt at være et skævskud, og det banede vejen for endnu en udredning før skolestart. Som tiden gik voksede tvivlen hos os, vores venner, familie, i børnehaven og hos PPR, specielt omkring autismediagnosen.

Jeg tænkte, at viden er magt, så jeg satte mig for at lære ALT om autisme. Jeg prøvede forstå, hvad det er og hvordan det kan udmønte sig. Jeg tænkte, at når jeg vidste mere, så ville jeg måske bedre kunne se min søns autisme. Jeg fandt hurtigt ud af, at ikke 2 med autisme er ens, så jo, jeg blev klogere på autisme, men jeg følte bare ikke rigtig, at jeg blev klogere på min søn, og så voksede tvivlen igen. Jeg kunne ikke genkende triaden.

Med mit kritiske blik mente jeg så med tiden, at jeg måske godt kunne se nogle ADHD-agtige ting i hans adfærd, så jeg tænkte, at det måske nok mere var dét end autisme. Så læste jeg ALT om ADHD, og der var noget, der passede bedre. Men jeg er jo ikke ekspert; jeg er ikke i stand til at vurdere, om det er den ene eller anden diagnose.

Nu ved jeg, at jeg så spøgelser. Jeg prøvede at få vores søn til at passe til en diagnose, som eksperterne stak ud. Jeg prøvede at danne mening og forstå inde i mig selv, hvordan de sagde, at det var fat med ham. Jeg prøvede at danne sammenhæng i vores liv, hvor der ikke var nogen sammenhæng. Jeg tog de forkerte briller på og så på vores søn.

Det har været en forunderlig rejse, der har bragt os til et helt andet sted, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

—————————————

Læs om vores vej ad ADHD Avenue og læs også her om de tvivl, vi har haft omkring diagnosens validitet. Læs også om vores vej hen ad Autisme Allé, hvor jeg beskriver vores vej fra day zero.

Reklamer

4 thoughts on “At se med de forkerte briller

  1. Mange gange er det vores børn der opdrager på os forældre og ikke vi forældre der opdrager på vores børn ❤

    Jeg er også blevet et langt rummeligere menneske efter jeg er blevet mor.

    • Hej Jette!

      Der er en bog, der hedder ‘Jeg var en virkelig god mor, før jeg fik børn’. Jeg har aldrig læst den, for titlen appellerer ikke til mig, for jeg var helt sikkert en dårligere mor, før jeg fik barn selv. Jeg anede ikke en fis, jeg havde en masse dogmer og principper. De er alle sammen glemt, borte, begravede ..
      Denne rejse ned ad Autisme Allé og siden hen ad ADHD Avenue har ændret mig som menneske og som mor. Jeg ved nu, at børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Det er min filosofi. Så når børn ikke kan opføre sig pænt, så må man (jeg!) møde barnet bedre og måske helt anderledes end forventet.

      ❤ Gitte

  2. ‘Børn gør det rigtige…. hvis de kan’

    Det sætning er nemlig så rigtig og den er et mantra i min lille familie… Selvom den indimellem kan være svær at huske, især hvis bølgerne går lidt højt. Men så må man som den voksne trække vejret dybt, og netop være den voksne.

    ‘Smed mens jernet er koldt’ er et andet mantra vi også lever efter. Når er er ro på sitationen er det at man kan snakke om hvad der gik galt og hvad man, både voksne og børn, kan eller skal gøre anderledes en anden gang. For hvordan skal et barn vide hvordan det skal opføre sig, hvis ikke det er blevet dem lært? Barnet kan også fortælle forældene hvad de kan gøre anderledes, så konflikter undgår at escalere.

    Glædelig jul til dig og dine ❤

    • Kære Jette!

      Lige over – jeg håber, at du og dine får en dejlig jul og et fantastisk nytår 🙂
      Det er vigtigt at huske at være den voksne og holde hovedet koldt som forælder, særligt når man er presset.

      Og så skal man ikke være bange for at være leder og tage bestemmehatten på. Børn har brug for lederskab, ro og retning.

      Jeg siger ikke, at jeg er sådan eller gør sådan. Jeg ryger også i luften som en klokken 12 raket med jævne mellemrum.

      Juleknus herfra ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s