På kælkebakken

Vi kørte til Fieberbrunn og tog bjergbanen helt op til toppen i 1.645 meters højde til Lärchfilzkogel. Oppe på toppen var der den vildeste udsigt – og de vildeste skrænter nærmest lodret ned uden hegn eller andre ting, der kan begrænse udsigten. Vi var lidt oppe over trægrænsen, så der var heller ingen træer.

Luften var helt frisk og klar, og der var helt stille – bortset fra køernes klokker, der ringlede af og til, når de dovent slog med hovedet for at komme af med irriterende fluer. Vi gik rundt blandt de hvilende køer og nød udsigten. Knægten ville gerne klappe en ko, men jeg bad ham om at lade være at forstyrre dem. I stedet tog vi nogle fine billeder af nogle af dem, der lå og dagdrømte med den smukkeste udsigt.

Efter at have siddet og nydt udsigten – og have taget en million billeder – tog vi bjergbanen ned til mellemstationen, hvor Timok’s Alm ligger og lokker med sin legeplads.

Lige så snart vi kom ud af bjergbanen, spurtede knægten afsted og sparkede sko og strømper af og sprang op på hoppepuden. Vi sad og kiggede på ham hoppe lystigt op og ned på puden. På et tidspunkt var der en lille pige på cirka 2 år, der lagde sig op på puden og bare lå, mens nogle meget store drenge på 10 og 15 år hoppede vildt omkring. Vores dreng lagde sig hen ved siden af hende og råbte til de andre ‘kan I så stoppe, hun ligger ned’, hvorefter han strøg hendes hår væk fra panden og spurgte hende, om hun var ked af det. Det var meget sødt og kærligt af ham. De store drenge satte ikke rigtig farten ned, og så hentede hendes mor hende ned fra hoppepuden.

Vi fik omsider knægten ned fra hoppedpuden og gik over på den nærliggende restaurant. Jeg bestilte Kaiserschmarrn, som er tyk pandekage, der er skåret i stykker og stegt på panden. Det serveres i en pande med et drys flormelis og en skål æblemos ved siden af. Min mand bestilte en Germknödel mit Vanillesauce und Mohnzucker. Det er en kæmpestor dampet bolle med sveskefyld og rigeligt vaniljecreme hældt ud over, plus et solidt drys valmuefrø og vanillesukker ovenpå. En ægte specialitet fra Tyrol. Det smager virkelig godt, men det er en heavy dessert.

Da vi havde spist vores rigelige desserter, var det tid til at kælke. Der er selvfølgelig ikke tale om en kælk på sne eller kunstsne, men en slags bobslæde på skinner, der forsvandt ned ad bjergsiden. Turen tager 7 minutter, og vi løste straks billet og stillede os op i køen. Først skulle sønnen og jeg køre sammen. Han ventede spændt og tålmodigt på, at det blev os. Kælken havde bremser, men det hæftede jeg mig ikke særlig meget ved. Indtil vi kørte med fuld knald ned ad bjerget. Altså, seriøst fuld knald.

I det første hårnålesving stod der, at man skal bremse, så det gjorde jeg. Meget. Det havde jeg også gjort selvom det ikke havde stået der, for det gik lige lovlig stærkt efter min mening. Knægten jublede og hvinede af fryd – ‘hurtigere, hurtigere’ forlangte han, mens jeg bare håbede, at næste sving måtte være det sidste, men der var endnu et og endnu et.

Og der var langt ned fra banen, som bestod af rør og skinner, så jeg kunne se lige ned i trætoppene nedenunder kælken. I hvert eneste sving bremsede jeg, og alligevel var der virkelig smæk på. ‘Jeg vil prøve igen’ jublede knægten, allerede før turen var slut – mens jeg tænkte ‘ikke på vilkår’. Efter 10 hektiske hårnålesving var turen slut, og vi blev trukket stille og roligt hele vejen op af bjergsiden igen.

Du glade kineser .. jeg rystede over det hele og grinede lettet, da jeg satte fødderne på den faste jord igen. ‘Igen! Igen!’ råbte knægten – ‘far, far, vi skal køre en tur’ jublede han, og så satte de to kursen mod køen igen.

Efter endnu en tur ned ad med hæsblæsende fart havde han ikke fået nok, men det havde de gamle, og vi overtalte ham til at gå med ind i skoven, for der var en parkour klatrebane. Den var godt nok for 8-årige uden forældre og yngre med forældre, men han klarede den stort set selv.

