Om sorg og omsorg

Der sker ting, som er så frygtelige, at man slås af ren chok, også selvom man ikke er tæt på. Det her er ikke min historie, og det er derfor, at jeg skriver lidt kryptisk. Jeg har ingen ret til at dele hendes historie, så selvom jeg også har behov for at tale og skrive om det, så kommer der ingen detaljer.

Hvad kan man gøre, når man står på sidelinien og er vidne til, at andres liv smadres, og sorgen bliver et pludseligt og uønsket livsvilkår i et liv, der ellers var skønt, kærlighedsfuldt og for evigt? Man kan ikke gøre ret meget. Men jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre lidt for hende. Afbøde faldet lidt, måske. Ved godt, at jeg ikke har den magt, men jeg kan ikke bare sidde her og lade som ingenting. Så jeg tænkte. Og tænkte. Og tænkte.

Og jeg tænkte, at det letteste ville være at lade være, men så tænkte jeg på, at man i andre dele af verden sørger for lidt at spise, en gryde med mad, et brød eller en kage til den eller de, der er blevet efterladt. I Danmark sender vi blomster. Vi møder ikke engang op med dem selv.

Da jeg mistede min mor, blev der sendt en million blomster hjem til os, og mine forældres hjem lugtede af død og begravelse, for blomsterne stod i vaser, spande og Margrethe-skåle over hele huset, og den tunge, sødlige, kvalme duft af blomster og rådnende blomstervand var kvælende. Ja, det er smukt, sødt og kærligt at sende blomster, men det er noget, man kun gør, når nogen er syge eller døde. Eller i kærlighed. Jeg ville hellere have haft et kram end alle de blomster. Og lov til at snakke om min mor.

Jeg er slet ikke så tæt på denne gang, og det føles grænseoverskridende og påtrængende at møde op og ringe på, men jeg tænker jo også på, at da min mor døde, så kom omsorgen fra uventede kanter. Jeg kan ikke lade være, det føles forkert at lade som ingenting og lade hende sejle i sin egen sø.

Så jeg købte nogle friske ærter, smoothie, lidt slik og nødder, koldskål og kammerjunker. For man glemmer at spise i den første tid. Jeg ringede på, og jeg gav hende posen. Jeg forklarede, at jeg ikke vil trænge mig på, men at vi tænker på hende, og at det gør mig så ondt for hende. Hun græd. Hun er knust, og jeg gav hende et kram. Vi talte ganske kort, så gik jeg igen.

Mit besøg gør ingen forskel i hendes sorg, og det giver ingen trøst, men det er det eneste, jeg kan gøre for hende. Bare vise hende, at vi tænker på hende, og at hun ikke er alene, selvom det føles sådan. Måske varmer det lidt. Det håber jeg.

Reklamer

3 thoughts on “Om sorg og omsorg

  1. Måske kommer hun en dag og tager imod din udstrakte hånd… Nu har du jo vist, at du tænker på hende.

    • Det tænker jeg også. Måske, måske ikke. Nu har jeg vist, at vi tænker på hende, mere kan vi ikke gøre lige nu.

      Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s