Hvordan går det?

Jeg ved godt, at vi er pressede, men jeg føler ikke, at jeg er stresset hele tiden. Der er kommet ro på situationen med Nicholas – han får hjælp nu i børnehaven, og det går bedre med ham herhjemme, fordi vi har lært os, at han er anderledes og formår at rumme ham. Men mange af de situationer som skulle være gode oplevelser, som skulle give os energi og smil på læben faktisk ofte stresser os og stjæler vores energi; fødselsdage, samvær med venner, legeaftaler, forældrekontakt, arrangementer etc. Det er stadig opad bakke.

Jeg føler, at jeg brug for tid til at finde en ny måde at mikse arbejde og familie på, for der skal en ny måde til. Det fungerer ikke sådan her, og når jeg ihærdigt prøver at se på det udefra, kan jeg godt se, at problemet er mit job, men den udløsende faktor er, at jeg er mor til en dreng med autisme, og det fylder en hel del, selv når det går godt.

De har opdaget det på arbejde – at jeg har nogle tydelige stresssymptomer, og hvis jeg er ærlig overfor mig selv – og det har jeg på sin vis SLET IKKE lyst til at være – så kan jeg godt se, at jeg bonger ud på nogle af de mest gængse stressymptomer. 

  • Jeg har ofte manglende lyst og overskud til sociale aktiviteter og til at se venner og familie.
  • Jeg har over de seneste år forandret personlighed fra ekstrovert til introvert – da jeg var 30 kunne du ringe til mig klokken 01:20, mens jeg sov lørdag aften og en time efter stod jeg på Søpavillonen klædt på til fest og farver.
    Som 42 -årig tager jeg ikke telefonen … heller ikke klokken 20:30.
  • Til gengæld svarer jeg mails døgnet rundt. Arbejdsrelaterede.
  • Jeg orker ikke at besvare sms eller private mails.
  • Jeg føler faktisk ofte, at jeg har styr på det, og at det kører på jobbet – men der sker bare alligevel fejl.
  • Jeg har brystsmerter og prikkende følelse af uro i kroppen.
  • Jeg tror nok, at jeg havde et enkelt mindre angstanfald før jul pga uregelmæssigt hjerteslag.
  • Jeg er ikke i stand til noget så simpelt som at tage en dyb vejrtrækning, når jeg er på arbejde.
  • Jeg lider ofte af migræne (fx 3 gange i februar plus 2 mindre hovedpiner)
  • Jeg er hele tiden syg; øjenbetændelse, benæder, hovedpine, roskildesyge, navlebetændelse …
  • Jeg mangler konstant tid; kommer for sent afsted og for sent hjem.
  • Jeg glor på min smartphone konstant, jeg kan ikke lave ingenting, føler sjældent ro.
  • Jeg har let til tårer.
  • Jeg har droppet at træne igen-igen, for jeg har ikke overskud til det.
  • Jeg har dårlig samvittighed konstant.
  • Jeg glemmer ting. Står og glor tomt ind i køleskabet, kan ikke huske klare korte beskeder. Jeg har bildt mig ind, at det er normalt, men jeg kan godt huske, at jeg engang havde en hukommelse som en elefant.
  • Jeg tager manisk notater og laver lister – alligevel glemmer jeg papirerne til hospitalet osv.
  • Listen over ting, jeg gerne vil gøre noget ved, vokser.
  • Listen over ting, jeg reelt får gjort noget ved, vokser. Også.
  • Kraftig vægtøgning +11 kg på et år, men jeg har ikke problemer med fordøjelsen.
  • Jeg overspiser chips, snacks, slik – jeg hælder litervis af kaffe og light cola i hovedet.
  • Jeg kan ikke referere samtaler, for jeg aner ikke hvad vi har talt om. Det kommer godt nok tilbage til mig i små bidder senere hen, og så kan jeg huske det meste alligevel.
  • Jeg sover rigtig godt om natten, vågner af og til tidligt med følelse af at være bange for en præsentation eller et møde eller en mail, jeg forventer at modtage.
  • Jeg er bange for at blive fyret.
  • Jeg nyder at være syg hjemme, men går oftest på arbejde, når jeg er syg.
  • Jeg har to gange i løbet af det seneste halve år frygtet, at jeg er alvorligt syg; jeg har fået undersøgt hjertet, samt for brystkræft for at aflive dén spekulation.
  • Jeg har haft kort lunte, særligt overfor Nicholas, men jeg har arbejdet med dette og har det næsten under kontrol.
  • Jeg har haft konfrontationer på arbejde med en (anden stressramt) kollega.
  • Jeg har ikke de nødvendige ressourcer for at løse mine opgaver på arbejde – for mange opgaver til den givne tid og ikke mindst urealistiske deadlines, uklare opgaver og ansvarsområder, der flyder.
  • Har lavet aftale omkring arbejdstid på 37 timer med min arbejdsgiver, det har vist sig, at det er en urealistisk aftale som ikke bliver overholdt.
  • Jeg bliver konstant afbrudt og får ikke afsluttet igangværende opgaver på arbejde. Todolisten vokser.
  • Stressede kolleger, der arbejder 60 timer om ugen. Udmønter sig i manglende social opbakning, finde-fejl-kultur.
  • Midt i kaos holder jeg af mit job, jeg har gode kolleger, en god chef og får opbakning, selvom jeg ikke helt tør stole på det.

