‘Se på mig, når jeg taler til dig’

Som fortalt i går er jeg i gang med at læse ‘Derfor hopper jeg’ af Naoki Higashida. Den er så tankevækkende. Som en sidegevinst indser jeg også selv, at jeg kender nogle af tingene fra mig selv – fx det med manglende øjenkontakt i kapitel 11.

‘Se på mig, når jeg taler til dig’ var et typisk krav fra mine forældre, da jeg var barn. Også mine lærere savnede, at jeg så på dem, og jeg ved, at jeg i samtaler har svært ved at holde øjenkontakt. Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvordan jeg mestrer både at lytte, tænke, føle, tale og se nogen fx ved en middag, hvor der er flere om bordet – jeg kigger på en enkelt, når jeg siger noget, og så kigger jeg forbi folk, når jeg lytter, og jeg tænker, at de øvrige må tænke, at jeg ikke taler til dem eller ikke gider se på dem. Det tænker jeg over, mens jeg forsøger at følge med i en samtale. Det er ret stressende, og det udmønter sig tit i, at jeg ikke siger noget – eller siger noget underligt.

Så jeg efterlader måske et overfladisk eller snobbet eller uhøfligt eller bare underligt indtryk på folk omkring mig. Men det bunder i, at jeg har svært ved både tænke, tale, føle, lytte, smage og se på en gang. Det er svært for mig at sortere og prioritere indtrykkene. Tit kigger jeg forbi folk og ud i luften, når jeg lytter. Jeg ser ikke på noget, jeg ser faktisk ingenting, når jeg lytter. Jeg prøver ofte at lytte og se på samme tid, men det er som om der så er for mange budskaber, der kæmper om min opmærksomhed på en gang, og så forsvinder det, der bliver sagt til mig.

Dertil kommer, at når nogen siger ‘se på mig, når jeg taler til dig’, så er det et krav, som fylder mig med en masse ubehagelige følelser på en gang (jeg er forkert, uhøflig, vedkommende er sur osv), og så forsvinder min evne til at lytte, fordi følelsen konkurrerer med hørelsen og de tanker, jeg gør mig, samtidig med at jeg også skal se på vedkommende. Det går af og til i fisk for mig.

Naoki skriver bl.a.: “Når vi er fuldt beskæftigede med at prøve at afkode, hvad det er den anden siger, er det, som om vores synssans tager en pause“.

Så jeg tror da nok lige, at jeg tager en slapper med at sige ‘se på mig, når jeg taler til dig’ til Nicholas .. eller nogen andre, for den sags skyld. For det siger jeg maaaange gange til Nicholas. Helt uden effekt. Udover at han bliver vildt arrig. Tror jeg sagde det 20 gange i går. Uden held. Er det så ham eller mig, der er tungnem? Ja, det er da mig. Når jeg siger noget 20 gange på en dag, og det stadig ikke virker, så er jeg da overordentlig tungnem og skulle for længst have fundet et alternativ.