Asocial med et twist

Jeg startede egentlig på dette indlæg i julen, og så kom jeg bare ikke videre med det, fordi det er for svært. Der er nemlig særlig en ting, jeg er begyndt at undre mig over; jeg har længe ikke haft overskud til at pleje mine relationer. Altså, for mig er det svært at besvare en simpel sms eller ringe tilbage på en besked. Jeg screener mine opkald og lover mig selv, at jeg ringer tilbage. Det gør jeg bare ikke. Jeg får det simpelthen ikke gjort. Jeg sender en mail i stedet for.

En, jeg kender, beskrev sit liv cirka således;

Jeg bare vil hjem i min boble, jeg orker kun at relatere til min nærmeste familie – jeg kan heller ikke overskue at relatere til andre end lige mand og barn og mig selv.

Jeg blev overrasket over, hvor præcist det beskriver sådan som jeg har det. Og jeg kom til at tænke på, at det måske ikke er sådan, jeg er, men at det måske i stedet er sådan jeg reagerer på den situation, jeg er i. Jeg kommer jo ikke udenom, at jeg – at vi – er under pres. At få at vide, at ens barn er handicappet på en abstrakt og svært begribelig udefinérbar måde er kampstressende. Det alene er nok til at vælte én.

Dertil kommer så at være presset på jobbet og økonomien oveni; min mand er ansat i et tidsbegrænset vikariat, jeg er gået ned i løn, fået mindre ansvar, er gået ned på fuld tid (!), og nu har jeg lige overlevet en fyringsrunde. Med røven i vandskorpen, efter hvad jeg har fået fortalt, men jeg kan ikke anstrenge mig mere, gi’ mere eller lægge flere timer – for jeg har ikke mere at gi’ af. Og hvordan holder jeg mig ude af dødszonen? Jeg har opgivet at spekulere på det, for jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg fortsætter bare med at være ærlig og gøre mit bedste. Det er det, jeg kan.

Nogle gange har vi brug for at have fri og stresse af, men i vores mest stressede perioder forvandles vores hjem til en kampzone. For vores stress smitter af på Nicholas, og nedsmeltningerne hos både ham og jeg/os er mere udtalte. Vi har lidt aflastning hver lørdag formiddag, hvor bedstefar og farmor har Nicholas et par timer, så vi kan tage afsted og kigge på butikker, drikke en kop kaffe og gå i Netto sammen alene, hvor vi rigtig kan kigge hinanden dybt i øjnene. Det lyder virkelig fjollet, men det er fantastisk tid, vi har der, takket være bedsteforældre, der træder til.

Jeg elsker en god morgen, for jeg tror fast på, at godt begyndt er halvt fuldendt. Men sådan går det sjældent. Jeg vil tro, at vi er ude i, at vi har 1-2 morgener om ugen, hvor det hele eksploderer. Når mine kolleger så ankommer friske på job, har jeg ofte været gennem en kamp for at komme afsted med skrig, gråd og modstand. Min mand må have det på samme måde. Jeg er indimellem helt kvast, når jeg sætter mig ind i bilen og kører til arbejde. Ofte med tårerne brændende under øjenlåget. Mit overskud er ofte opbrugt, så jeg starter af og til arbejdsdagen med at være helt færdig og alt for sårbar. Ofte længes jeg hjem allerede når jeg starter bilen og kører på arbejde. Det er ikke fedt, og jeg prøver at omprogrammere min hjerne og mit humør i bilen med høj musik og positiv tænkning.

