Når drømmen om et barn ender i en depression

Det er tankevækkende at læse, at hver 6. kvinde, der er i fertilitetsbehandling får en depression undervejs i forløbet. 6% af mændene får en depression undervejs.

For mig er det egentlig ikke overraskende. De mange forgæves reagensglasforsøg, vi var igennem, var sindssygt hårde; vi håbede jo på de små blinkende æg hver eneste gang. Man kan jo ikke lade være med at håbe, og hvergang det slog fejl, så var det som om hullet, vi faldt i, var dybere end sidst. Og det var det jo også, for hvert fejlslagent forsøg bragte os nærmere på ikke at få det barn, vi drømte om.

Samtidig var vores økonomi under pres, for det koster rask væk 50.000 for tre reagensglasforsøg, og dertil kommer afgifter, medicin etc. Oveni det skulle jeg til utallige lægebesøg i arbejdstiden, og det blev bemærket, så jeg måtte undskylde og forklare, samtidig med at jeg måtte holde årsagen hemmelig. Dertil kom sprøjterne, som skulle injiceres dagligt og nogle gange midt i møder, så jeg blev nødt til at undskylde mig midt i en præsentation og smutte på toilettet med mit sprøjtekit.

Det hårdeste var dog det psykiske pres. Hele vores fremtid blev sat på stand-by. Vi levede fra forsøg til forsøg. Fra det lysegrønneste håb til total knusende sorg. Planer blev udskudt, for hvis nu … Min krop svigtede, da jeg havde allermest brug for, at den performede. Og det selvom jeg tabte mig 15 kilo og var i topform. Jeg føler mig som damaged goods takket være de fejlslagne forsøg. Men jeg tænker ikke længere så meget over det, det er bare sådan det er.

Samtidig vil jeg gøre det hele igen, hvis jeg får chancen. Det hele! Jeg ville risikere depression, jeg vil stikke mig dagligt og gøre det hele mange gange endnu, hvis vi kunne få et barn til. Chancen for at det lykkes er bare forsvindende lille nu, hvor jeg er 42 år gammel. Så en del af mig er ved at have erkendt, at det ikke sker for os, selvom vi har prøvet nærmest alt. Og det er rart at vide, at vi har kæmpet for det og har givet alt. Så sidder vi ikke på den yderste dag og tænker – ‘hvad nu hvis …?’

Jeg tænker bare, at med denne undersøgelse i tankerne, så bør man måske som samfund overveje, om man bakker nok op omkring de mennesker, som gerne vil have barn, men som af den ene eller anden grund ikke kan få det til at ske. 8-10% af alle børn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, er det ikke der omkring? Hvis børnene er vores fremtid, hvorfor er det så så dyrt at adoptere og at få fertilitetsbehandling?

Hvorfor er der ikke særlige rettigheder for mennesker i fertilitetsbehandling, hvis børn virkelig er vigtige for os som samfund? Jeg turde ikke fortælle på min arbejdsplads, at jeg var i fertilitetsbehandling, fordi jeg var bange for, at jeg blev fyret. Det havde lettet presset på mig/os, hvis vi havde kunnet få mere ro og mindre sort samvittighed og stress i forbindelse med behandlingerne. Jeg ville gerne have betalt med træk i ferie for alle lægeaftalerne – bare jeg dog havde haft muligheden for at føle mig tryg og rummet i den tid.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s