Knock-outs på stribe

Hospitalets diagnose var et kæmpechok på flere områder, og den blev leveret så kontant. I 2 ½ time hørte vi om diagnosen. Et rent bombardement af budskaber. Ikke så meget af det handlede om vores søn, men om diagnosen. Ikke én eneste positiv ting blev sagt om Nicholas, men tværtimod blev der leveret livsændrende knockouts på stribe:

  • Autisme
  • ADHD
  • Lav intelligens – ikke retarderet, men tæt på
  • Jeres barn er handicappet
  • Du må gå på deltid
  • Det er godt, at I ikke har andre børn, så fokus kan være på jeres søn
  • Jeres barn skal i special-institution
  • Han kommer ikke i folkeskolen som det er nu

Vi stod op – ihvertfald fysisk – efter alle de her knockouts, jeg ved ikke hvordan. Min hjerne var fuldstændig lammet, og jeg var i chok. Jeg sendte en sms til mine kolleger og skrev, at jeg ikke kom resten af dagen. Jeg kunne mærke, at det hele væltede indeni mig, og jeg mærkede, at mit bryst og min hals snørede sig sammen.

Dagen efter var jeg på arbejde. Ved ikke hvorfor. Jeg burde være blevet væk. Jeg tudbrølede, og jeg kunne næsten ikke holde det inde. Jeg måtte læse alt flere gange, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Heldigvis havde jeg lavet en liste over de ting, jeg skulle nå inden ferien på fredag, så jeg kunne gå slavisk efter den. Heldigvis var de fleste af mine kolleger allerede på ferie, så jeg kunne ligne Døden fra Lübeck uden at møde spørgsmål.

Jeg havde tid hos lægen. Jeg har i længere tid haft en ømhed og en fornemmelse i mit ene bryst, og jeg gider ikke spekulere over det, så jeg ville have det undersøgt. Lægen undersøgte højre bryst, og så mærkede og trykkede hun længe på venstre bryst, og så fik jeg en henvisning til en mammografi. Lægen spurgte hvordan jeg har det, og det er virkelig et dumt spørgsmål at stille, for det prikkede hul på tårekanalen, og jeg fortalte hende om det i korte træk. Hun foreslog mig, at jeg tog hjem, og at jeg meldte mig syg. Jeg afviste det – hvis jeg tager hjem og melder mig syg, så tror jeg først for alvor, at jeg går i stykker. Jeg bliver nødt til at fortsætte med et normalt liv ellers vælter det for mig.

Men det var allerede væltet for mig. Indeni. Den sidste 1½ dag på arbejdet foregik med det yderste af neglene, men det lykkedes mig at få lukket mine opgaver, så jeg kunne tage på ferie uden at spekulere mere på jobbet.

Om lørdagen fejrede vi Nicholas’ 4 års fødselsdag med huset fuldt af gæster. Det var så skønt! Jeg havde virkelig ikke lyst forinden og kunne slet ikke overskue det, for søndag klokken meget tidligt skulle vi køre, så vi skulle holde fødselsdag, rydde op, pakke til ferien på 24 timer. Ville allerhelst have aflyst, men det gør man sgu ikke mod en 4-årig, som i månedsvis har glædet sig til sin fødselsdag! Og det blev simpelthen en fantastisk dag med vores fantastiske familie – bortset fra morfar, der naturligvis ikke kom. Vi blev mindet om, at vi har en fantastisk dreng, der er højtelsket og som virkelig elsker sine venner. Han mindede overhovedet ikke af hospitalets billede af ham – og det bliver dét, jeg holder fast i fremover.

Udgivet 21. juli 2013

Reklamer

8 thoughts on “Knock-outs på stribe

  1. Søde søde Gitte. Meld dig syg. Det er en umenneskelig behandling du udsætter dig selv for – og så er du slet ikke noget værd overfor Nicholas… Eller dig selv.

    • Hej Cille
      Tak for din kærlige omtanke 🙂 Indlægget er fra juli, og jeg fatter ikke hvorfor det dukker op på forsiden nu??
      Udefra set ville jeg også råde mig til at sygemelde mig, men du var ikke i mine sko, og i dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det. Der var jo kun tale om 1 ½ dag, så havde jeg ferie i 3 uger. En sygemelding for 1 ½ dag havde ikke ændret noget, og jeg er sikker på, at mine pligter hjalp mig gennem de første dages chok, ligesom fødselsdagsfejringen også hjalp gevaldigt til.
      Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg klarer den. Hey, det skal jeg jo 😉 Jeg kan godt, for jeg har de bedste hjælpere; min søn, min elskede mand, børnehaven, ppr psykologen, min chef, mine kolleger.
      Gitte K