Jeg læste i morges, at 1 ud af 5 ikke er glad for sit arbejde. Det er så ikke mig, for jeg er rigtig glad for mit job, men jeg oplever bare, at jeg tit ikke har det overskud, som mit job kræver. Når jeg ikke har overskud, når min hjerne er et andet sted, når jeg er udmattet … ja, så har jeg svært ved at huske, og jeg taber let tråden. Jeg er så heldigvis ret god til at tage notater, og det redder tit min røv. Jeg kommunikerer mest på mail – alene af den grund, at så har jeg det skriftligt. Jeg har lært at arbejde med det i stedet for at kæmpe imod. Jeg husker bare dårligt, selv simple beskeder, og jeg sørger derfor for at spørge en gang til for Kong Hans og tage notater. Og så er jeg ærlig omkring det og beder ofte om en mail på en kompleks opgave i stedet for en mundtlig overlevering – og så siger jeg undskyld, når jeg glemmer noget. Det hjælper. Generelt er mine kolleger søde og forstående – de kender min situation og ved, at jeg har meget om ørerne, fordi jeg har været ærlig omkring det. Det tror jeg hjælper en del. Men jeg kan godt mærke, at de bliver irriterede, når jeg indimellem er ufleksibel og bare skal gå, selvom mødet trækker ud. Og jeg føler af og til, at de ikke synes, at jeg trækker hele min del af læsset.

Jeg elsker bare at komme hjem, og jeg vil allerhelst bare hjem hver eneste dag – ikke noget andet. Jeg har ikke lyst til at tage på café eller i biffen. Jeg vil bare hjem, også selvom det nærmest er et hækkeløb af opgaver, som skal passes ind inden sengetid, hvorefter jeg skal træne. Men vi er sammen om det, og det gør, at det giver mening.

Reklamer

8 thoughts on “Asocial med et twist

  1. Søde søde dig… Det du beskriver er også MIG. FØR jeg fik børn, var jeg lige modsat. Nød at komme ud og være sammen med andre. MEN, efter vi fik Alberte den største, for 4,5 år siden, begyndte jeg at dyrke dette mindre og mindre. Især de sidste 2 år, har det været meget sparsomme ligt. Det sidste år har jeg jo nu været meget syg af stress, hvor jeg herigennem har fundet ud af at jeg selv er høj sensitiv. En øjen åbner for mig, da brikker falder på plads. Omkring min sygemelding da jeg havde aller mindst overskud, blev jeg nærmet fysisk dårlig af at min tlf. ringede eller jeg skulle besvare en sms. Fordi jeg IKKE havde det overskud der skulle til, for at gøre det. Fordi, det jeg var i herhjemme krævede AL min energi. Men også fordi, som jeg har lært det sidste års tid, var der en masse relationer i mit liv, som jeg ikke havde brug for, længere. Mange af relationerne drænede mig yderligere, fordi jeg simpelthen ikke havde energi og overskud til at pleje og være i dem. Jeg blev nødt til at begynde at prioritere ben hårdt fra og til. Selv om jeg måske godt kunne li disse mennesker, eller syntes det før hen havde været okay at være sammen med dem, kunne jeg ikke længere. Fordi jeg fandt ud af, at jeg havde to børn som krævede hele mig. Alt. Så når man som dig, er meget presset på hjemmefronten af din vidunderlige søn, som du knus elsker, så skal dine prioriteringer nok være ben hårde fra nu af. Selvom det gør ondt, vælge noget fra. Og det du mærker indeni, som vil gøre dig godt, vælge til. Kender alt til disse morgenen… Vi har mindst 3 om ugen tror jeg. Det er piv hårdt. Og jeg er stadig sygemeldt, så jeg kan endda ligge mig når jeg har afleveret. Men kender alt til det der med at det dræner, gir hovedpine og får en til at føle sig smadret, træt, trist og som indimellem, en dårlig moder. Fordi vi, skal rumme alt det ved vores børn, som de ofte har så svært ved selv. Og jeg har skrevet det før Søde, og bliver nødt til det igen. I mine øjne er det på tide, at trække stikke UD.. Selvom du elsker dit job, kræver det noget af det. Og når du som nu, begynder så intenst at kunne fornemme at det at svare på en sms, og ikke har overskuddet til det, så skal du lades op med ekstra benzin. Og det kan du kun gøre ved at være dig selv. Som jeg har skrevet i et af mine indlæg: “Vi bliver som forældre nødt til at ta vores egen ilt maske på FØRST, og BEHOLDE den på.”… Sender dig et stort KNUS

    • Hej Pernille
      Tak for din søde og betænksomme hilsen. Med al respekt, så er det ikke det samme. Jeg har også tidligere været sygemeldt med stress, og det her er intet at sammenligne med det. Ja, det er slemt, men det er også skønt. I perioder.

