Ohne Happy End …

Christiane F .. hvordan gik det hende? Da vi var i Berlin, købte jeg Christiane F’s bog ‘Mein Zweites Leben’. Den udkom i 2013, og den fortæller, hvad der skete med Christiane F efter bogen (og filmen) ‘Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’.

Måske skal jeg starte med at fortælle, hvorfor jeg købte bogen. Da jeg var teenager, var Christiane F et berygtet navn. Både bogen og filmen var pensum i folkeskolen dengang, og det gjorde, at jeg var panisk rædselsslagen for narko, og jeg kan takke hende for, at jeg aldrig nogensinde har turdet eksperimentere med noget stærkere end tobak og alkohol. Meget effektivt.

Samtidig fascinerede hendes historie mig, for jeg kunne identificere mig med hende – hun var en almindelig pige med skole og veninder, kedeligt liv, dumme forældre, musik og meget opsat på at få de rigtige venner og blive voksen. Hun traf en række valg, som ikke lå langt fra de valg, jeg traf på hendes alder. Hun havde bare ikke en familie, der passede på hende, så hun var alene, og hun traf de forkerte valg. Den første bog er så ærlig, og jeg var meget grebet af bogen.

Filmen er mindst lige så fascinerende, fordi den så råt skildrer et barns totale deroute. Christiane fremstår som en smuk og fascinerende pige, som er fundamentalt ladt helt i stikken. Jeg har set filmen igen for et par år siden, og den holder 100% stadigvæk.

Filmen og den første bog har en åben slutning, og man håber jo på en happy end, hvor hun vokser op og bliver stoffri. Bogen efterlod mig med en nysgerrighed på, hvad der skete med Christiane F, og svaret følger i ‘Mein zweites Leben’ – mit andet liv.

Christiane er i dag i starten af 50erne. Hun har leverbetændelse, og hun ved, at hun ikke bliver gammel. Hun har aldrig formået at slippe helt fri af misbrugets skygge, men hun lever, og hendes historie er vigtig. Hun er blevet voksen. De valg, som de voksne ved deres totale fravær lod hende træffe som barn, har for altid ændret hendes liv.

Og det er en vigtig del af hendes historie efter min mening; for hvor var hendes forældre? Og hvor var hendes lærere og de andre voksne, som har været tilskuere? Christiane F er historien om et barn, der i den grad blev svigtet og misbrugt. Narkoen og titlen som ‘Tysklands mest berømte junkie’ er kun en del af en historie om et menneske, der i den grad er blevet svigtet og udnyttet på rigtig mange planer.

Christiane virker ikke bitter, og hun tager ikke offer-rollen, hvorfor bogen ikke er en klagesang, men er endnu et råt indblik i et liv på vrangsiden. Hvis man efter at have læst den første bog og set filmen måske føler sig en smule tiltrukket af at flirte lidt med stoffer, så bliver man helt og holdent kureret for dén idé i takt med, at man læser Mein Zweites Leben. Intet godt kommer fra narko. Tværtimod. Der er intet formildende, intet smukt eller romantisk over det. Ikke engang den første vilde forelskelse i Detlef holder uden narkoen. De to var fremmede for hinanden og slet ikke forelskede uden heroin.

Christiane spørger bl.a. retorisk hvor hendes forældre var, da hun udleverede sig selv til de to reportere fra Stern som skrev Christiane F baseret på hendes historie. Hendes forældre vejledte hende ikke, de lyttede ikke med da hun blev interviewet og fuldstændig uden forbehold som 14-årig udleverede sig selv til de to første mennesker, som viste interesse – og bogen Christiane F udkom råt for usødet. Bogen ændrede hendes liv totalt; hun blev sat i bås, blev berømt – og berygtet.

Bogen gjorde ikke hendes liv lettere, og den har påvirket hendes liv mindst lige så meget som heroinen. ‘Mit andet liv’ tager tråden op mange år efter Wir Kinder vom Bahnhof Zoo slutter. Christiane fortæller om sit liv siden da til journalist Sonja Vukovic.

Jeg læste bogen på tysk, og jeg kan sagtens have misset meninger og vendinger, men jeg mener, at bogen er let at læse. Det er en fortælling, og jeg kunne næsten høre Christianes stemme i mit hoved, mens hun fortæller og tager et hvæs på cigaretten og skiftevis ler og ser alvorlig ud, når hun mindes sit livs forskellige faser. Bogen krøb i den grad ind under huden på mig, og jeg håbede på den der happy end, som aldrig kommer.

Samtidig med at bogen er virkelig forfærdelig læsning, så er det også en beretning om håb, lykke og kærlighed. Christiane oplever lykken som mor, hun formår at kæmpe sig så fri hun overhovedet kan af sin arv, og det føles faktisk uretfærdigt, at hendes søn alligevel bliver fjernet. Hun flygter med ham, men indser, at det ikke er til hans bedste, og til sidst erkender hun, at hans opvækst hos støttefamilien med søskende er der, hvor han skal vokse op. Kærligheden til ham lyser ud mellem linierne.

Efter min mening er 2eren lige så vigtig og mindst lige så gribende som 1eren. Bogen giver en subkultur en stemme og rejser nogle helt centrale spørgsmål omkring forældres og samfundets ansvar for de mennesker, der af den ene eller anden grund ender i et misbrug. Gør vi det godt nok? Kunne vi hjælpe narkomaner bedre, i stedet for blot at se ned på dem og gokke dem i nødden med, at det er deres egen skyld?

Læs bogen på tysk og få udfordret dit sprogøre samtidig. Sproget er ligetil og uden brug af komplicerede ord, så hvis du har haft tysk i skolen, så kan det godt lade sig gøre 😉 Christiane har desuden blogget, men pga dårlig helbred taler hun ikke længere med medierne og skriver desværre heller ikke længere blog.

Advertisements

6 thoughts on “Ohne Happy End …

  1. Også tak for læsetip herfra. Jeg må også afsted på biblioteket. Vi er jo nogle, der er vokset op med Christiane F. Bogen gjorde også stort indtryk på mig (årgang 1974)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s