  2. Jeg istemmer en sygemelding. Selvom det måske føles som et nederlag. Se det som en timeout til dig selv, og nyd det. Og ja – overvej måske også et andet job…Jeg tror at jeg vil nyde muligheden for at arbejde hjemme, hvis jeg var i din situation, men det ved du nok bedre når I har en bedre fornemmelse af den diagnose og N. Eller også “bare” finde et job med en ordentlig chef. Det har jeg efterhånden lært – at chefen betyder mere end jobbet/lønnen/virksomheden.
    Men overvej sygemelding. Tror/håber/fornemme at det er stress, som sidder og snurre i dit bryst – og hellere selv stemple ud end at blive lagt ned. Pas på dig selv!

    • Hej Lotte

      Tak for din kommentar og din kærlig omtanke 🙂 Indlægget er fra juli, og jeg fatter simpelthen ikke en meter af hvorfor det dukker op på forsiden nu – ?
      Set retrospektivt ville jeg også råde mig til at sygemelde mig. Men jeg er glad for, at jeg ikke gjorde det. Der var tale om 1 ½ dag, så havde jeg ferie. En sygemelding havde ikke ændret noget, og jeg er sikker på, at mine pligter hjalp mig gennem de første dages chok, ligesom fødselsdagsfejringen hjalp til.
      Ferien bragte mig overblik og klarsyn, jeg har råbt vagt i gevær på mit arbejde, og jeg har ikke mødt andet end support fra kolleger og ledelse. Hvordan vi løser det er endnu ikke helt afklaret, men der kommer en løsning.

      Gitte K

      • Haha…altså for teknikken. Men det er nok meget sundt at læse det igen og se det lidt udefra. Men fedt at du er kommet igennem (hvad en ferie ikke kan gøre!). Og godt at ledelse og kollegaer spiller med på dit hold. Det er guld værd!! Pøj-pøj!

  3. Som du beskriver med dig selv, så har du fornemmelsen af, du går i stykker, hvis du nu bare vælger at stoppe op, og sygemelde dig… Følelsen er rigtig, for ja, så vil du nok opdage, hvor skidt og urolig du er indeni… Derfor hjælper det heller ikke at fortsætte, for du har det allerede indeni dig. Bære det hver dag. Nogle gange KAN, man bare ikke selv stoppe op, og ta valget om at sygemelde sig… Det lyder også til det er “problemmet” med dig.. Jeg kan nikke genkende til dine følelser og tanker omkring det.. Og ja, nogle gange, skal mennesket bare helt derud, hvor man bliver stillet i en situationen, hvor man ikke længere HAR noget valg. Men husk, at det ALDRIG er en svaghed at slå bremsen i. Du ville være et forbillede for din dreng… Måske det han er i gang med, er at råbe sin MOAR op… Som jeg har haft fornemmelsen af hele tiden.. At han er ekstremt sensitiv og reagere på DINE inderste følelser. Noget du ikke engang selv mærker og er bevidst om. For det var det min egen datter gjorde.. Var også igang med at få hende udredt, fpr alverdens. Men det var mig selv det handlede om. HUn ændrede adfærd, for at “advare” mig. Og når børnene er så små, som 4 år, kan de ikke selv fortælle med ord, derfor bliver det adfærden de ændre. “Får “damp” symptomer, bliver aggresiv, vred, får hysteriske anfald, hvor de ikke kan berolige sig selv, bliver selvskadende osv. Alt det har min datter jo også gjort. Men IKKE længere. Fordi, nu ved hun jeg ER sygemeldt og selv mærker det der er indeni mig, så nu behøver hun ikk efortælle mig det længere. Har du fortalt din søn, at du godt kan mærke du har det skidt. At du er ked af det osv. Og får ham fortalt, at det ikke er hans skyld og at selv tager ansvar for og hjælper dig selv? Prøv at se hvordan han vil reagere på det?

    • Hej Pernille

      Tak for din kommentar. Indlægget er over en måned gammel fra samme dag, vi fik diagnosen. Meget er sket siden, og i dag er jeg så glad for, at jeg ikke sygemeldte mig den 1½ dag, der var tilbage til min ferie.
      Vores ferie var en flugt, hvor jeg ikke tænkte over diagnose og ændret fremtid. I stedet bearbejdede jeg chokket og sorgen over beskeden, og jeg opdagede, at diagnosen ikke ændrer noget. Jeg har stadig min skønne dreng, og jeg var allerede klar inden over, at der er ting, der skal ændres, for han trives ikke optimalt. Så jeg har taget fat på at ændre på hans/min/vores situation, og det har givet mig styrke, mod og kræfter til at kæmpe kampen for at ændre tingene.

      Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s