Legoland

Lørdag morgen ringede vækkeuret til sædvanlig hverdagstid 5:25 – men i dag var det bare for sjov, for vi skulle til Legoland. Vi var allerede på vej inden klokken 8, med smurte boller i poser, en termokande med kaffe og højt humør.

Vi var ved Legoland ved 11-tiden, og vi parkerede 50 meter fra hovedindgangen. Vejrudsigten fra Billund sagde, at det ville være skyfrit og høj sol fra klokken 12, og det holdt stik; solen begyndte at skinne fra en høj blå himmel ved 12-tiden. Skønt!

Vi brugte en kombi af to rabatter, så vi alle tre kom ind for 539 kr; jeg fik knægten gratis ind på hans BR kort, betalte selv fuld pris, og min søde mand brugte Danske Banks rabat på sin entré.

Vi havde en fantastisk dag. Knægten elskede alle forlystelserne, vi prøvede – især 4D bio, hvor vi var to gange. Det var en kæmpeoplevelse, at vi næsten kunne røre fuglens næb i Lego Chima.

Vi startede med at tage toget rundt, hvorefter vi sejlede en tur i bådene, hvor knægten styrede båden. Da vi stod i kø til Safari, så sagde knægten pludselig: ‘jeg kører alene’, og så lod jeg ham køre alene. Så stor han er! Han dukkede sig, da elefanten brølede af ham, men han kom tilbage og var SÅ stolt. Jeg tror faktisk, at han blev lidt større af den tur alene 🙂

Han tog også en tur alene i pariserhjulet, hvor han vinkede til mig. Igen – han var så stolt, og jeg tør vædde med, at han voksede af det!

Han vaskede også guld nok til en guldmedalje, og hold nu op, hvor var han lykkelig for den. Han bar den resten af dagen, og lagde den forsigtigt på sædet ved siden af, da vi kørte hjem. Sidenhen har den været med i børnehave, og den er vistnok også kommet med på gruppebilledet i børnehaven.

Til forskel fra sidste gang hvor vi betalte i dyre domme for en skuffende dybfrostpizzabuffet med optøede majs og ærter i salatbuffeten havde vi denne gang taget vores egne madpakker med. Vi spiste vores frokost ved et bord udenfor i den friske luft med en kæmpecola til.

Det var fantastisk at være afsted sammen – han er så god til at stå i kø, han ventede tålmodigt og roligt på, at det blev vores tur.

Om aftenen spiste vi en lækker og solid middag på Hovborg Kro, og da vi endelig vendte bilen hjemad, var solen ved at gå ned i pink. Der gik ikke lang tid, før knægten sov på bagsædet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s