“De voksne kan også være bange”

Forleden skrev jeg om min oplevelse af Berlin muren og særlig dens fald i 1989, da jeg var 17 år gammel. I den forbindelse berørte jeg kort den grundangst, jeg voksede op med; angsten for at blive udslettet. Det er et af mine tidligste minder; at være angst for atombomben. I skolen fik vi uddelt pjecen ‘Om at overleve’, som var lige lovlig detaljeret og rimelig skræmmende – og vi fik lov til at se skolens beskyttelsesrum, vi måtte bare ikke pille ved gasmaskerne, før vi skulle bruge dem. Hver onsdag klokken 12 blev luftalarmen afprøvet lige over vores hoveder. Og alle vidste, at tre lange hyl fra sirenen betød ‘gå indenfor, luk døre og vinduer og tænd for radioen’. Ikke noget med at løbe hjem. I en tidlig alder var jeg helt afklaret om, at jeg hellere ville dø end overleve og få strålesyge.

Med murens fald forsvandt den grundangst, som min generation har fået ind med modermælken. Forleden så jeg nedenstående helt fantastiske og meget tankevækkende program, og der gik det op for mig, at når man dengang sang om, at ‘de voksne også kan være bange’, så var der virkelig noget om snakken. De voksne var bange, faktisk bange, at der i det skjulte blev lagt detaljerede planer for, hvordan Danmark skulle klare atombomben. Meget grundige planer med mange involverede. Der blev bygget hemmelige bunkere, og rigtig mange mennesker var på tilkald hver dag, hvis nu bomben sprang.

Jeg er glad for, at JEG ikke vidste noget om alt dette, for så var jeg død af skræk. Bl.a. så jeg i programmet, at min mands gamle skole var et nødhospital fuldt udstyret med senge, bårer og operationsudstyr i kælderen, og i al hemmelighed blev en af de lokale skoler i mit gamle kvarter udstyret med en topmoderne bunker, der sagtens kunne modstå en atombombe. Samtidig var det lovpligtigt, at alle etagebyggerier skulle opføres med beskyttelsesrum i 60erne. Med andre ord; så er der her i huset en atombunker. Alt sammen blev holdt klar til a-bomben slog ned – og er først blevet lagt ned længe efter 1989.

Længe efter den kolde krigs afslutning cyklede jeg lykkeligt uvidende hver dag forbi det kæmpestore græsareal, der var udlagt til atomkirkegård. Jeg undrede mig godt nok også over, hvorfor der bare var en græsmark lige dér i et tætbebygget område med højhuse, erhverv og så – græsmark. Det fik jeg så opklaret forleden. Bulldozerne og kalken til at lave en massegrav blev opbevaret lige i nærheden.

12. November kl 21:30 på DR K

Danmarks hemmelige forsvar (3:4)

Under den kolde krig regnede de fleste danskere med, at en atomkrig ville føre til total udslettelse, men i det skjulte forberedte myndighederne sig i de mindste detaljer på et liv efter atombomben.
I kældrene under skoler og andre offentlige bygninger havde Civilforsvaret nedpakket nødhospitaler, sandsække, bårer og alt hvad der i øvrigt kunne blive brug for i tilfælde af krig.
Helt frem til 1989 omfattede krigsplanlægningen alt fra rationeringsmærker og nødpenge til atomkirkegårde, krigsøvelser og indretning af underjordiske kommandocentre for ledende embedsmænd i kommuner og amter.
Tilrettelæggelse: Ole Retsbo.

Mine forældre luftede aldrig deres frygt for atomkrig for os børn, så jeg fik ikke næret min grundangst hjemmefra. Men både min mor og far har trøstet mig, når jeg vågnede om natten og var bange for alligevel at overleve atombomben uden min mor og far. Programmet i går viste mig, at frygten for atomkrig allerede i 1962 fik statsministeren til at ‘reklamere’ for pjecen ‘Hvis krigen kommer’ og anbefalede på det kraftigste, at folk skulle læse den, da de ellers ville komme til at fortryde det, den dag krigen evt. kom. Det betyder, at den grundangst, jeg voksede op med, må mine forældre jo også være vokset op med. Uden at smitte. Heldigvis. For selvom de voksne også kan være bange, så skal vi holde det for os selv!

Advertisements

4 thoughts on ““De voksne kan også være bange”

  1. Den sidste linje er ikke helt enig i. Altid i alle aspekter. Hvis mine børn fornemmer mine inderste følelser, og reagere eller sætter ord på noget mht mig, eller sådan lidt mellem linjerne, bliver jeg nødt til til dels, at være ærlig. Omkring at det de ser og fornemmer, er sandt. Det blev jeg blandt ikke bekræftet i som barn, fordi mine børn ville “skåne” mig.. Men DET gav mug nærmest en angst. Fordi jeg så bag facaden. Og det gav utryghed

    • Jeg er i hvert fald glad for, at mine forældre ikke plantede angst men sund fornuft i mig. Som forælder har man pligt til at værne om sine børn og lade sin sunde fornuft råde. Ja, man skal åbne for sin angst, men ikke dele ud af alle detaljerne.

      Jeg lærte som 8-årig hvad lufttrykket fra a-bombe gør ved kroppen, hvordan varmen smelter kødet og hvordan strålesygen – hvis du overlever den umiddelbare stråling fra eksplosionen – nedbryder din krop og slår dig ihjel. Det var måske ikke detaljer skolen skulle have delt med os, men dengang tænkte man ikke så meget over det i fht børn. Det gør man heldigvis i dag, hvor de fleste giver en blidere version til børnene.

      Mine forældre slog ikke min angst væk, de trøstede mig og hjalp mig med at leve med den og gav mig håb om, at vi sammen kunne skabe en bedre verden. Det er jo også en del af livet; angst og utryghed. Og ikke mindst; gøre noget for atændre på det.

      Men jeg tror ikke på, at det gavner nogen, hvis man skaber panik. Og det kunne det her let have skabt, hvis det var kommet ud i sit fulde omfang dengang.

  2. PS I skolen lavede vi boganmeldelser af bøger som “Skyen”, som handler om hvordan en 14-årig pige og hendes lillebror, da meddelelsen om udslippet fra Atomkraftværket lyder. Rædselsscener udspilles for øjnene af pigen. Stråleskadet og omgivet af døende, forsøger hun at finde et nyt udgangspunkt for sit liv uden sin familie. Jeg husker tydeligt den bog, den var rimelig hård kost. Vi læste også ‘De sidste overlevende – ser fremtiden sådan ud?’ om en 13-årig drengs overlevelse i atombombeskadet Europa med epidemier, strålesyge og massedød.

    Jeg husker begge bøger som vildt gode, fordi det handlede om børn, der bare var lidt ældre end jeg i en situation, der lurede latent i luften. Og det var jo rart at vide, at man kunne overleve 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s