Står på en alpetop

Vi vågnede til en frisk ny dag i alperne ved 8:30-tiden, og vi gik ned for at spise morgenmad som nogle af de sidste på hotellet. Da vi havde spist, gik vi over og tog Alpenrosenbahn op på bjerget til Talkaser i 1800 meters højde.

Der var rigtig mange mennesker, og der var kø til bjergbanen, men det var ikke noget problem for Nicholas at vente på, at det blev vores tur. Javist, han var utålmodig, men bare glad og utålmodig. Han var så spændt, og da vores gondol satte fuld fart på og fløj ud over rampen, dirrede han nærmest af spænding og jublede højt. Han var så ivrig og glad og spændt, han drejede mit hoved rundt, så jeg kunne se, hvor langt der var ned – og køerne – og paragliderne!

Da vi kom op på bjerget, spurtede han afsted i retning mod legepladsen. Årsagen til, at der var mange mennesker på bjerget, var at der om mandagen er børnefest. Der er så en slags aktivitetsløb, hvor der er 6 poster, som man kan prøve; male, sækkevæddeløb, ansigtsmaling, sjippe, spille fodbold osv. Nicholas var ikke synderlig interesseret i det, så han fik bare kortet til aktiviteterne i en snor om halsen, og så var han glad.

Vi styrede lige hen og købte Restaurant Talkasers legendariske Apfelstrudel med Schlagsahne. Den var nøjagtig lige så himmelsk som de andre år; med store knasende æblebidder og fnuglet flødeskum.

Da vi havde sat den til livs, ville Nicholas ud på Alpinolinos Murmeldyrvandrerute længere op på bjerget. Hmmm. Han blev faktisk helt hysterisk, da jeg sagde, at det nok ikke var en god idé, så why not? Så tre danskere afstiafsted i gummisko uden kort på et bjerg i Østrig. Men okay, hvor galt kan det gå? De østrigske mere professionelt udseende Vilfred Vadefugl-typer i khaki tøj, lederhosen, ternede skjorter og vandrestøvler havde meget små børn med i samme ornat. Hvis de har børn med, så kan turen vel næppe være 20 km lang. Vel?

Nicholas spurtede afsted, fuldstændig upåvirket af den tynde luft og afgrunden langs den smalle ujævne sti. Der var meget langt ned, og der var meget lidt afspærring .. eller ingen afspærring. Der var fx ikke noget gummifaldunderlag eller sikkerhedshegn. Kun klipper, sten og afgrund. Jeg lærte derfor hurtigt Nicholas (min) bjergregel nr 1; ‘vi løber ikke på bjerget’. Regel nr 2 er ‘vi ser hvor vi sætter fødderne’.

Efter Nicholas kom jeg pustende. Den tynde luft. For det er helt sikkert den, der gør mig forpustet. Måske kombineret med absurd dårlig form. Altså, jeg halsede efter luft, når jeg jævnligt bad Nicholas om at sætte farten ned.

Det var en helt fantastisk tur. Jeg kan SÅ godt forstå, at hvis man bor i Østrig, så tager man på bjerget og vandrer. Det er SÅ smukt, så roligt og fredfyldt. Luften er helt ren og krystalklar. Det føles som om bare en enkelt god dyb vejrtrækning gør en ør i hovedet.

På ruten var der forskellige poster med forskellige informationer omkring dyrelivet. Der var også afsat murmeldyr-spor på sten og klippestykker langs med stien, så helt lost var vi ikke uden kort og kompas. Igen må jeg bare sige, at østrigerne gør rigtig meget ud af, at naturen skal være sjov, tilgængelig og lærerig for børnene. Der er klatredyr, der er spændende historier, der er kort, der er poster med opgaver, og der er spor på stien, man skal følge. Små enkle tricks, der gør en vandretur til et eventyr med et barns fantasi. Kom nu ind i kampen fx i Dyrehaven derhjemme!

Vi gik og gik op og op og op … Pludselig lå der en restaurant ved navn Choralm foran os. Der var en legeplads med forskellige aktiviteter; man kunne gå på line, springe længdespring osv. Og der var en fabelagtig udsigt. Plus en meget hurtig gratis internetforbindelse. Den bedste, vi har oplevet på vores tur, faktisk. Så vi fik spammet venner og bekendte med selfies foran afgrunden 🙂

Derfra gik det ned ad. Meget ned ad. Sund og ikke mindre hård gymnastik for lårbasserne. Her måtte jeg gentage min bjergregel nr 1 ret mange gange, men det var sjovt at se Nicholas spurte glad omkring. Han klatrer i bjerge så let som en bjerggimse.

Da vi kom tilbage til Talkaser, spiste vi hver 2 pølser. Jeg supplerede med en Almdudler. Man er vel på bjerget! Derefter tog vi bjergbanen ned igen og gik tilbage til hotellet. Vi skiftede straks til badetøj og så sprang vi i poolen og plaskede rundt i en times tid.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s