Boller med tandsmør

Det er ikke en hemmelighed, at Nicholas spiser selektivt. Meget selektivt. Lige for tiden er det Risengrød hver aften. Alt andet afviser han. Og det er ikke sådan, at vi kan presse ham og sige ‘hvis du ikke spiser det, der er, får du ikke noget’. Så spiser han bare ikke noget. I flere dage – indtil han får det, han beder om.

Nicholas føler ikke noget behov for mad, han har ikke lyst til mad. Jeg tror faktisk, at han synes, at det er spild af tid. Han vil hellere lave noget andet. Mad, der serveres i praktisk ready-to-eat format er mere succesfuldt end mad, der kræver koncentration og bestik.

Hvis maden serveres ved bordet, og vi kræver af ham, at den skal spises ved bordet, så ender det i skrig og skrål, og så kan vi kassere al hans mad. Derfor spiser Nicholas for sig selv; ved sofabordet, i sofaen, på gulvet eller hvor han nu er.

Det var selvsagt ikke det, vi havde forestillet os. Vi drømmer selvfølgelig om, at han engang kan overskue en almindelig måltidssituation og kan sidde med og snakke og spise med os andre.

Men sådan er det ikke nu, og mens vi har hovederne oppe i drømmeskyerne, så lider han, for han trives nemlig ikke med det sansebombardement, som en middag er; spise, tygge, smage, lys, lyde, dufte, smag, konsistens, madens udseende, hvad er det, ærterne kan trille, snak, spørgsmål, koncentration om at få bestikket til at virke, ikke spilde, sidde pænt, orv der var en fugl…

Mens du lukker af og ikke bemærker halvdelen af det, der foregår ved middagsbordet, så oplever Nicholas på alle tangenter, og det er altså rigtig mange ting på én gang ovenpå en lang dag i børnehaven. Så vi giver ham det frirum, han har behov for for at reducere hans stress.

Når vi er ude, får han besked på, at vi alle sidder ved bordet. Reglen er, at vi ikke behøver at spise, og han må godt sidde med IPad’en. Ude fra set tænker folk, at han får IPad’en, så vi kan få fred for ham. Men nej, det handler om at gi’ ham fred. For IPad’en gør, at han kan lukke af for alle stressfaktorerne, så han ikke bryder sammen. IPad’en gør, at han måske, hvis han har overskud til det, bare måske spiser en lille bitte smule mad.

Og så er vi ved det – hvis ikke vi tog alle disse hensyn, så ville han ikke få mad nok at spise. Det ved jeg, for det var det, der skete, da han var lille. I takt med at vi tager de her særlige hensyn, er hans vægt omsider steget til normalvægtsområdet.

Derfor er et a&o, at vi tilbyder ham lidt af hvert – og har risengrød eller pizza eller figenmadder eller boller klar. Hans madrepertoire er blevet ekstremt bredt; boller med smør, agurk, risengrød, pasta, majs, pizza med tomat, pølse, makrelsalat, riskiks, ris, frikadeller, Tuc … Alt efter humør. Det, der pt er et sikkert hit er – risengrød!

Jeg har prøvet at tage ham med i madlavningen, men han mister hurtigt interessen. Tidligere bagte jeg koldhævede boller, men den lange ‘leveringstid’ ødelægger projektet – der er først friske boller næste dag, og det du’r bare ikke!

20140414-094828.jpgDerfor bager vi Finax Grovboller hver weekend. Nåja, jeg skriver ‘vi’, men jeg laver ikke så meget andet end at tilføje vanillepulver og kardemomme og forhindre mel i hele køkkenet … Nicholas hælder varmt vand blandet med sødmælk i bageblandingen, rører dejen sammen med håndmixeren, ælter dejen med hænderne, skærer dejen ud i stykker, triller bollerne og kaster dem over på bagepladen. De skal hæve en time, det er lidt mere børnevenligt 😉

Bollerne bliver supergode, bløde, saftige og lidt grove, men helt uden kerner, som absolut ikke er et hit hos Nicholas. Jeg bager som regel en halv pose ad gangen – det passer lige til morgenmad til en uge.

