Hjemløs kærlighed

Jeg sad i en have i solskin sammen med moren til en af vores søns venner. Vores unger legede i græsset sammen med vennens lillesøster, der var ved at lære at gå. Vores søn hjalp hende op, hver gang hun faldt og gik med hende i hånden, kærligt og omsorgsfuldt.

Moren til legekammeraterne pegede på sin mave og fortalte, at de ventede en tre’er. Jeg lykønskede hende, og vi talte lidt om det. Vi kiggede på ungerne og talte videre om løst og fast. Og så eksploderede jeg i sorg og indestængt gråd. Det var voldsomt, og jeg vågnede af det. Mon jeg havde grædt højt? Men der var stille i soveværelset. Ingen var vågnet.

Vores søn lagde en arm om min hals og trak sig ind til mig. Alt er ok. Vi kan ikke få flere børn, alt er afprøvet, det har vi erkendt. Men sorgen bor indeni os, og nogle gange kommer den op til overfladen. Som i nat. For savnet af det barn, vi ikke fik, bor i os som hjemløs kærlighed for altid.

Som altid når sorgen bobler op, så tænker jeg ‘hvad nu hvis vi lige …’ – men den næste tanke; “jeg er for gammel” har jeg normalt haft svært ved. Men her i morges var det for første gang egentlig ok, at jeg er for gammel til flere forgæves reagensglasforsøg, falske forhåbninger, knuste drømme, desperate tårer og voldsomme vredesudbrud, der bunder i frustration, smerte og sorg.

Nu er det et vilkår, at vi ikke kan få flere børn. Vi kæmper ikke mere. Vores familie er en familie på 3, vi er et trekløver – og sådan er det.  Det er ikke forkert længere, og der mangler ikke længere nogen. Vi er de 3, vi skal være.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s