Kig ned i kassen og se mig!

Jeg nåede ikke at lave plus/minus-lister, før vi fik vores søn udredt, men jeg var afklaret om, at vi ikke formår at hjælpe ham, hvis vi ikke ved, hvor skoen trykker, så derfor søgte vi en afklaring.

For mig føltes det nemlig som at stå i et rum fyldt med utallige hylderne med tusindvis af værktøjskasser til at støtte al verdens forskellige børn. Vi var så startet med at afprøve værktøjskasserne på den nærmest hylde og har efterhånden afprøvet mange forskellige værktøjskasser på vores søn; den almindelige værktøjskasse, den nærmest nazistiske værktøjskasse, den modsatte ‘barnet bestemmer’-værktøjskasse, glutenfri-værktøjskassen, fiskeolie-værktøjskassen, sensitiv-værktøjskassen og rigtig mange andre kasser med mere eller mindre tvivlsomme værktøjer. Ingen af dem virkede for alvor for vores søn, så vi havde brug for at få en hjælpende hånd til at vælge den rigtige værktøjskasse i stedet for at bruge ham som prøveklud på alle mulige værktøjskasser.

Autisme/ADHD diagnosen afklaringen har vist os vejen til den rigtige hylde med et antal værktøjskasser, der har givet os nogle dokumenterede værktøjer, der virker. Nogle virker godt hos os – mens andre ikke er nødvendige (fx piktogrammer, billeddagplaner etc), så vi laver en pick & mix af de værktøjer, vi har behov for.

Her ’bagefter’ gør jeg mig naturligt nok samme tanker og bekymringer som Mor til Sensitiv nævner under ulemper ved at få en diagnose på sit barn. At pådutte sit barn et handicap og dermed ændre hele verdens blik på ham – det er virkelig nederen! Jeg er modstander af at anse autisme og ADHD helt generelt som et handicap, for det afhænger af den enkelte person hvor udtalt og begrænsende det er. Jeg kan godt se det praktiske i det for samfundet; at det er nemt og bekvemt at kunne putte alle dem med autisme og ADHD ned i én handicapkassen. Nogle ER også handicappede, så for nogle fungerer denne måde at ’boxe’ folk på – men andre er velfungerende men med særheder og shortcomings set i forhold til neurotypiske, og så er det ikke så fedt at blive anset som værende handicappet.

Og det er her, at jeg mener, at det er skævt, at man ser på autisme og ADHD som en række af ting, en person IKKE kan, mens vi der har børn med autisme/ADHD ved, at der er så usandsynligt mange ressourcer indeni knopperne på de her anderledes børn, når blot vi evner at møde dem, hvor de er og som de er. Se og møde den enkelte – kigge ned i kassen og se barnet, ikke diagnosen.

Kig engang på listen over kendte mennesker med autisme og overvej, om de er handicappede i samfundets øjne. Og tænk så videre på, om det ikke kunne være dit barn, der kom på dén liste, med alle hans/hendes ressourcer, potentiale og viden – hvis han/hun bliver mødt i verden som han/hun er. Det tænker jeg for min søn – jeg tænker således:

  • Jeg ser ikke et sært barn, der er glad for kryb og snegle; jeg ser et passioneret menneske, der er god mod selv de mindste dyr og som vil vide alt om alle smådyr – og rent faktisk formår at huske det hele.
  • Jeg ser ikke et socialt mærkeligt barn; jeg ser et menneske, der elsker og savner sine venner passioneret og vil gøre alt for dem. Jeg ser et menneske, der ikke er ligeglad med et grædende barn i et storcenter, men tager ansvar og forsøger at hjælpe fremmede mennesker.
  • Jeg ser ikke et uroligt larmende barn; jeg ser et menneske fyldt med energi og utålmodig videbegærlighed, som er lige til at fylde viden på.
  • Jeg ser ikke et uopdragent barn; jeg ser et passioneret menneske, der gerne vil vide mere LIGE NU, og som stiller krav til hans omverden om at levere her og NU.
  • Jeg ser ikke et besværligt barn, der løber sin vej eller kravler for højt op i træerne;  jeg ser et menneske med pionerånd, der ikke er bange for at tage en chance og satser alt, fordi han har et mål.
  • Og jeg kan GODT love for, at jeg kommer til at stå vagt om ham og gøre helvede hedt for dem, der affærdiger ham som sær, asocial, larmende, uopdragen og besværlig – og dermed affærdiger det potentiale, han rummer.

Derfor er jeg heller ikke begejstret for, at man kalder det ’diagnose’, for hverken autisme eller ADHD er en sygdom – det er en måde at være på; ens styrker er anderledes end neurotypiske styrker. Derfor ville jeg i stedet kalde det ’afklaring’, fordi det i min optik er det, ’diagnosen’ bringer. En diagnose mere end antyder, at der er noget galt! Der er faktisk ikke noget galt med min søn, selvom han har fået en dobbeltdiagnose.

Mit håb for ham er, at han i stedet for at kæmpe for at lave sig selv om for at være som andre neurotypiske og nærmest dø af stress over ikke at passe ind, kan acceptere, at han er som han er som autist/ADHD’er i en neurotypisk verden – og det er OKAY!

Advertisements

3 thoughts on “Kig ned i kassen og se mig!

  1. Sådan mutter! ❤

    Jeg er HELT ENIG i din anskuelse og perspektivering, når du ser alle styrkerne. Jeg elsker din måde at stille det op på. Soleklart og enkelt. Med denne tilgangsvinkel ville flere forældre måske ikke være så berøringsangste for en KONSTATERING af fx. ADHD, autisme med videre. Jeg føler nemlig også, at der med ordet "diagnose" følger en stor negativ slipstrøm af noget der påstår, at der er forkert ved barnet.

    I det hele taget har jeg aldrig brudt mig om kasser (og jeg passer bestemt heller ikke i nogen af dem). Jeg synes at det er meget trist, at der i samfundet higes sådan efter at strømline, sætte rammer, og pege fingre af alle som falder en smule uden for disse. Det vidner, for mig at se, i en verdensanskuelse baseret på frygt, og mangel på tillid.

    "Normalt" er så mærkelig en definition, at den ikke engang klarer en tur over landegrænserne. Lad os dog for pokker møde hinanden som de mennesker vi er, med åbent sind, og åbent hjerte, i stedet for konstant at finde spændetrøjen frem, fordi vi så bedre kan kontrollere hinandens adfærd, og ikke bliver mødt med pudsige indfald. Den menneskelige facette, er en regnbue, og ikke en grå ensartet masse.

    Herfra lyder jeres dreng til at være noget af det skønneste. Det glæder mig hjerteligt at se, hvordan du har tænkt dig at støtte ham i hans væsen og væremåde. At se alle de styrker og egenskaber, som han har. Hvor er det bare skønt, at han har så stort et hjerte, er nysgerrig på verden, og at han bare MÅ op i det træ. Det er et skønt drive at have!! 🙂 Det er de andres problem, hvis de ikke kan følge med (og det har livet fortalt mig, at de faktisk er lidt øv over at de ikke kan). Han skal bare have lov til at nyde suset og glæden. Basta.
    Det er meget følelsesladet at kunne mærke andre mennesker, men han ville ikke undvære det for noget i verden, for det ville betyde, at han følte sig "halvdød" og uden sjæl. Den nerve og passion er en gave. Ikke en byrde. Kun hvis han BLIVER gjort til et problem, vil han lide. Ellers ikke.

  2. PS! Jeg synes at alle mennesker fortjener, at blive mødt med et åbent hjerte, sind og arme. Væk med kasserne og skyklapperne. Mærk verden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s