Krimmler vandfald

IMG_4427.JPGVi kørte afsted efter morgenmaden med snuden i retning af Krimmler vandfaldene 78 km væk. Krimmler vandfaldet er det højeste i Europa, og blandt de ​​fem højeste i verden. Det er et ret fantastisk sted med masser af vildeblåbær, legepladser, restauranter og selvfølgelig et voldsomt vandfald. Man kan stå på stenene nedenfor vandfaldet og få vandet sprøjtet lige i hovedet. Sidste år var det en kæmpestor oplevelse, så vi tog afsted igen i år.

Vandfaldene ligger på den anden side af Kitzbühler Alpen, så turen gik over Thurn bjergpas i 1.274 meters højde. Vi kørte den samme vej sidste år, og vi havde helt glemt, hvor stejlt det går nedad, når man har passeret Kitzbühler Alpernes top. Det var her, jeg sidste år sagde til Allan; ‘brems!’, hvortil han svarede ‘jeg bremser’, hvortil jeg hvislede ‘brems mere!’ Fra passagersiden kunne jeg se lodret ned på får på størrelse med knappenålshoveder nede i dalen lige ved siden af vejen.

Det gik nu fint nok, selvom der var lige lovlig langt ned, fartgrænsen var 100 km/t, og afskærmning er ikke noget, man bruger særlig mange ressourcer på i Østrig. Vi blev enige om på tilbagevejen, at nu har vi set dét vandfald og behøver ikke nødvendigvis at se det igen foreløbig.

Når man først er kommet ned i dalen fra bjergpasset, så kører man gennem en lang dal, der bliver mere og mere smal, samt mere og mere øde. Vi kørte langs med floden, og jeg lagde mærke til, at jernbanen langs floden så ud som om den var under reparation. Der lå bl.a. træer på skinnerne, og stenene under skinnerne var væk. Der var også en bro, der var under reparation. Det tænkte jeg ikke videre over, men jeg undrede mig da over det med jernbanen, for ødelæggelserne fortsatte et langt stykke hen langs vejen. Flere steder lå der også bjerge af sandsække, så det havde nok noget med en oversvømmelse at gøre.

Da vi nåede frem, fik vi noget nær den allersidste parkeringsplads. Nicholas klatrede til tops i et kæmpe klatrestativ og legede på en legeplads på vejen ned mod floden. Vi spiste en pølse ved en café og så gik vi gennem skoven ned til vandfaldet. Siden sidste år var stedet ændret en del; flodbredden nedenfor vandfaldet var styrtet sammen, og der var afspærret med rødt/hvidt bånd, så man ikke kom for tæt på den brusende flod. Det forhindrede dog ikke et antal mænd inklusiv fædre med børn i at klatre ned af flodbredden og hoppe ud på nogle store klippestykker ude i den brusende flod for at få taget en sej serie billeder. Jeg får totalt dårlige nerver af sådan noget, for jeg har ikke lyst til at se et barn eller en voksen forsvinde i vandmasserne. Nicholas syntes jo, at det var vildt spændende, og han ville også gerne ud og have taget billeder i floden. Jeg forklarede ham, at det er en dårlig løsning, for hvis man glider på en sten, så ryger man i floden. Jeg holdt godt fast i ham, og vi fik taget et par billeder af os, hvor vi står foran vandfaldet og får vand i hovedet. Vandets buldren er så kraftig, at man faktisk skal råbe til hinanden for at høre hinanden. Vandfaldet er så stort og så vildt! På billedet herover er der faktisk vand på kameraets linse fra vandfaldet, fordi det sprøjter højt op i luften, når det vælter ned fra bjerget.

Vi gik tilbage mod vandmuseet på den lille sti langs floden, og jeg bemærkede, at der måtte have været højvande for nylig, for græs, buske, små træer og blomster lå ned, og jorden var mudret. Det var helt tydeligt, at vandfaldet for nylig havde pumpet meget mere vand ned i floden end normalt. Jeg blev faktisk helt utilpas af at gå der, for tænk, hvis man lige havde gået dér den dag, hvor floden løb over sine bredder… Sammenholdt med de ødelæggelser, jeg havde set på jernbanen i Bramberg am Wildkogel på vej dertil. Jeg sagde ikke noget, men jeg satte kurs mod den etablerede sti. Lidt hys er man vel altid 😉

Vi gik op til WasserWunderWelt, som er et vandmuseum med bl.a. det formål at lære børn (og voksne) om vandets ufattelige kræfter på en sjov måde. Det er et vandoplevelsescenter, som ligger med en fantastisk udsigt i bjergene. Der er en sjov udendørs legeplads, hvor man kan lege med vand på forskellig vis og derved opleve vandets kræfter. Man behøver ikke badetøj – det er ikke den slags vandland. Mens vi pilede rundt og plaskede i bække, skød vandsøjler op i luften og undgik overraskende vandstråler, begyndte det at regne. Nicholas fandt et endnu højere klatrestativ (uden faldunderlag, bare småsten) og klatrede til tops og så ud over verden deroppe fra. Jeg nød en latte nedenfor, mens det småregnede mere og mere. Skyerne så rimelig truende ud, så vi afkortede besøget i WasserWunderWelt og begav os hjemad, for vi havde udsigt til små 80 km gennem bjergpas i regnvejr …

Hjemturen var ren barnemad i forhold til udturen – det er mindre uhyggeligt at køre opad et bjerg end nedad. Vi nåede lige hjem til aftensmad, og der var lækre Spinatknödeln med smørsauce og parmesan på menuen. Det er en lokal specialitet, som vi også fik sidste år – det smager fantastisk. Knödlerne består af brød, spinat, ost og muskatnød.

Nu er jeg jo typen, der researcher på det, jeg oplever – og jeg efterfølgende fundet ud af, at der i slutningen af juli bl.a. 31. Juli – blot 9 dage før vi var der – var der oversvømmelse pga. skybrud. Krimmler vandfaldet nærmest eksploderede og sendte alt for meget vand ned i floden i dalen og gennem byerne. Det ødelagde jernbanen, nogle broer og nogle veje.

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s