Haven

Min farmor og farfar omtalte den blot som haven, og så vidste vi godt, hvad de talte om. De boede i lejlighed med udsigt over søen, og om vinteren sad jeg i deres køkken klokken 12 sharp, når rådhusklokkerne bimlede og radioavisen startede. Jeg sad på en skammel ved vinduet og mine ben kunne ikke nå gulvet endnu, min farmor sad på en stol ved køkkenbordet, og min farfar sad lige indenfor køkkenbordet og knappede en øl op og drak af flasken. Jeg fik altid en lun æggemad med mayo og franskbrød med smør. Det var skønt at være syg dengang og blive forkælet hos min farmor og farfar, hvor bornholmerurets tiktak hørtes tydeligt.

Hjemme hos min farmor og farfar var der altid ro og varme.

Min farfar sov til middag efter frokost, og jeg blev også lagt i min farmors seng. Min farmor sad og strikkede i sin stol for enden af spisebordet. Klikklik, sagde strikkepindene. Jeg sov ikke altid men læste Familie Journalen eller tegnede, men der skulle være ro, og det var hyggeligt. Klikklik.

Min farfar hentede altid ‘rugbrød til hunden’ i Brugsen. Jeg ved ikke, hvorfor han blev ved med at handle der, for de gav ham altid den forkerte pose med, der var altid snegle eller kokosmakroner i. Vores hund fik aldrig noget rugbrød. Så skældte min farmor ham ud og lavede kaffe.

Min farfar fløjtede og sang ofte, og han spillede klaver. ‘Lille sommerfugl’ ‘En båd med bananer’ ‘Den gamle skærslippers forårssang’ og mange flere. Han drillede også min farmor med et glimt i øjet, og min farmor lod som om hun blev sur på ham, og vi turde næsten ikke grine.

Min farmor og jeg holdt af at gå lange ture enten nede ved søen eller ovre på kirkegården på den anden side af søen. Vi snakkede om løst og fast. Med tiden blev turene kortere, for min farmor blev hurtigere træt.

Ud i haven

Om sommeren kørte vi forbi dem om eftermiddagen efter børnehave og arbejde, og så var de aldrig hjemme. De var nemlig i haven, og så kørte vi ud til dem i haven. Der sad de ved et vakkelvornt havebord og spiste aftensmad eller gik og nussede om deres grøntsager eller drak aftenkaffe eller eftermiddagskaffe. Lige meget hvad de lavede, var vi velkomne.

Haven var en nyttehave, som de kaldte det. Der var 6-8 andre haver end min farmor og farfars – de havde hver deres jordstykke, hvor de frit kunne plante grøntsager. Der var adgang til et hjørne af en længe i gården, hvor de kunne have et par havestole og et bord og et gammelt køleskab med lidt sodavand og de andres ting, som vi ikke måtte røre.

Skuret blev det kaldt, men det var meget mere end det. Det var et spændende sted; der var fyldt med støv og gamle glemte sager, og der var halvmørkt. Meget eventyrligt. Der var kasser med bøger, blade og malerier, som vi ikke måtte rode i. Når det regnede, ventede vi i halvmørket på, at bygen gik over. Så sad vi på den støvede trappe og så ud på regnen.

Jeg løb altid på bare tæer i haven. Mine ben var stribede og klistrede af jord, støv, vand, frugtsaft og sodavand. Jeg var så lille, at jeg ikke kunne løfte vandkanden. Min farfar grinede og plaskede på mine fødder, når vandkanden var løbet fuld under vandhanen, der stak op af jorden midt i haven. Vi lagde hovedet på skrå og drak det perlende kolde vand direkte fra hanen. Min farfar havde selv lavet den – han var pensioneret gas- og vandmester.

Når vi havde sommerferie var vi ofte hos min farmor og farfar hele dagen, og klokken 10 tog vi i haven. Vi var der hele dagen. Vi hjalp med at luge mellem ærterne og jordbærrene. Vi plukkede sylteagurker, dild og gravede kartofler op. Jeg sov til middag på et tæppe i skyggen af et træ pågræsplænen.