Det er den slags udfordrende naturlegepladser, vi mangler i Danmark. Vi har masser af legepladser derhjemme, som er så sikre, at de ikke er specielt udfordrende. I Østrig lærer man børnene at passe på sig selv ved at lære dem at bruge kroppen. Jo mere trænede børnene er, jo sjældnere kommer de til skade, er åbenbart filosofien her i bjergene. Ikke nogen dårlig filosofi – det er jo den, vi selv praktiserer fx i forhold til svømning – vi kaster børnene i vandet og lærer dem at svømme i håb om, at de så ikke drukner. Med legepladser gør vi det stik modsatte – fjerner udfordringerne, så børnene ikke kommer til skade – og heller ikke lærer at bruge kroppen.

I Østrig har jeg ofte set 4-5 årige i vandrestøvler vandre raskt afsted foran moren og faren på smalle bjergstier ved siden af stejle skråninger med pigtrådshegn forneden til at gribe én, hvis man skulle være uheldig at trille ned. Østrigske forældre holder ikke i hånd eller råber ‘pas på’ – og de bliver heller ikke hjemme, fordi det kan være farligt.

Parkour klatrebanen bestod af forskellige forhindringer, man skulle enten klatre, gynge, kravle eller balancere hen over. Knægten klarede hele banen rundt, og han kæmpede stædigt med de forskellige typer af udfordringer, som han klarede alle sammen. Ved enkelte bad han om ‘en hjælpende hånd’, men langt de fleste klarede han selv. Han er supersej til fx at gå på line, gå på gyngende og vippende brædder samt til at gå armgang.

Klatrebanen var del af en skattejagt, som vi fulgte rundt. Desværre var det blevet sent, og vi kunne ikke nå hele vejen rundt på skattejagten, så vi nåede ‘kun’ klatrebanen og at skyde med vandkanon i bjergsøen.

Jeg er vild med bjergsøer. De er som oftest jadegrønne og helt stille, perlende kolde og krystalklare med masser af fisk i. Det slog ikke fejl her. Jeg tog nogle smukkede billeder, hvor man kan blive snydt af, hvad der er op og ned, da spejlbilledet ligner originalen, fordi vandspejlet var helt stille.

Vi spurtede afsted for at nå bjergbanen ned, og vi kom med den næstsidste vogn ned. Vi var helt høje af den friske klare luft og de mange gode oplevelser. Og jeg tror, at knægten lærte, at ændringer i planerne kan være sjovere end de originale planer 🙂

Reklamer

4 thoughts on “På kælkebakken

  1. Hvor lyder det til at være en fantastisk dag, og som motorik-entiusiast kan jeg kun sige at Nicholas skal fortsætte med at klø på.

    Motorikken kan bruges til så MEGET… Den kan aktivere og den kan berolige alt efter situationen. Jo mere man kan mærke sin egen krop, jo bedre er man istand til at møde verden og læse den. Det var Nicholas rigtig god til på hoppende, da han forsøgte at hjælpe den lille pige.

    Rigtig god ferie

    • Tak – og i lige måde 🙂
      Jeg kan stærkt anbefale Østrig, for det er det perfekte sted at udfordre ungernes ( … og sin egen) motorik – mere af det derhjemme på danske legepladser, tak 😀
      Kram fra Gitte K

      • Danske legepladser er generelt lidt kedelige. Berlins er gode (tak for de mange gode fif om Berlin på din blog). Jeg læste denne vinter i Weekendavisen et ganske interessant læserbrev. Skribenten havde boet i Frankrig, og han skrev om forskelle i fransk og dansk børneopdragelse. Sat på spidsen vil mange danske forældre på legepladser rende deres poder i hælene og hjælpe dem op i klatrestativer og ned igen. I Frankrig leger børnene frit, mens forældrene sidder på en bænk med en avis eller kop kaffe. Kan børnene ved egen kraft ikke komme op i et klatrestativ er svaret til dem at så må de øve sig.

        Hvilken tilgang skaber i sidste ende de mest selvstændige børn og hvem lærer mest om deres krops grænser eller formåen?

      • Du kender mit svar til det 🙂 🙂
        Jeg kan godt se, at andre mødre nogle gange synes, at vores søn for lov til at klatre lige lovlig højt op i fx træer. Jeg kender ingen, der har slået sig ihjel ved at klatre i træer. Der er nok nogen, der er kommet galt afsted, men oplevelsen af at sidde højt oppe i et fyrretræ, man selv er klatret op i, er fantastisk. Mine forældre holdt ikke øje med om vi skvattede ned. Hvad man ikke ved, får man ikke dårlige nerver af, var måske devisen. Nogle gange skal man trække vejret dybt og lade børnene lege, for kun gennem legen lærer de livet, var der engang en klog mand, der sagde 🙂
        Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s