Overambitiøse yogadyrkende bollebagende stresszombier

Jeg er faktisk ved at være en smule træt af den nedladende holdning, som mange tilsyneladende har til forældres stressede hverdag. Som fx dette citat fra ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold:

Hvis man som forældre vælger alt muligt til – som at gå til yoga, bage hjemmelavede boller og sætte fuld tryk på karrieren – så vil man stadig være stresset..

Som om forældre anno 2014 er nogle overambitiøse yogadyrkende bollebagende stresszombier, som ikke evner at vælge fra. Det er slet og ret nedladende. Når man udtaler sig så poppet, har man simpelthen ikke for fem flade ører indsigt i hvad der reelt foregår i en børnefamilie. Flertallet af de familier, jeg kender, og hvor stress er et problem, har droppet yogaen og de langtidshævede boller for længst, mens karrieren er reduceret til en overlevelseskamp for at blive på arbejdsmarkedet.

Jeg er ikke blevet stresset af at ville det hele og mere til på én gang. Min søn har fået konstateret autisme og ADHD. Vi bor til leje. Min mand har netop fået nyt job. Jeg er lige blevet opereret i hovedet, og jeg er blevet presset ud af mit job. Min karriere er på standby. Jeg er nødt til at have fokus på Nicholas’ udvikling og trivsel, at blive rask, sørge for at beholde etellerandet job, så der er penge nok til huslejen. Drømmen om to børn, et hus, samt måske endda et lille sommerhus, samt måske træne mere – og bare få et mere roligt liv er sat på hold.

Jeg havde en rigtig god karriere, før jeg gik på barsel. Jeg kunne gi’ de der ekstra 15-20 timer om ugen, der skulle til. Det viste sig at være en stor fed myte, at mødre er attraktiv arbejdskraft. Jeg blev placeret i et dead-end job efter endt barsel – og derefter fyret. Næste job endte med firmaets konkurs blot et år senere. Så jeg har ikke kunnet skabe ro i mit arbejdsliv i den periode, hvor min søn er lille. Sandheden er, at jeg aldrig før har været så hårdt presset og haft så lidt ekstra at give af.

Så tal ikke ned til mig og be’ mig om lade være med at vælge flere stressfaktorer til og fx droppe yoga, hjemmebagte boller og karriereambitioner. De ER droppet. Stress .. det er den tyv, der stjæler vores nattesøvn, og som vi ikke kan slippe for.

Samtidig er vi heldige, og det er normalt det, jeg vælger at fokusere på, når jeg er udmattet; min søn er velfungerende, min mand og jeg er glade og trygge sammen, jeg har et rimelig godt helbred, jeg har stadig et job, og min mand har fået nyt job. Jeg kæmper side om side med min mand for at få det bedste ud af det, selvom det ikke bliver som vi drømte om.

For selvfølgelig har vi rigtig mange drømme, og det er nok noget af det, der er det sværeste – at mange af vores drømme måske aldrig bliver til virkelighed. Særlig når vi ser på vores jævnaldrende og kan se, at det sker for dem, mens vi stadig levede på SU budget indtil for et år siden. Vi havde forestillet os, at vi omkring de 40 år kunne høste frugterne af 20 år på arbejdsmarkedet. Men vi er startet forfra. Men netop her hvor vi er, handler det om at finde balancen mellem at stræbe efter drømmen, acceptere at det ikke bliver sådan (lige nu) og stadigvæk glæde os over det, vi har.

Den måde, vi vælger at leve vores liv på, er vores helt egen sag, og jeg vil gerne have mig frabedt, at samfundet overtager for os. Men børnefamiliernes overordnede vilkår og rammerne herfor er nødt til at være en samfundsopgave. Vi er nødt til at udstikke nogle rammer, som sikrer, at basisvilkårene stemmer overens med vores fælles vision for familieliv. Det er derfor vigtigt, at debatten ikke fortaber sig i yoga og hjemmebagte boller, for mit bud er, at det ikke er der, stressen opstår i almindelige børnefamilier.

Reklamer

4 thoughts on “Overambitiøse yogadyrkende bollebagende stresszombier

  1. Jeg synes alle de kloge-Åger, der udtaler sig om familieliv anno 2014, skulle tage at kravle udaf deres Elfenbenstårne og melde sig ind i de virkelige liv

  2. Jeg har også haft en lillebittesmule lyst til at kvæle en minister i ny og næ. Og det er da en lidt pudsig vinkling, for hvor mange mænd laver langtidshævede boller og går til yoga? Okay nogen gør nok, men han er efter the mammas er han 😉 Og jeg læste faktisk noget der var uendelig meget værre i Politiken. “Priviligerede forældre må droppe tuderiet” (I kid you not, i det mindste er de ikke ministre) http://lenesorden.com/2014/04/28/giv-mig-styrke-eller-mug-mug-kunne-ogsa-gore-det/

