“Vi skal besøge morfar, mens han lever”

Regnvejrssøndag. Alle gode intentioner om hyggelige efterårsagtig udendørshygge druknede. Vi talte om at sejle til Helsingborg og foreslog det for Nicholas, som svarede ‘jeg vil hellere sejle over til morfar, mens han lever” Dén sad. Lige i hjertet. Drengen har jo ret, vi bør besøge morfar, mens han lever. Selvom han er en stud og en nisse.

20131104-100616.jpgSå afstiafsted til Hundested, hvor vi nåede en hurtig og lækker fiskebuffet på Røgeriet. Og så til søs med Rørvigfærgen. Vi stod udenfor oppe på soldækket i pivstiv kuling. Nicholas løb rundt; lod sig blæse afsted for så at løbe op mod vinden. Han jublede, og hans perlende latter blev båret væk af vinden.

Vi rundede kageafdelingen i det lokale supermarked, og så kørte vi ud til morfar. Det var faktisk hyggeligt. Vi var der et par timer, og det var faktisk hyggeligt. Lidt overraskende når man tager i betragtning, at det har det ikke rigtig været i flere år.

Trist er det dog, at min far ikke rigtig brænder for noget mere, det føles lidt som om alt er under afvikling; gider ikke se fodbold mere, har meldt sig ud af politik .. Min far har altid været engageret, men nu er han ikke rigtig interesseret i så meget længere. Han er heller ikke vildt interesseret i Nicholas, men han lader sig villigt køre over med Cars bilerne, når Nicholas synes, at det er skægt, så jeg tror ikke, at Nicholas mærker det rigtigt.

Advertisements

3 thoughts on ““Vi skal besøge morfar, mens han lever”

  1. Stærkt 🙂 Nogle gange skal vi forsøge at lægge gamle konflikter bag os, og komme videre. Det er meget lettere sagt end gjort. Mit eget forhold til min søns morfar har været meget anstrengt i flere årtier. Vi har haft kontakt on/off igennem årene. Konflikterne er for lange til at komme ind på her. Men der er tale om svigt og konfliktskyhed. Jeg ser ham ikke længere. Min søn spørger indimellem, hvorfor vi er uvenner. Jeg svarer, at morfar og jeg er uenige om nogle ting. To stædige mennesker, der ikke kan komme sig over nogle ting, der er sket i fortiden. Jeg har dog rakt hånden ud til min far for et par år siden, men han tog den ikke.

    • Jam lige præcis – nogle gange. Vi har også rigeligt med konflikter i min familie – jeg ser ikke min bror og hans familie. Min far startede konflikten, og det har virkelig ramponeret vores forhold.
      Men min far er sidste familie, vi har, på min side. Min sidste rest historie. Han er virkelig en nisse og en stud, det sagde min mor også dengang hun levede. Men samtidig er han enormt kærlig. Hans klodsethed overskygger det bare.
      Nu er han gammel, jeg har prøvet at råbe ham op, og han vil/kan/orker ikke høre. Han stikker hovedet ned i sandet, og jeg tror, at jeg bare er nødt til at sige ‘nå’ og se ud over uretfærdigheden for min søns skyld. For han lever jo ikke evigt, som min kloge søn påpegede i går.

      Gør mig ondt, at din far ikke tog mod din hånd ;(
      Stædige dumme gamle mænd 😉

      Gitte K

  2. Pingback: Hvorfor ser vi ikke morfar? | Den stille pige og Juniors verden - En Aspergermors bekendelser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s