Det er lidt af en liste, men paradoksalt nok samtidig føler jeg mig stærk og robust, for jeg føler faktisk, at jeg godt kan klare mosten lidt endnu, og det er måske en farlig følelse?

Vi er begge i risikozonen for at blive ramt af stress, depression og andet godt, som er overrepræsenteret blandt forældre til børn med autisme. Lige nu føles det bare ikke som at det er dét, der er stressende, fordi det går virkelig godt både i børnehaven og herhjemme. Men hvis man ser på vores liv som et glas, så fylder det mere i bunden af glasset at have et barn med autisme. Det er så at sige en slags forhøjet grundstressniveau. Dertil kommer vores skrantende økonomi, manglende indfrielse af drømme, konflikt med min familie, min mands usikkerhed omkring job (vikariat, der udløber snart) og så på toppen et ekstremt krævende uforudsigeligt job. Det er så mit job, der vælter ovenud af glasset pga der er fyldt for meget (stress) i.

Jeg har helle herhjemme. Jeg finder ro, og det er herhjemme, jeg helst vil være. Vi står sammen, og vi bakker hinanden op. Vi har fundet en ro og en struktur, som virker helende i hverdagen. Vi formår at isolere os fra det, der stresser mest. Selvom ting som dårlig økonomi og urealistiske drømme fylder en del.

Det, der er galt i mit liv, er mit job. Det er jo et godt job, men bare ikke til mig. Det er et job, der kræver 45-50 timer om ugen. Tid, jeg ikke har og ikke længere har lyst til at bruge på mit job. Efter 1 1/2 år må jeg indse, at det ikke bliver bedre eller lettere eller mindre. Der kommer ikke mere ro på, og det bliver aldrig et 37-timers job. Og det er et job omkring 37-40 timer, jeg har brug for. Jeg har desuden brug for et mere struktureret job med et afgrænset ansvarsområde – ikke et hvor der opstår panik 3-4 gange om ugen med urealistisk korte deadlines og hvor alt lortet lander på mit bord.

Det job findes, og det findes endda i min organisation. Det findes på den anden side af reolen i mit kontor, hvor min kollega arbejder. Hun går hjem til tiden de fleste dage, der hersker ikke kaos på hendes side af reolen. Hendes job og titel er det samme som mit, men hendes produkter er mere lige ud af landevejen. Min chef tror heldigvis på mig, og hun vil gerne give mig et sådant job, når jeg er klar til det. Jeg er taknemmelig.

Men jeg er altså også vred … vred fordi jeg nu står i den her situation. Jeg burde jo ikke være her. Vi havde en aftale, som netop blev indgået for at undgå dette. Det er ingens skyld, og alles skyld. I bund og grund nytter det ikke at være vred, men bare se at komme videre. Jeg skal på deltid uanset om jeg vil eller ej. Og det er deltid fra nu. Det er besluttet, der starter en vikar i mit job, som ikke længere er mit, om 14 dage. De anbefaler mig, at jeg bliver delvist sygemeldt. Den tygger jeg lige på, for jeg fatter det ikke helt – så galt er det vel ikke? Jeg spoler tilbage til listen ovenfor. Hmmm. Måske. Jeg ved det ikke. Jeg har brug for tid til at tænke, men det er som om jeg ikke kan tænke klart lige nu. Jeg har lyst til at løbe væk og gemme mig bort. Skaffe ro. Lige nu har jeg fået ro; mit job er ikke længere mit, og der er intet, jeg kan gøre for at få det tilbage. Jeg vil heller ikke. Nu må jeg tænke.

