På hospitalet

I dag skulle jeg til den længe ventede undersøgelse på Gentofte Hospital med mit øre. Da jeg sad og ventede, slog det mig, at papirerne fastslog, at jeg skulle til forundersøgelse. Den havde jeg lige misset. Heldigvis, for min mave vendte sig lige en omgang.

Først fik jeg tjekket min hørelse, og så ventede jeg på at komme til hos lægen. Her fik hun fjernet det, der sad fast i mit øre og spærrede for, at min egen ørelæge kunne se, om der var noget galt. Det var superubehageligt at få renset øre med pincet, skrabedimsedut af metal og kamera, men på den lidt bizarre måde var det fint at følge med i, at hun fik fjernet bid for bid af det hvide stads, der dækkede for udsynet til hjørnet af min trommehinde. Til sidst kom den så til syne den skinnende hvide perlesvulst inde i øret. Den, jeg havde håbet, ikke var der. Pis.

Så jeg fik et udvalg af dårlige tider til operation. Hvornår er det godt at blive opereret? Det må ikke gå ud over ferierne, og det gjorde flere af datoerne, og når det desuden haster med at få fjernet svulsten, så er der jo ikke så meget at rafle om. Det bliver 4. April. Ca 14 dages sygemelding, hvilket igen betyder, at påsken ikke bliver ødelagt – yes!

Marts for 15 år siden

Nå, men jeg fik ellers tosset godt rundt på Gentofte Hospital, jeg er virkelig et fæ til at finde rundt og pludselig stod jeg på Lungemedicinsk og tænkte ‘lad mig komme ud!’

På sin vis er det jo et sted, hvor en del af min historie er skrevet. Jeg har besøgt min farfar, min farmor her og jeg har været til utallige undersøgelser med min mor her. Og så slog det mig, at her i starten af marts er det præcis 15 år siden min mor fik sin diagnose.

Faktisk var det 1. Marts 1999, at min mor skulle til de første undersøgelser som følge af en lang vinter med bronkitis og lungebetændelse, der ikke ville gå væk. Jeg havde taget fri, og min mor brokkede sig højlydt, for jeg skulle ikke spilde en fridag på det pjat.

Aftenen forinden var den sidste aften i vores normale liv. Min mor vidste godt, at hun var syg, og at det var alvorligt, men hun havde intet sagt, og hun viste intet. Jeg tror ikke engang, at min far vidste, at hun havde en stor synlig knude på halsen. Min far, mor, min bror, hans kæreste og et par af mine veninder var til fødselsdag hos mig. Det var hyggeligt, og det blev sent.

Dagen efter var min mor og jeg på hospitalet. Hun brokkede sig stadig over, at jeg tog med. Hun sukkede og rystede på hovedet, og jeg spurgte til, hvad planen var og hvor vi skulle starte. Hun tog papirerne; der var tid til røntgen, til undersøgelse .. ‘De skal se på den her’, sagde hun og løftede tørklædet. På hendes slanke hals var den tydelige runding af en stor svulst fra kravebenet og 10-15 cm op af halsen.

Jeg anede det ikke. Og måske gjorde jeg, for hvorfor føltes det ellers så presserende for mig at komme med?

20140304-135412.jpg

Meningen var, at vi skulle gå ned og tage toget hjem, men jeg tog over. Da vi var færdige med undersøgelserne, ringede jeg til min far og bad ham hente os. Han var på arbejde, og der var vist et møde. Jeg sagde, at det var alvorligt, at vi skulle snakke og han skulle hente os nu.

Vi ventede på bænken udenfor. Det første forår var på vej, solen skinnede, og det var bidende koldt. Vi sad der og ventede, før vi tog de første skridt ned ad Cancergaden sammen.

Jeg troede, at min far vidste det, og indtil nu har jeg bare gået ud fra, at han kendte til hendes svulst på halsen, men hvad hvis han ikke gjorde? Det er meget sandsynligt, at han intet vidste, før jeg ringede og forlangte, at han skulle samle os op. Han har måske fået et kæmpe chok, da jeg ringede. Det har jeg aldrig tænkt på.

Kender jeg min mor ret, så vidste han intet. Så har hun skjult det for ham. Havde det stået til hende, så var hun gået gennem det hele alene. Hun ville ikke ulejlige os og hun ville ikke gøre os kede af det. Løvemor.

Advertisements

6 thoughts on “På hospitalet

  1. Pyh… Jeg sidder her med en klump i halsen (og det er ikke for at gøre grin med alvoren i indlægget), men det er en barsk og sørgelig fortælling om din mors sygdom, og du fortæller den så smukt.

    Held og lykke med operationen.

    • Hmm ja, jeg skal heller ikke dvæle ved konceptet; Operation i hovedet. Svulst. Tilbagefald. Hmmm…
      Men det er ikke så slemt – helt ærligt. Det lyder værre end det er. Håber jeg.
      Gitte K

    • Åhja, Julia … Vores seje mødre … Nu hvor jeg sidder her med et stort hul i hovedet kunne jeg virkelig godt bruge min mor .. Jeg forestiller mig, at hun ville kramme mig og nusse om mig, men virkeligheden er nok snarere at hun ville kyle mig ud af sengen. På den kærlige måde, selvfølgelig. Op og i gang, lille skat!
      Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s