 

Reklamer

11 thoughts on “Boller med tandsmør

  1. Jeg synes, at det er et fint udgangspunkt i har fundet. Jeg er ikke tilhænger af at børn skal gå sultne i seng. Kan de ikke lide maden, får de rugbrød. Ingen pres her. Nu er vores situation jo anderledes end jeres og skal ikke sammenligne, men jeg dog lagt mærke til at mine børn foretrækker at snacke hele dagen af forskellig mad og det med at sidde ved bordet gider de ikke. De spiser væsentlig mere, hvis det løbende er tilgængeligt og jeg gør sjældent noget ved det, for der er ikke en kamp, der er værd at kæmpe. Ikke i vores familie.
    Så det jeg gerne vil sige, er, at I skal gøre det, der passer hos jer og med N. I centrum så han får spist. Det er det vigtigste.

    • Hej Frederikke!
      Vi gør som det passer os – nemlig så det fungerer bedst for Nicholas 🙂
      Held & lykke i dag – glæder mig til at se billeder ❤
      Gitte K

  2. Hej!

    Skulderklap for jeres ‘mad politik’. Med børn må man tilpasse sig virkeligheden, og glemme alt om de mange gode idéer man havde, før man lærte sine egne børn at kende ❤

    Den med risengrøden har vi også her i perioder. Der vil jeg godt anbefale Pama minutris. Med en mikroovn i huset, står den klar på ca. 5 min. Happy-happy 🙂

    Lyder rigtig dejligt, at I begge får glæde af at lave bollerne sammen.

    • Hej!
      Jeg laver en stor portion risengrød et par gange om ugen – ved at lave den ved fuldt blus tager det ikke mere end 25-30 minutter med meditativ omrøring (jeg har måske knald i låget, men jeg synes, at det er hyggeligt at stå der og bare røre i grøden). Bonus er, at de øvrige dage tager det kun 2 minutter at varme op ❤

      Tak for tippet med Pama Minutris – jeg har prøvet med dem, men jeg synes ikke, at det er helt så succesfuldt hos NC som den almindelige risengrød. Han spiser kun et par bidder, og så slut prut.

      Det samme sker med en af risengrødspølserne fra køledisken. Der er en af risengrødspølserne, som indeholder alt muligt andet end risengrød (stabilisator, sukker, vanille, konservering, mælkepulver etc). Den hader han. God dreng med gode smagsløg 😀 😉

      Den anden risengrødspølse (tror den er fra Steff Houlberg) er dobbelt så dyr, men der er så også KUN risengrød i – den kan han godt li'. Men der bliver jeg altså en fedtsyl – 30-40 kroner for en risengrødspølse … naaarhj …

      Kh fedtsylen 😀

      • Hey “fedtsyl” 😀

        Lidt meditativ røring i gryden, lyder da godt, hvis det virker for dig!! ❤

        I den forbindelse mangler jeg i den grad et samtale køkken.

        Jeg må give dig ret i at smagsoplevelsen ikke er helt den samme. Nicholas Fenix kan godt lide begge dele, men også mest den traditionelle. Det er så først nu, at jeg er rutineret nok til den almindelige røre version, uden at stresse for meget over at hænge i køkkenet, når der er en lille fyr, der meget hellere vil have mig til at lege med inde i stuen 🙂 Andre gange skal det bare gå stærkt med at få den lavet – netop fordi jeg har været "på" i børnehøjde.

  3. PS! Kender du Fie Hørbys syn på spisning, appetit og sult?

    Hun er fortaler for at mad forbindes med lyst/glæde, og ikke ved tvang.

  4. Hej!
    Jeg kender godt Fie Hørby – nu citerer jeg bare: “Jeg synes ikke, vi skal lære børn at spise op, men lære børn at spise, til de er mætte. Det gør vi ved at respektere, når de siger, at de ikke kan spise mere. Lærer vi børn at spise op, bliver det tallerkenens indhold frem for deres mave, der afgør, om de er færdige med at spise. Det kan resultere i overspisning.”
    Jeg mener, at det er helt korrekt. Jeg er vokset op med at skulle spise op. Pfew. Jeg tømmer automatisk tallerkenen, når der ligger noget på den – helt uden at mærke efter om jeg er mæt, så jeg har faktisk svært ved at mærke hvornår jeg er mæt. Og jeg kan blive helt utilpas, når jeg overspiser. Det sker sjældnere og sjældnere, heldigvis, fordi jeg har trænet det 🙂
    Vi har flyttet os fra at spise for at overleve til at spise for sjov. Lidt groft og firkantet sagt. De regler, vi stadig pådutter vores børn er levn fra en fortid, hvor man ikke vidste, om der kom mere mad i denne måned. Det holder jo ikke!
    Jeg tror, at det gælder alle børn.

