Lørdagshygge

Der kan gå langt mellem, at kæden hopper helt af, og januar har været en virkelig god måned. Men januar havde en svær start, og jeg skrev dengang et indlæg, som jeg aldrig fik skrevet færdigt, og som måske lidt har mistet sin relevans, fordi det siden da er gået helt vildt meget bedre. Vi har ikke haft episoder som den pågældende lørdag for tre uger siden.

Vi taler tit om, at her hos os lever vi ikke på den gyldne middelvej – tit føles vores hverdag som en rutschebane. Andre mennesker oplever perioder med ro og uro. Ikke os. Vi kan det ene øjeblik opleve harmoni og lykke, for derefter at blive kastet ud i kaos – nogle gange flere gange om dagen.

Lørdag 5. januar var ingen undtagelse; vi bagte boller, og vi grinede, tumlede, krammede og så film. Just another day at home, fristes man til at sige. En stille og rolig lørdag uden de store udsving. Som sagt bagte vi boller sammen, og det var skægt. Jeg gik i gang med lørdagsmiddagen, og jeg hyggede og snakkede lidt med Nicholas. Han kom og gik, for han spillede på IPad’en. Vi hørte musik, og mørket faldt på. Min mand sad og ordnede nogle ting ved spisebordet. Det var hyggeligt, vildt hyggeligt, stille og roligt. Men noget gik galt .. jeg ved virkelig ikke, hvad der startede det. Jeg ved det ikke, så jeg kan ikke engang spole tilbage og huske hvad der skete, så det ikke sker igen. Jeg aner det ikke, det var måske nok en lille ubetydelig ting for mig/os, men det fik det til at ramle totalt for Nicholas.

“Jeg løber bare ud af vinduet, jeg vil dø – jeg vil bo på stjernen” var bare nogle af de ting, Nicholas råbte i raseri. Kombineret med vilde skrig og med at han knaldede hovedet ind i væggen og kastede vildt om sig med sit legetøj. Han smed rundt med sit yndlingslegetøj og kom hen til mig med sin Buzz Lightyear, hvor ledningerne stak ud og vingen var røget af -‘kan du hjælpe mig, mor?’ spurgte han grædende. Og jeg var så rasende, at jeg kunne have kylet Buzz til månen, men jeg så hans våde øjne, og så tog jeg Buzz og fik faktisk sat vingen på igen. Tak for solidt legetøj i slagfast plastic!

Hvis bare jeg forstod, hvad der gik galt. Jeg prøvede at tale med Nicholas om det, men til at begynde med brølede han bare af mig. Sådan er det helt generelt – han vil ikke høre om det, han vil ikke tale om det, og jeg føler, at det er vigtigt at prøve at lære ham en anden og bedre strategi til at klare den situation, som han knaldede ud over. Men det strander, fordi han eksploderer.

Til sidst fik jeg ud af ham, at han har en drage i hovedet, den er vred, og han kan ikke få den ud, og han ved ikke, hvorfor den er vred. Jeg lagde mig på ryggen på sengen og inviterede ham til at ligge ved siden af. Jeg viste ham, at dragen (i mig) bliver rolig, når jeg lægger mig ned og kigger op i loftet. Jeg inviterede ham til at prøvede, og han lå ved siden af mig i et nanosekund – så var han allerede videre, for så var der noget andet, der fangede hans opmærksomhed.

Det tog fuldstændig pippet fra os. Vi spiste vores næsten kolde mad i tavshed, da Nicholas ikke længere skreg, kastede med sine ting eller slog hovedet ind i væggen. Med et var lørdagshyggen fordampet, og vi sad tilbage som tomme skaller og fyldte maden i hovedet og prøvede at vende den anden kind til.

Det er svært ikke at tage det så tungt. Det er svært ikke at tage det personligt. Jeg føler hvergang, at min værdi som mor splintres, og jeg må søge dybt ind i mig selv og bygge mig selv op igen som mor. Det lykkes selvfølgelig. men jeg tænker da over, om man kan blive ved med at falde på gulvet og samle sig selv op? Med det kaos, vi lever i, så føles det af og til som om jeg er fuldstændig fejlcastet til jobbet som Nicholas’ mor. Ja, det er ekstraordinært, fordi Nicholas har autisme og ADHD. Jeg føler bare, at jeg som hans mor burde have bedre styr på hvad der hjælper ham, så vi undgår at leve i kaos.

Siden da er der gået 20 dage med fantastisk udvikling, fremgang og langt bedre kommunikation. Ingen store nedsmeltninger, det er bare gået godt. I børnehaven går det også godt, og jeg tilskriver det specialpædagogen, som med sin ro og støtte er med til at vise Nicholas vejen. Børnehaven mener, at det er vores juleferie, der stadig har afsmittende effekt. Det tror jeg ikke – efter så mange uger? Jeg tror også, at det er godt, at julen er overstået. Alt det med kalendergaver, luciaoptog og andet hurlumhej er lige friskt nok for en lille særlig sjæl. Men januar sidste år var en af de svære måneder, så vi har her at gøre med en positiv udvikling 🙂

Advertisements

6 thoughts on “Lørdagshygge

  1. Dejligt og ærligt indlæg, som dine jo er som flest. Læser interesseret med på din blog. Har ingen referencer til det liv du lever, andet end at vi også bare er en helt alm. Familie med mor far og barn, men nyder at få et indblik i hvordan liv også kan være. Tak 🙂

  2. Sikke en omgang 😦 og klart at I bliver fuldkomne drænet for energi. Hvem ville ikke det? Men skønt at høre at I nu er inde i en god gænge

    Mon en tur på biblioteket hvor I låner bøger og/eller film om søde og hjælpsomme drager kan hjælpe Nicholas med hans dragetræning? Alternativt at I taler om at i fantasiens verden kan alting ske, og at han (Nicholas) er den tapre ridder, der kæmper mod den store drage? Eller mod andre væsener er end måtte være i hans hoved.

    • Tror du har ret. Måske skal vi bruge billeder mere. Det virkede jo. Men har også fået at vide, at autisme gør, at han tager tingene meget bogstaveligt. Så han reelt tror, at der bor en drage i hans hoved.

  3. At Nicholas tager ting meget bogstaveligt er jeg helt klar over er, det er, som du selv er inde på, en del af hans autisme. Men så meget mere grund til at det er en sød drage, der bor i hans hoved, fremfor en gal en af slagsen. For en gal drage kan da kyse livet af enhver. Men meget flot af Nicholas at kunne sætte ord på

    • Jeg tror også, at jeg ser bort fra, at børn med autisme generelt tager ting bogstaveligt. Han forstod, hvad jeg mente, da jeg fortalte ham, at der nogle gange er en sur og gal drage indeni mig, der får mig til at blive sur og gal. Jeg kunne se, at han kendte til dragen – eller følelsen af, at der er en drage indeni, som man ikke altid helt selv kan bestemme over. Så jeg tror, at jeg lader dragen være min måde at møde ham på, så han forstår, at jeg forstår ham, og at jeg er på samme måde indeni hovedet. Med drage og det hele 🙂

      Det er så fint, at han kan beskrive det. Han er klogere end sit rygte. Jeg ved, at han er klog, selvom han blev testet til at være det modsatte. Tests er ikke altid ufejlbarlige.

      Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s