I forreste række

Fredag aften døde min mands moster alt for tidligt af kræft. Hendes forløb mindede alt for meget om min mors; kort, hårdt, nådesløst, smertefuldt og uafvendeligt. Tilbage sidder en familie med et hul i midten. Vores familie blev igen lidt mindre, og vi kommer til at savne en kær gæst i vores hjem. Et vigtigt bånd til min mands historie er klippet over.

Om 1 1/2 måned er det hele 15 år siden min mor døde af kræft. Det gør mig både bekymret og ked af det, at vi her 15 år senere ikke helt for alvor har knækket koden til at stoppe kræft. Det bekymrer mig selvfølgelig mere nu, fordi vi efterhånden rykker frem i forreste række, og vi stadigvæk ikke for alvor kan vide os trygge. Selvom der forskes og arbejdes på at knække koden, så er det ikke lykkedes. Endnu.

I næste uge begraver vi i min familie en kvinde, der dårligt nok nåede at nyde sin 3. alder, men som alligevel nåede at opleve sin datters bryllup og nåede at møde sit barnebarn og se ham komme godt i vej. Hun var heldig, men som så mange før og efter hende slap hendes held op den dag kræften brød ud.

fordi der er liv, der skal leves …

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s