    • Hej Lene!
      Tak for din hilsen 🙂 Måske er det lidt vrede over hans nylige skilsmisse, der kommer ud mellem sidebenene dér? .. Så, nu skal jeg nok være sød 😀

      Jeg havde ikke set ‘Stop Tuderiet’-indlægget. Christ. Må gøre det kort og sige, at det er absurd, at mens jeg har små børn, så er jeg nødt til at arbejde en vis legemsdel af, og når min søn så engang er voksen, så kan jeg gå ned i tid. Og jeg gider ikke diskutere det med at være nødt til; efter jeg stiftede familie er min karriere røget ned i kloakken, fordi jeg hverken vil eller kan arbejde de 50-60 timer om ugen, som mit job åbenbart kræver (og nej, vores økonomi kan ikke bære, at jeg går på SU og får en ny uddannelse, så jeg kan få et job med normal arbejdstid. Bare lige for at understrege det 😉 ).

      Da jeg efter hårdt pres forhandlede mig frem til reduceret arbejdstid på 37 timer gik jeg også ned i løn, men det holdt det kun kort tid, for jeg kunne jo ikke nå mine opgaver på 37 timer om ugen, selvom jeg puklede, og så blev der ansat en anden til mit job. Til gengæld havde jeg så fået brystsmerter, et angstanfald, samtidig med at jeg glemte basale ting og lavede fejl, var sur, irritabel og med kort lunte osv.

      Jeg gik hverken til yoga eller bagte koldhævede boller, så det var ikke det, det kom af. Vi drømte engang om et hus, men det er urealistisk, så vi bor stadig i lejelejlighed. Vi drømte om at kunne rejse til USA, Australien og Thailand, men det er urealistisk. Bilferie i Europa bliver det til, og vi elsker vores årlige ferie. Vi drømte om solferie om vinteren, men det er urealistisk. Sol er alligevel også bare megausundt. Vi drømmer om nye sofaer, for Bilkasofaerne er snart 10 år gamle og er SÅ klamme – de er gået fra cremefarvede til brækfarvede med brune pletter. Jeg drømte også om nyt tøj, men jeg elsker, at vores nye tøj er brugt og billigt.

      For os handler det om at flytte fokus og reducere vores drømmerier, så vi ikke stræber efter urealistiske drømme. Hvis vi konstant går rundt og øffer over alt det, vi IKKE får, fjerner vi lykken fra vores liv. Vi er glade for de muligheder, vi har. Vores økonomi er så tilpas lille og hviler næsten i sig selv. Havde vi købt hus, var det ikke tilfældet. Vi har ikke råd til meget, men det vi har råd til glædes vi over. Vores husstandsindkomst før krisen var dobbelt så høj som nu, og der er ikke udsigt til, at vi nogensinde kommer op på det niveau igen pga. krisen. Surt, ja – men det nytter jo ikke at ærgre os over det.

      Til gengæld kunne jeg godt bruge noget mere elastik både fra erhvervslivet og derigennem også fra samfundet. Ligesom jeg forventes at være fleksibel og lægge 50-60 timer om ugen for at fastholde mit job, så har jeg brug for fleksibilitet den anden vej. Hidtil har jeg kigget langt i vejviseren efter den. Surt.

      Gitte K

      • Hej Gitte, Vi er vist samme sted i livet økonomisk og familiemæssigt 🙂 Og ja der er færre penge, men mere TID. Og det var det jeg i den grad savnede. Jeg gik ned med arbejdsrelateret stress for 6 måneder siden, og siden da har vi rykket om på det hele. Økonomi, prioritering, ny familiestrategi. Så fuldtidsarbejde det har jeg ikke mere. Fordi vi har mulighed for det og har lave udgifter.

        Jeg ønsker mig mere end noget andet, at det blev en mulighed for alle. Uafhængig af fag og aflønning. Ligesom man har ret til barsel, kunne man have ret til deltid, jeg tror ikke der bliver rykket noget hvis ikke der kommer nogen politikere på banen. Anne-Marie Geisler er en af dem der har vovet at forslå at det her muligvis kunne være en samfundsmæssig opgave. Jeg synes hun har ret. Arbejdsgiverne kan man ikke regne med. Med mindre vi gør noget til lov.

        Lov! Hvor ville det være dejligt. Så behøvede du heller ikke at kikke efter fleksibilitet. Du ville vide hvilken side den stod på i Karnov.

        PS Jeg sidder med Familieministersladderen fast lukket i begge hænder…og godter mig. Det er vist ikke helt okay, men lige i dag har jeg brug for det 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s