Bag haven lå skoven, og der gik vi nogle gange ind. Der var ikke rigtig nogen sti at gå på, bare skov. Der var sorte og skrigorange snegle. Der var også nogle træer med blade, der raslede så kraftigt i vinden, at det lød som om der var en flod eller en bæk inde i skoven. Senere har jeg fundet ud af, at det er poppeltræers blade, der har denne helt særlige susen.

Barndommens have i dag

Poppeltræerne står der stadig, fandt jeg ud af i sidste uge, men haven .. den ligger kun i mit hoved og i mit hjerte. Jeg cyklede en omvej hjem fra biblioteket, og så endte jeg via nogle stier gennem skoven pludselig i skoven bag haven. På stien lå der pludselig en tyk skrigorange snegl – og jeg hørte poplernes susen. Jeg måtte stå af cyklen, for stien sluttede brat ved stengærdet bag gården og haven.

Der hvor haven lå, er der nu parkeringsplads. Gården er blevet sat i stand, og skuret er inddraget og er vist festlokale nu. Skoven har bredt sig indover stengærdet, og der er høje træer, der hvor nogle af haverne var. Resten er parkeringsplads, tror jeg. Bagest, på grænsen til skoven, lå der et rødt skur, hvor der blev opbevaret haveredskaber. Det er der faktisk endnu. Man kan ikke se det, medmindre man kigger godt efter. Det er helt gemt ( og glemt ? ) inde i buskadset.

20140705-173800-63480881.jpgFarvel til haven

Min farmor og farfar måtte opgive haven, da min farfar blev syg. Jeg tror, at det var en stor sorg for dem, men min farfar havde ikke kræfter til det længere. Han havde heller ikke kræfter til at klare trapperne, så de flyttede ind i en stuelejlighed længere oppe ad vejen. Min farmor passede og plejede min farfar hjemme, indtil han døde. Det var ganske givet hårdt for hende, men hun lod sig ikke mærke med det. Hun smilede altid, og hun havde altid tid og overskud til os. Og selvom min farfar lå og hvilede på sofaen det meste af tiden til sidst, så var han altid i godt humør, og han lavede altid sjov med os eller med min farmor.

Haven findes ikke længere i virkeligheden, og jeg tror ikke, at der er nogen, der tænker på, at der engang var have, der hvor bilerne står. Men jeg gør. For det betød så uendelig meget for mig.

Reklamer

5 thoughts on “Haven

  1. Tusind tak for en tur ned ad ‘Memory Lane’. Det bragte mig tilbage til min farmor og farfars have, som godtnok er helt anderledes end din farmor og farfars (stor have til 4-længet gård med udsigt ned til fjorden), men minderne er lidt de samme 🙂 Jeg har ikke fået ryste-ribs siden den gang, de kunne stå og trække i et åbent køkkenvindue med udsigt til den kæmpe store have.

  2. Tak for turen ned ad ‘Memory Lane’. Jeg røg direkte tilbage til min farmor og farfars have, og selvom den var meget anderledes end din farmor og farfars, så er minderne noget lignende. Jeg har ikke fået ryste-ribs siden den gang…

    • Uhmmm … ryste-ribs .. havde faktisk helt glemt dem. Kom lige i tanker om, at min farmor og farfar både havde jordbær, solbær, hindbær og ribs i haven … I skovbrynet voksede der vild rabarber.
      Jeg var tit med til at plukke bær, og min farmor lavede den mest fantastiske alliancegrød, som faktisk var bedst, når den stadig var lun og så med piskefløde og sukker på. Hun lavede også både saft, marmelade og gelé ..
      Både min mormor og min farmor fyldte hele sommeren på glas; syltede agurker, asier, græskar, rødbeder, marmelade, gelé, saft, kompot .. og der var nok til hele vinteren!

      Gitte K

  3. Pingback: Mor fortæl! | mammalade

  4. Sikke da en skøn fortælling. Og reminder om, hvor meget den slags jo betyder i et menneskesind. Vi har nok alle sådanne erindringer, som bare betyder alverden – også for blodtrykket :-). Spændende at se hvilke erindringer vores egne børn ender med!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s