Om sorg

Da min mor blev syg og døde i 1999-2000 skrev jeg mig ud af sorgen. Jeg havde rent faktisk en hjemmeside, som min hjemmesideleverandør var så fiks at få slettet, hvor jeg skrev om det at være ung og i sorg. Det er nemlig helt anderledes end at være ældre og i sorg. Når man er ung har man ingen erfaring med sorg – og ens venner har ingen erfaring med sorg udover kærestesorg, som man jo kommer sig rimelig let over. Derfor kan man føle sig helt alene i verden, og i en periode var det meningen med mit liv; at hjælpe andre i sorg via nettet og via sorggrupper, hvor jeg var frivillig.

Teksten herunder er fra 2001, fra min hjemmeside. Jeg lavede en pdf af nogle få af siderne, men desværre ikke det hele.

Kræft

Her er min historie om kræft. Min mor fik lungekræft, da hun var 57 år, og jeg og min familie blev pårørende. Vi var totalt uforberedte, som de fleste er, når kræften rammer. Jeg havde stor glæde af at læse om andres erfaringer, og det er derfor, du nu kan læse vores historie på nettet. Jeg håber, at du får glæde af siderne her. Skriv endelig til mig, hvis du har kommentarer.

Før

Et sted blandt de forreste rækker til Shu-Bi-Dua koncerten, så man min mor højt over de andre mennesker. Hun viftede med armene til musikken, mens min bror bar hende på sine skuldre. Far og jeg stod lidt længere bagude og lo glade af de to skøre skønne mennesker. Vi var til Gammel Elev fest på den skole, vi alle fire har gået på – mor, far, søn og datter. Sammen som så ofte før.

Indledning

‘Ondartede celler’ … Da lægen sagde de få ord, forsvandt gulvtæppet under os. Trygheden blev skiftet ud med angst. Ondartede celler er kræft, og kræft – det dør man af. I rummet sammen med lægen og os, stod pludselig det store sorte uhyre ved navnet “kræft”, som var i gang med at fortære min mor. Vi kunne kun ane uhyrets frygtelige omrids og den lange tunge skygge, som lagde sig henover os.

Jeg blev bange, og jeg blev gal. Følte mig trængt, fordi uhyret ved navn “kræft” nærmest skræmte livet af mig. Jeg vidste intet om kræft – og det jeg vidste om kræft gjorde mig rædselsslagen. Jeg måtte lære min modstander at kende til bunds, for jeg ville ikke lade mig skræmme og besejre af en fjende, jeg ikke kender. Så jeg gav mig i kast med at lære alt om min mors sygdom. Jeg ville give det lede monster kamp til stregen, og jeg ville vinde.

Fra første færd hadede og forbandede jeg sygdommen, skæbnen og kræften under ét for at have ramt min mor. Min mor skulle have et godt, langt, lyst og lykkeligt liv. Istedet ramte den forbandede sygdom hende. Jeg syntes, at sygdommen var fej, fordi den gemte sig indeni min mor og ikke kom ud i lyset og tog kampen op. Jeg kunne næsten se den sidde derinde og spottende række tunge af os. Når vi forsøgte at ramme sygdommen, ramte vi også min mor på den frygteligste måde.

De første skridt … eller de sidste?

Diagnosen

I løbet af vinteren 1998-99 havde mor havde døjet med bronkitis, lungebetændelser og luftvejsproblemer, som penicillin ikke hjalp på overhovedet. Jeg havde ikke tillagt det nogen særlig betydning – vel var jeg da bekymret, men man er jo altid lidt skravlet om vinteren. Mor gjorde heller ikke noget stort nummer ud af det og fortsatte som normalt, selvom hun var småsyg hele vinteren.

I februar fik jeg at vide af far, at mor var blevet henvist til undersøgelse på Gentofte Amtssygehus af sin læge. Jeg kunne høre på far, at han ikke regnede det for noget særligt – det gjorde ingen af os. Alligevel mærkede jeg angsten indeni for første gang. Jeg tilbød at tage fri fra arbejde og tage med mor på hospitalet. Først ville hun ikke høre tale om det, slog det hen med, at det var – ingenting. Da jeg insisterede, protesterede hun ikke og jeg tog med. Den indledende undersøgelse fandt sted 22. februar 1999. På vej til hospitalet viste mor mig en knude på siden af halsen, og mit hjerte sank i livet på mig. Hun havde holdt knuden skjult for os for at beskytte os. Man taler om, at gulvtæppet bliver rykket væk under en. Det havde jeg aldrig prøvet før den dag. Det føles bogstaveligt sådan.

Jeg fyldte 27 år i februar 1999 og om lørdagen holdt jeg en lille middag for mine forældre, min bror og et par veninder. Jeg havde slet ikke lyst til at fejre dagen, men vi fejrede min fødselsdag, som skulle vise sig at være den sidste fødselsdag, jeg fik lov at fejre sammen med min mor.

Svaret på undersøgelserne fik vi om mandagen den 1. marts klokken 10.15. De havde fundet ondartede celler i knuden på min mors hals. Ganske få korte sætninger, der for altid ændrede vores liv.

Vi var sammen, da vi tog de første skridt.
Vi var sammen hele vejen.

Småcellet Lungekræft

Småcellet lungekræft kaldte de det. Oatmeal cancer hed det på engelsk. Havregrynskræft? Hvor farligt kunne det være? Jeg spiser havregryn hver morgen! Hvad var det? Hvad var kræft i det hele taget? Det dør man da af … ikke? Jeg gav mig til at søge på nettet, især på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Jeg ville kende vores modstander, så jeg bedst muligt kunne hjælpe min mor.

Det tog mig ikke særlig lang tid at finde frem til statistikken om 5 års overlevelse. Jeg læste de forfærdelige fakta – noget med at kun 5% var i live 5 år efter diagnosen blev stillet. Den frygtelige sandhed gik op for mig; min mor kunne rent faktisk dø af det her. Jeg nævnte intet om min viden for mine forældre. Vi havde ikke råd til at miste modet på forhånd. Først efter min mors død nævnte jeg det for min far. Han anede det ikke, men var glad for, at jeg havde holdt det for mig selv. Han forstod ikke helt, hvordan jeg havde kunnet leve med den hemmelighed, men det var let nok, for jeg havde intet valg – jeg ville ikke tage modet fra min mor.

Min mor kunne jo ligeså godt være blandt de 5% som var i live efter 5 år, basta!
Med det som mantra gik jeg ind i kampen mod kræften.

http://www.gittepigen.subnet.dk/134020.htm (2 of 3) 1/14/2001 5:18:02 AM

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s