Så lidt som muligt

Fra søndag til tirsdag aften skal vi være alene i sommerhuset, min søn og jeg. Min mand skal på arbejde, den stakkel.

I løbet af søndagen blev hele sommerhusområdet affolket, for efterårsferien var slut, og fleste satte næsen tilbage mod hverdagen. Men ikke os.

Søndag aften var her derfor helt stille, da jeg havde lagt drengen i seng. Helt bom stille og helt sort udenfor. Der var intet lys fra de andre huse, og ingen biler på vejen. Jeg lagde ekstra brænde i ovnen, tog et tæppe og satte mig tilrette i sofaen med en kande te og Anne fra Grønnebakken. Ikke den sædvanlige fine serie, jeg har set mange gange, men en film, der handler om Anne før Grønnebakken. Den var ikke særlig god, så har jeg ikke sagt for meget.

Men selvom filmen ikke var særlig god, så var det vildt hyggeligt at sidde i det helt stille hus in the middle of nowhere og bare være her nu. Jeg har altid holdt meget af at tage alene i sommerhus især udenfor sæsonen, hvor mørket er tæt og stilheden nærmest en fysisk følelse. Hvad laver du dog der, spurgte folk. Så lidt som muligt, var mit svar. Det var selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for i dagens løb gik jeg typisk en lang tur på et par timer i plantagen, på stranden og rundt om den dybe sø. Dengang i 90erne gik jeg de her lange ture enten sammen med min mor, min veninde, min daværende kæreste eller mindst lige så gerne bare i selskab med mig selv.

Men om aftenen, når mørket sænkede sig, var der ro. Også i mit hoved. Jeg havde næsten glemt hvor fedt det er. Det ændrede sig en hel del, da vi rev det gamle sommerhus ned, for det nye sommerhus havde ikke helt den samme hygge. Hvilket er noget sentimentalt sludder. Det nye sommerhus er nemlig også rigtig hyggeligt, men det gamle sommerhus var jo det, jeg var vokset op med. Det var gammelt, det knirkede, og både vægge og tag var tynde, så man kunne høre regnens trippen på taget, fasanens ‘gork’ udenfor, når hunden vendte sig i sin knirkende hundekurv og ildens buldren i kakkelovnen.

Hvorfor så rive det ned? Jo, bag sofaen var fundamentet sunket, og man kunne se græsset udenfor. Det var et gammelt træhus, vist nok fra 30erne, med smuldrende fundament. Det var ikke isoleret, og der var ikke plads nok. Et lille børneværelse med køjeseng og et forældresoveværelse med adskilte senge. Et mikroskopisk køkken med plads til komfur og et lillebitte køleskab – og med mus. Det var det, men det var skønt.

At være her nu giver lidt samme rolige følelse 💕

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s