Vi har ændret reglerne

Vi har ændret reglerne herhjemme. Nu spiser vi alle tre aftensmad sammen. Basta. Knægten er efterhånden 5 1/2 år gammel, og han sidder helst med Ipad’en i sofaen og spiser sine grønne/gule/røde pebre, figenmadder og risengrød.

Det kunne vi godt have fortsat med, men han lærer ikke at spise med kniv og gaffel, hvis han ikke sidder med ved et spisebord og ikke får andet end risengrød, gnavegrønt, rugbrødsmadder og en sjælden gang pizza eller pasta. Så det er tid til at der kommer andre boller på suppen.

Hold. Nu. Op. Den første aften med ham ved bordet var ved at tage livet af os. Vi var selv ude om det, vi havde planlagt god mad og vino, og lige den dag, hvor vi skulle hygge, ændrede vi reglerne. Vi mente, at vi havde overskud til det. Det havde vi også. Bemærk; datid.

Vores dreng hader indædt at sidde ved bordet. Han kan ikke sidde stille i mere end 2 minutter, så stikker hans ene ben af og begynder at liste ned på gulvet. Så skal han tisse eller hente noget. Danse lidt. Hente en særlig Skylander. Tegne en tegning. Nu. Han tisser i bukserne, hvis vi snakker, advarer han om, mens han ser strengt på os. Hvem opdrager hvem!?

Og så brokker han sig højlydt over konceptet. Han vil have ipad’en med ved bordet, og jeg kan godt forstå ham, for den giver ham ro til at sidde stille, mens han spiser. Det er paradoksalt, og jeg kan godt følge det ulogiske: Han skal sidde stille og spise, og den bedste metode til at få ham til at falde til ro er – tadaa – at han har Ipad’en. Men den har vi besluttet skal være slukket i de cirka 20 minutter, vi spiser.

Jeg synes faktisk, at det går meget godt. Det er ikke lang tid, at vi forlanger, at han sidder, og han må godt rejse sig og gå på fx toilettet. Vi formår at snakke en lille smule sammen, men oftest beder han os om at tie stille. Jeg tror, at det er for meget for ham med al den snak.

Selvom det er svært, så synes jeg alligevel, at det er en succes, at han rent faktisk gør det og ikke nægter at gøre det. Javel, det er modvilligt, og han er sur, modvillig og brokker sig højlydt – men han prøver virkelig ihærdigt, selvom det er svært for ham. Jeg er stolt af ham, og jeg tror godt, at vi kan hjælpe ham til at mestre det.

Han får ikke spist særlig meget, og det tager 100 år … men han har smagt på flere nye ting i løbet af de seneste par dage, og han spiser faktisk normal mad (i små mængder); culottesteg, flødekartofler, hakkebøf og flest grøntsager. Ingen risengrød siden i fredags 🙂

Reklamer

2 thoughts on “Vi har ændret reglerne

  1. Godt gået. Det skal nok komme at jeres søn dels spiser mere varieret samt at han sidder med ved bordet under måltidet.

    Måltider har også været en kilde til konflikter i min familie. Det har der været mange årsager til. Nogle af dem har været de samme som I står med. At mange sensitive børn bare er kræsne og at et måltid er et sansebombardement af de helt store. Sammenholdt med krav om bordskik og sidde pænt på stol, så er der bare dømt konflikt på forhånd. Jeg kender også til al det med at barnet skal lige tisse (og hvem kan nægte sit barn at gå på toilettet), lige skal dimse med et eller andet. Alt for at undgå at skulle forholde sig til måltidet.

    En aften i efteråret 2013 så jeg Madmagasinet Bitz og Frisk, der den aften handlede om krænse børn. Den indeholdt et række gode råd, som jeg må sige har hjulpet hjemme hos os. Et af de for os mere kontroversielle råd var at AL elektronik skal være slukket 10 minutter inden måltidet starter og under hele måltidet. Hold da op.. sikke en eksplosion det udløste i starten. Men tesen er faktisk at så kan barnet nå at komme ud i køkkenet, dufte maden, være med til at bære den ind på bordet og dermed gradvis indstille sig på at nu er det altså spisetid.

    Hos os er der ingen krav om at man skal smage på maden, men vi ynder at sige at man høster god dreng point, hvis man gør. Man behøver ikke at kunne lide den. Der er ikke madder eller anden mad i baghånden. Kort sagt… vi forældre bestemmer hvad der står på bordet, så bestemmer børnene selv hvad de vil spise. Nogle gange spiser de meget og andre gange meget lidt, men det er der faktisk en klar sammenhæng med hvor meget de har spist i løbet af dagen. Nogle dage spiser de udelukkende kød/fisk, andre dage lidt ris eller kartofler. Forleden blev jeg positivt overrasket over at mine ellers meget grønssagsforskrækkede drenge ÅD en gulerods-ingefær-kokus-lime suppe. Så det har taget tid, men vi kan nu for alvor sige at vi er på rette vej.

    Programmet jeg så kan ses her:

    PS. Jeg er ikke enig i manden fra KU, der skråsikkert udtaler at kræsne børn findes ikke. Der findes børn for hvem det at forholde sig til mad er en stor udfordring. Punktum!

  2. Det lyder rigtig godt – der er en stor glæde i (når det lykkedes) at sidde sammen og dele et måltid. Også selvom jeg ved I har nogle helt andre udfordringer på det plan – så er det jo et fantastisk fællesskab – og jeg er glad på jeres vejne for, at det går fremad.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s