Alenetid

Mandag morgen vågnede jeg ved 8-tiden, min søn sov endnu, men der skulle ikke meget til at vække ham. Han fik hurtigt øjne og var med det samme helt frisk på fis og ballade. Vi stod op, og til vores glæde var det fint vejr. Der var solstrejf på terrassen, og det var vindstille. Jeg tog et bad og lavede morgenmad. Vi sad sammen i sofaen og så Ramasjang, indtil min kaffe var drukket. Vi havde en travl dag foran os – først ind i den lokale legetøjsbutik, så fange krabber, besøge morfar og cykle en tur. Jeg pakkede bilen med hans cykel, hjelm, fiskenet, krabbespand, skiftetøj, pålæg til frokost samt regntøj just in case. Og afsted!

Vi startede med at køre ind til byen, hvor knægten købte et par biler, et ur og en af de nye Skylanders for de feriepenge, han havde fået af farmor og bedstefar. Jeg købte rugbrød til vores frokost hos morfar, og vi købte en ny naturbog i boghandleren om havets dyr og planter.

Derefter kørte vi ned for at fange krabber på krabbebroen – det gik rimelig godt. Vi landede en enkelt forkølet stivfrossen krabbe samt en hel masse små tangrejer og vandsnegle. Den eneste anden krabbe, vi så, smuttede fra os. Det er åbenbart ikke krabbesæson længere! Vi var de eneste krabbejægere, men vi havde det superhyggeligt med at kravle rundt på maven med næsetippen i vandskorpen.

Til sidst hældte vi dyrene ud i vandet igen, og så kørte vi ud til morfar og drak en kop kaffe. Jeg smurte et par madder til knægten, og så sad vi ellers og hyggesludrede en times tid. Min far er ved at komme tilbage på fødderne. Han kæmper, og han gør fremskridt. Han så også væsentlig friskere ud end sidst, og han virkede glad og havde langt mere overskud. Det gør mig så glad at se. Jeg er imponeret af ham; af at han kæmper og vinder små sejre; han kan komme rundt hjemme selv, lave lidt mad og klare en del selv. Der er langt til, at han kan klare sig selv, men fremskridtene er store og vigtige.

Efter besøget hos morfar kørte vi til stranden og parkerede bilen. Knægten fik sin cykelhjelm på, og så spurtede han i fuld fart hen ad stien langs klitterne. Jeg satte i løb og prøvede at holde trit med ham. Det gik ikke så godt – pust! Hvergang jeg nåede op på siden af ham, trådte han til i pedalerne og kørte fra mig igen. Jeg grinede, pustede og satte i løb efter ham.

Lige netop denne tur har jeg gået en million gange sammen med min mor og vores hunde. Jeg elsker den tur, for den er så smuk. Man går lidt i læ fra klitterne, træerne er bukkede af vinden, og der er al den friske luft, man kan tylle i sig. Da vi nåede hen til ‘vores’ strand cirka 2,5 km fra parkeringspladsen smed han cyklen og løb op over klitterne og så på vandet. Der var kæmpestore vilde bølger, og vi blev blæst godt igennem. Han kravlede op i klitterne og hoppede ned utallige gange, mens hans klokkeklare latter bølgede i vinden.

Til sidst vendte vi næsen tilbage mod bilen. Der var modvind, og han var begyndt at blive træt. Han øffede lidt men accepterede det, da jeg forklarede ham, at der var et godt stykke endnu. Han skiftevis cyklede og gik med mig i hånden, mens jeg bar hans cykel for ham. Han fræsede igennem nogle kæmpestore vandpytter, så vandet stod i kaskader om ham. Han jublede af begejstring, fordi jeg hvinede og sprang for ikke at blive sprøjtet til. Igen og igen og igen.

Da vi endelig kom til bilen, var der lige et træ, der skulle klatres i, mens jeg pakkede cykel og hjelm sammen. Knægten sprang ned fra træet og hoppede ind på bagsædet med friske røde kinder, jord på næsen, klare glade blå øjne og et kæmpe smil. Vi kørte tilbage til sommerhuset, mens vi sang med på sangene fra Cykelmyggen og Minibillen – især denne her. Solen var på vej ned i horisonten, og dagen var ved at være slut. Vi kørte hjem, og mens jeg lavede risengrød, sad han og så Ramasjang.

Da jeg lagde ham i seng, læste jeg højt for ham af Havets Dyr & Planter, som han selv valgte hos boghandleren i formiddag. Jeg må ikke springe noget over, så det er side for side, dyr for dyr, plante for plante… Vi snakkede lidt om de dyr, vi fangede, og han klagede lidt og sagde, at han savnede sin far. Jeg krammede ham, og han puttede sig tæt ind til mig. Jeg faldt i søvn sammen med ham og sov lidt. Jeg vågnede igen ved 20-tiden og lirkede mig fri af hans arme om min hals. Der var stille i sommerhuset og stille udenfor.

Reklamer

2 thoughts on “Alenetid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s