Reklamer

3 thoughts on “Hvordan går det?

  1. Den delvise sygemelding, er som en hånd, der bliver rakt ud til dig … Tager du imod, får du mulighed for hjem og ro.

    Held & lykke med din nye livsstil. Jeg ønsker for dig, at du finder balance punktet.

    Kram!

    PS! Det er lidt skræmmende, men jeg kan genkende flere af symptomerne fra mig selv, i det forgangne år. Men det kan være enormt svært at indse, når man er i det.

  2. Forstår dig 100% og har den dybeste respekt for dig. Jeg havde det ikke nær så slemt fysisk, men jeg havde også kun 36 om ugen. Men blev ved med at tage på – faldt faktisk i søvn foran mine 2 skærme (bogholderi) fordi jeg aldrig fik lov at sove om natten og aftalte flexmødetid med økonomichefen.

    Jeg startede i et vikariat i kundeservice men fik tryllet mig til en fastansættelse i bogholderiet. Jeg har brug for at arbejde både økonomisk og mentalt, men med 2 skønne hypersensitive drenge og en syg mand har jeg aldrig nok tid eller plads. Blev opsagt og fritstillet 1/3 i nedskæringsrunde men med ros på anbefalingen.

    Lige nu er jeg møgirriteret over at jeg skal have ødelagt hele økonomien på min første dagpengeudbetaling, men må sande at drengene har været de sande vindere. Under halv tid i børnehaven – har kunne arbejde med grænsesætning o.l som man aldrig når til hverdag, har startet op til flere sager op med kommune, PPR og børnehave. Har fået lov til at nyde og elske min børn – fået lov til at være mor. Bruger “alt for meget” tid på mine facebook grupper – tvillinger og sensitive og LCHF (har forresten tabt 30 kg i 2014).

    Husk at passe på dig selv – kun på den måde kan vi give vores børn den kærlighed og omsorg de fortjener – men hvor har jeg ignoreret mine behov gang på gang. Jeg tager hatten totalt af for dig.

    Knus Heidi

    • Hej Heidi!
      For h da … en historie! Men det lyder skønt med mere tid til ungerne – det er jo det, jeg drømmer om – og det har jeg haft her de sidste par måneder. Samtidig har jeg oplevet, at min arbejdsplads faktisk gerne VIL mig, og det hjælper rigtig meget på min psyke.

      Jeg har siden indlægget blev skrevet for næsten 4 måneder siden arbejdet rigtig meget med mig selv på det indre plan; jeg går til coach, som hjælper mig til at indse min del af ansvaret for min stress.

      Hovedårsagen er overordnet set, at det job, jeg har haft og de krav, der er blevet stillet til mig, har været langt ud over, hvad man kan forvente i et fuldtidsjob, samt ikke mindst langt ud over hvad jeg kan overkomme. Der er ingen tvivl om, at min arbejdsgiver burde have reageret på mine protester og klager, samt have honoreret de aftaler, vi lavede – men jeg kunne også have sagt nej mange flere gange og have stået ved det, i stedet for at prøve at kæmpe mig igennem bunkerne. Fx kunne jeg have taget større ansvar for min del af situationen og have sagt op. Ene og alene for at redde mig selv fra stress. Stress er alvorligt, og det er et RET godt argument for at skifte job.

      Når jeg sagde fra og nej, fik jeg at vide, at ‘det kan du ikke, for det er dit ansvar’ – så mine nej’er blev overrulet og ikke taget alvorligt. Og i det job, jeg havde, var der ingen til at tage over. Ingen til at lave de opgaver, jeg ikke kunne nå. Så når jeg ikke kunne nå at blive færdig med en opgave, så faldt det på gulvet og medførte endnu mere arbejde i form af feberredninger. Både for mig og mine kolleger, som måtte hjælpe til. Det var SÅ skidt!

      Følelsen af at være helt alene med ansvaret er superfed, men når ansvaret er for stort, er den følelse også den allerførste pind i din ligkiste. Det kunne det let være blevet i min, og jeg er så GLAD for, at det job ikke længere er mit! Jeg er så GLAD for, at min chef traf den beslutning, som jeg selv burde have truffet for længst. Det job var SÅ FORKERT til mig på så mange måder.

      Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s