    Men der er det særlige ved børn med autisme og ADHD, at de ikke altid kan mærke sult. Eller de kan måske godt mærke sult, men de forstår ikke nødvendigvis, at følelsen i maven kan forsvinde med et måltid mad. Nicholas synes, at det er fjollet at spise. Han forstår ikke hvorfor han skal spise, og jeg mistænker, at han ikke kobler sult med mad sådan som jeg gør.

    For ham er det meningsløst at spise, og han vil hellere lave noget andet og mere meningsfuldt. Så hvis ikke vi skubber til ham, så spiser han intet. Han melder sig ikke, når han er sulten. Jo, måske efter 10 timer. Men det går jo ikke til hverdag. Han er begyndt at lære det, og han efterspørger ofte noget – men så skal det smage godt. Hvis han vil have Tuc, og vi tilbyder ham en figenmad, så spiser han den ikke. For ham er smagen vigtigere end at fylde hullet i maven, og det er derfor, at jeg er i tvivl om, hvorvidt han kobler mad til sultfølelsen. Og derfor skubber vi på ved at tilbyde ham det mad, han efterspørger – selvom det er det samme og det samme og det samme og det samme.

    Faktisk er han ret åben omkring at smage nye typer mad, men det er sjældent, at han efterspørger det ‘nye’, han har smagt senere. Til gengæld kommer han af og til hjem fra børnehave og efterspørger det, de andre børn får i deres madpakker; i en periode var det rødbeder – lige nu er det Cheese Dippers og makrelmadder. Så han er trods alt en social spiser 🙂 Og det er lige præcis det, der gør, at vi tror, at det nok skal komme hen ad vejen!

    Gitte K

    • Tak for dette meget interessante og uddybende skriv om kost og ADHD/autisme. Jeg forstår nu meget bedre hvilke udfordringer I har udi at få Nicholas til at spise. Jeg tror bestemt I med jeres tilgang til tingene har fat i den lange ende.

      Kræsenhed og yderst selektiv/ingen spisning kender jeg alt for godt til, men af helt andre årsager end dem I står med. Men også vi er langt om længe på rette vej.

      Rigtig god påske 🙂

  5. Hej!

    Jeg synes helt bestemt, at I griber det rigtigt an, fordi I agerer ud fra Nicholas behov og sanse system.

    Du har nok ret, når du beskriver årsagen til den “gamle opdragelse” omkring at tømme tallerknen. Men jeg tror måske også, at der kan liste sig en anden aktør med i det spil: nemlig forældrenes frygt for, at deres børn ikke får nok næring. Derfor får mange forældre projiceret denne frygt over på deres børn. Hvilket er helt forkert, for det forkludrer kun situationen endnu mere. Så endnu et skulderklap til jer, når I søger andre veje, der passer til Nicholas. Så længe han spiser, er det jo kun godt.

    Som barn lærte jeg også, at der skulle spises op. Jeg havde ikke appetit, og var også kræsen. Jeg har aldrig været særligt stor, så mine forældre var meget bekymrede for, om jeg nu fik nok mad (og det gjorde jeg nok heller ikke i perioder). Ofte endte det nemlig i stressede situationer ved bordet, og kommentarer som: “kom nu, spis nu”. Jeg kan tydeligt huske hvordan det fik min mave til at snørre sig endnu mere sammen, og så blev det umuligt at klemme en eneste bid ned, selvom jeg var sulten da jeg gik ned til bordet. Så ja, jeg er bestemt fortaler for, at man får lov til at spise i fred, og når man er sulten. Hvis det er i sofaen foran TV´et, så hurra for det! 🙂

    Her i huset får Nicholas Fenix lov til at snacke før vi spiser, og når han har lyst. Oftest sørger jeg for at skære stænger af grønt, når jeg går i gang med maden. Han har altid adgang til en skuffe, hvor der er forskellige slags kiks, frugtstænger osv (fordi det nu er det han godt kan lide). Han skal ikke føle sult, og han skal ikke føle tvang.

    Det er min filosofi, at hvis man får fred til selv at mærke efter hvornår man er sulten, og hvad man har lyst til, så kommer det sunde og naturlige forhold til mad også henad vejen. Det er jeg overbevist om.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s