Fra sofakartoffel til cykelmyg

Søndag aften afleverede vi bilen til service, og så er gode dyr jo rimelig rådne. Bus-tog-bus eller cykel? Det må blive cykel, der er 10 km, hvor svært kan det være? Jeg cyklede altså til arbejde for første gang siden dengang jeg boede i Kbh og trænede 12 gange om ugen, var 20 kilo lettere og 10 år yngre.

Jeg havde derfor forestillet mig noget med en nærdødsoplevelse undervejs, men det var superfedt, og jeg var totalt glad i låget og høj, da jeg kom på arbejde. Jeg cyklede via grønne stier, gennem skoven, over Mølleåen, langs grønne enge og igennem hyggelige villakvarterer. Jeg er forelsket, og jeg vil cykle hver eneste arbejdsdag resten af mit liv.

Mandag var tilfældigvis også min løbe-dag, så jeg løb først ved 21-tiden, da knægten var puttet. Det gik rimelig fint – jeg kunne godt mærke, at mine ben var lidt møre. Men jeg nød alligevel løbeturen ved den nærliggende sø. 6+7 minutters løb, yes!

Problemerne opstod først ved sengetid; jeg kunne nemlig overhovedet ikke falde i søvn. Lige meget hvordan jeg lå, så fandt jeg ingen ro. Min krop var fyldt med ubehagelig energi. Jeg fik ondt i brystet, og jeg begyndte at frygte, at det var mit hjerte, og så begyndte mine fødder, hænder og siden mine arme og ben at summe, og jeg fik susen for ørerne. Så kan jeg lige så godt stå op; jeg satte mig ind i stuen og sad i mørket og så på, at vores fjollede flagermus flaksede legende rundt i den lyse nat. Det var hyggeligt, der var helt ro, og der var køligt. Jeg fik ro i min krop. Klokken 1:37 så jeg sidste gang på telefonen og gik i seng og sov med det samme.

Vækkeuret ringede som sædvanligt 5:25, og jeg var faktisk forbavsende frisk. Jeg kastede mig glad og forventningsfuld på cyklen og trampede energisk afsted fast besluttet på at det her – det er min nye sunde vane! Efter 800 meter overvejede jeg at cykle til den nærmeste S-station og tage toget. Mine ben var tunge som bly, og der var 9,2 km tilbage. Hold nu kæft.

Jeg kom frem til jobbet, jeg havde det fantastisk, og selvom jeg kun sov ganske lidt om natten, var jeg ikke udkørt, tværtimod var jeg fuld af energi hele dagen. Cykelturen hjem gik også fint, men forelskelsen er væk, for jeg kan godt mærke, at min krop er stresset af al den pludselige ekstra aktivitet. Så jeg blev rigtig glad, da jeg fik at vide, at bilen var færdig til syn og kunne hentes! Yes!! Ikke flere cykelture i denne uge – men måske i næste, hvem ved?

Reklamer