Opgiver du (også) lidt efter lidt?

For at være ærlig så gør jeg. Opgiver lidt efter lidt. Umærkeligt. Ubevidst. Kunne du slå kolbøtter som barn? Stod du på hænder i tide og utide? Kunne du gå i spagat? Og hvad med kraftspring? Stod du på et ben og tog strømper på?

Hvad nu hvis jeg nu spørger dig, om du kan rejse dig fra toilettet og en dyb sofa? Eller kan du selv tage sko på? Ja. Det kan du nok godt. Stadigvæk. Så i hvert fald ja til de seneste to spørgsmål… Men nej til kolbøtten, håndstanden, kraftspring og spagat. Hvor blev dét af? Lige pludselig var det bare normalt ikke at kunne det længere. Tænker du nogensinde på, at det en dag er helt normalt ikke at kunne komme op fra toilettet ved egen hjælp?

Det gør jeg. Jeg er fandme bange for det. Jeg ser begrænsningerne mest tydeligt hos de ældre i vores familie, og jeg kan forstå på min mand, som er fysioterapeut, at det faktisk er små ting, der skal gøres hver dag for at undgå, at de smutter de der små færdigheder.

Min far fik svært ved at komme op fra sin dybe lænestol. Han smed den ud og købte en høj stol. Han skulle have beholdt den gamle stol og have brugt den til at træne med. Op ned op ned hver dag. Det er et godt eksempel på, at de små bekvemme valg kan få store konsekvenser; vi taler nu om høj seng, højt toilet og høj bil. Og altid problemer når han er ude …

Så derfor vil jeg gerne kunne gå i spagat igen. Fordi det kunne jeg for 5 år siden, men så fik jeg Nicholas, og så dumpede jeg ned i sofahjørnet, og tiden gik bla bla. Jeg ved, at jeg (stadig) kan, hvis jeg sætter mig for det. Fordi mit bekvemme nemme valg er at lade være – læs: mit bekvemme valg er at opgive den færdighed! Så jeg arbejder mig nedad mod gulvet i spagat. Der var cirka 45 cm, og nu er jeg cirka 30 cm fra gulvet.

Jeg var også vildt god til at danse og til aerobic, step og combat. Det er jeg ikke længere, men hvis jeg nu gjorde noget ved det, så er jeg tættere på at kunne gøre det igen, end jeg er om 10 år eller om 25 år. På det tidspunkt er bussen nok helt kørt. Pt har jeg et valg – jeg kan gøre noget ved det eller lade det ligge. Som tiden går forsvinder den mulighed.

Til sidst en dag skal jeg altid have en veninde med på toa – ikke for at hyggesnakke, men fordi jeg ikke længere kan få røven op af lokummet uden hendes hjælp. Patetisk! Hvad har du opgivet? Skal jeg hjælpe dig op fra wc’et, mens du tænker over det?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s