I supermarkedet

Vi manglede bare et par småting, så vi kørte i supermarked alle tre på Kr. Flyvefartsdag. Vi ved godt, at det altid er et sats med Nicholas. Samtidig vidste vi, at der ikke ville være overfyldt i supermarkedet, og det ville være en perfekt dag, fordi det er begrænset hvor mange vi kan genere på en helligdag. Så vi tænkte – det går nok!

Det slog ikke fejl; Nicholas fes rundt som en flue i en flaske, hid og did, helt rundt på gulvet. Han klatrede op på hylden ved kasselinien, og da jeg bad ham gå ned, løb han en æresrunde i butikken. Altimens vi prøvede med ‘nej’ og ‘stop’ i forskellige tonelejer. Uden effekt.

Jeg forstår godt, hvis folk undrer sig og tænker, at vi ikke har styr på en skid. Det har de jo sådan set ret i. Vi har ikke styr på vores søn, og det får vi heller ikke.

Jeg ser aldrig på folk i supermarkedet, når det foregår. For jeg ved, hvad jeg kan læse i deres øjne, og det jeg ikke ser, har jeg ikke ondt af. Jeg føler mig total udstillet, og ofte vil jeg bare gerne ud hurtigst muligt, når jeg kommer til at se deres tanker i deres øjne. Jeg er godt klar over, at øjnene hviler på os, og at dommen .. den er hård.

Advertisements

7 thoughts on “I supermarkedet

  1. Lad dem tænke og dømme hvad de vil 🙂 … Men gør dig fri af det. Tro mig, det er noget man kan tillære sig.

    Jeg forstår godt, at det er ubehageligt at stå i den situation, og med de følelser som du beskriver. Så meget desto mere grund er der til, at lære at lade de andre tænke hvad de vil, og være ligeglad. De kender ikke til kernen i scenariet, og ville måske aldrig forstå det, hvis I forsøgte at forklare. Så hvorfor bære på skyldsfølelse og stress? Vid med jer selv, at I gør det bedste I kan, og ret ryggen, imens I får handlet ind.

    • Hej CC 🙂
      Tak for dit svar. Vi griner tit af det, når vi går ud. Lidt som når man var ung og folk kiggede forargede på en, fordi man grinede højt eller sagde frække ting. Jeg tror aldrig, at jeg kommer dertil hvor jeg er ligeglad, men nu er jeg kommet så langt, at det rører mig, ja – men jeg går ikke ned over det.

      Jeg tager det forholdsvis roligt, får klaret det vi skal og eventuelt deler vi os op, så en piler efter Nicholas og en betaler. Mit fokus er at beskytte Nicholas, så han får en god oplevelse ud af en for ham ekstremt stressende situation. Jeg ser aldrig på folks ansigter, fordi jeg ikke gider se de sure/hånlige/nedladende blikke. Det, jeg ikke ser, får jeg ikke ondt af.

      Jeg ved, at jeg gør mit bedste, og jeg ved, at de ikke ved en fis om hvad der foregår. Jeg gider heller ikke forklare. Men jeg vil stadig gerne kunne foretage helt normale ting uden at vække opsigt, og derfor træner vi af og til i en helligdagstom butik 🙂

      Gitte K

      • Du skriver: “Vi griner tit af det, når vi går ud. Lidt som når man var ung og folk kiggede forargede på en, fordi man grinede højt eller sagde frække ting.”

        🙂 Jeg ser det lige for mig …

        Hvis du spørger mig, er dit fokus det rette sted ❤

        Pointen med at være "ligeglad" stemmer meget godt overéns med det du beskriver i andet og tredie afsnit. Netop, at beskytte dig og din søn imod de andres reaktioner, og at det ikke er dit ansvar at forholde dig til, hvordan de har det med jer og jeres indkøbsadfærd. Det må de selv rode med.

        Knus!

  2. Tillad mig at istemme CC’s ord. Rank ryggen og lad andre om at vurdere jer i fred. Folk der sender jer blikke vurderer jer på et ufuldstændigt grundlag, og lad dem om det. Uanset hvad, så er det svært at vide hvad andre tænker om en (medmindre de siger deres tanker højt). Måske folkene i supermarkedet tænker sikke en uopdragen dreng. Måske de tænker at så er de ikke de eneste der har et barn er render omkring som en lille vild. Men det er som udenforstående så svært IKKE at kigge (bare lidt), og endnu mere svært som forældre IKKE at lade sig gå på af andres blikke.