      Jeg vælger allerede benhårdt til og fra, og jeg har det fint med det (ærligt talt, så ville det da være super at være superwoman, men det er jeg ikke, og jeg prøver ikke engang på at være det, been there done that).

      Ja, det koster på det personlige plan, når jeg ikke orker at tale med nogen og bare vil hjem til min familie, men jeg er klar til at betale prisen. Dem, der ikke forstår vores situation, og som ikke forstår, at tavshed fra min side er guld og ikke ignorance, de er forsvundet og har opgivet os. Fred være med dem. De var det alligevel ikke værd.

      Jeg er nødt til at tage ansvar for min/vores situation (sammen med min mand, selvfølgelig), og det ansvarlige lige nu er i hvert fald ikke at lade mig sygemelde. For jeg er ikke syg. Jeg har et svært og multifacetteret liv, ja, men jeg er på ingen måde syg. Jeg/vi er ved at lære at leve med min/vores nye livsvilkår. De har for nylig ændret sig radikalt, og vi er stadig ved at finde vores ben.

      Jeg kan ikke sygemelde mig fra livet. Det har jeg ikke engang lyst til, og jeg ser det som den dårligste løsning overhovedet, for det er ikke mit arbejde, der stresser mig. Det er summen af det hele. Samtidig med, at mit arbejde af og til stresser mig mere, så giver udfordringerne og mine kolleger mig også lyst til at komme afsted. Det er det samme med Nicholas – han er givetvis den største stressfaktor i mit liv, men jeg konstaterer det bare, jeg klager ikke.

      Vi har så mange nye bolde i spil, nogle er gode, andre er flade, og jeg er sgu også boldblind – og indtil jeg lærer at jonglere (hvilket måske er – aldrig), så prøver vi at holde boldene i luften og fødderne på jorden. Jeg gør mit bedste, det ved jeg. Jeg er ærlig omkring min/vores situation, så ingen forventer for meget af mig/os. Jeg prioriterer mine ressourcer benhårdt, og så beklager jeg mig. For så kommer det ud, og når jeg læser det, er det lige før, jeg griner – i hvert fald tænker jeg ‘videre’, og det virker, for det kommer jeg.

      Fra min tid som træningsfanatiker var mit motto ‘No pain, no gain’. Jeg løftede altid så tunge vægte, at jeg skulle have hjælp til den sidste repetition. Det blev jeg stærkere af, og så kom jeg mere vægt på. Jeg kommer ikke mere vægt på nu. I promise 😉

      Gitte K

  2. Jeg genkender følelsen af kun at have overskud til det helt nære fra det første års tid efter, at vi blev opmærksomme på Aksels problemer. Jeg er normalt et ret socialt menneske, men i den periode orkede jeg det virkelig ikke. Jeg tror, det er naturligt at man i pressede perioder skærer ind til benet og finder ud af, hvad der er vigtigst, fordi man ganske enkelt ikke har overskud til alt. Jeg håber, I finder ind i en god rytme og får mere overskud igen (og det tror jeg helt sikkert at I får).

    • Godt og præcist skrevet Janni. Jeg havde nogenlunde de samme ord i tankerne, da jeg læste Gittes indlæg.

    • Tak for din hilsen, Janni. Det er skønt at høre fra nogen, som har været og er der selv. Jeg føler, at du kender til det, og det giver mig ro at tro på, at det ‘bare’ er en fase!
      Kram fra Gitte

  3. Kan genkende det, du skriver – MEGET.
    Jeg har også et “skævt” barn, og min veninde med et lignende barn, som tit står i de samme situationer, er den eneste, som rigtig – altså sådan rigtig – kan forstå, hvordan jeg har det.
    Knus til dig (og tak fordi jeg må læse med 😉 )

    • Selv tak 🙂 Og ikke mindst tak fordi du læser med og selv kommer med en kommentar, når du har lyst. Nogle gange føles det lidt som om vi er ‘the odd ones out’ – de eneste, der har det sådan her, og så er det så uendelig fedt, at andre kender følelserne, frustrationerne og ikke mindst glæderne.
      Kram herfra

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s