    Har I prøvet det jeg kalder forventningsafstemning med Nicholas? Det er ikke nok bare at fortælle hvad de skal (I skal ud at handle). I skal også fortælle hvordan det kommer til at foregå og hvad I forventer HAN skal gøre i forretningen. Gå pænt ved siden af indkøbsvognen, tale ikke råbe, hjælpe jer med at finde varerne og oppe ved kassen hjælpe jer med at lægge dem op på rullebåndet. Måske han endda skal have sin egen indkøbseddel hvor I har tegnet 2-3 varer, som det er hans særlige opgave at finde,. Jeg kan forstå på dine tidligere indlæg at Nicholas sjældnet er med ude at handle, så måske han har været snotforvirret og ikke anet hvordan han skulle agere.

    Forventningsafstemning er, efter min mening, god latin i omgangen med børn uanset om man har et barn med særlige behov eller ej. Var det ikke dig der på Facebook linkede til en debatartikel fra Jyllandsposten, der handlende om inklusion af autister i folkeskolen?. Artiklens forfattere berettede om austismevenlige klasser er et hit i skolerne i New York og at disse i stor stil søges af helt almindelige børn og deres forældre. Klasserne er populære fordi strukturen og rollefordellingen mellem elev og lærer er krystalklar.

    Du skal ikke opfatte ovenstående som jeg ved bedre (jeg ved i bund og grund ikke en snus om at være mor til et barn med autisme), men jeg kom bare til at tænke på dig igår, hvor vi havde drengene forbi en kombineret boghandler/legetøjsbutik (=Himmerige), og vi på forhånd ikke havde lavet den berømte forventningsafstemning, Lad mig bare sige at vi bar 1 stk skrigende unge udaf butikken.

    • Forventningsafstemning – det tror jeg nok vi skal arbejde med – vi gør det, men (åbenbart) ikke godt nok … ved du hvad, jeg tænker faktisk, at jeg vil prøve at lave en lille billedbog over hvordan man gør i et supermarked (og på loppemarked). Måske virker det. Men problemet er, at han glemmer det, fordi et besøg på loppemarked eller i supermarked er så ekstremt overvældende for ham.

      Tænk på, at han ser DET HELE i supermarkedet, og han tager stilling til det DET HELE (altså, om det er spændende, om han vil have det eller ej osv)! Hans impulskontrol er dårlig pga. autisme/ADHD, og når han heller ikke filtrerer alt det unødvendige fra, så bliver hans hjerne nærmest overophedet af alle de synsindtryk, impulser og beslutninger, der fløjter rundt i hans hoved. Så kan han ikke tænke samtidig med og huske, hvad han skal gøre og hvordan han skal opføre sig.

      Når du går i Føtex, så har du en liste over ting, du skal have. Din mand vil påstå, at du ikke er struktureret – du kigger lidt her og der. Men det er INTET mod Nicholas. Han ser den lyserøde bluse med den lille havfrue, den har Liva fra børnehaven også – han løber derhen moaaar, see! Men ad – pigeting!! Der er noget med Cars, fedt, så han løber derhen. Og der er musik. Der dufter af brød – mor, jeg vil ha’ en bolle, du må vente, neeeej!! Orv der er bolde – mooooaaar! (vi skændes om boldene) Sæbebobler! Moooarr! (vi skændes om sæbeboblerne). Der er noget blåt, han løber derhen. Det ligner slik, han løber derhen. Nå, det var kedeligt. Men der er mere legetøj, han løber derhen. Og der er noget, der blinker, han løber derhen … Og vi er ikke engang nået gennem tekstilafdelingen endnu 😀 Forpustet ?

      Gitte K

      • Ja jeg er mere en forpustet 😀 …. Men du beskriver altså knippelgodt verdenen set med din søns øjne.

        Mine unger suger også alle indtryk til sig, men slet ikke i et omfang som din søn. Jeg vil tro at der skal ganges med en faktor 10.

        Forventningsafstemning virker… også til børn med særlige behov. Men kriterierne for succes skal naturligvis sættes efter barnets forudsætninger.

        God dag til dig og dine 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s