Eksplosion

Vi havde endnu en oplevelse i lørdags, hvor Nicholas eksploderede på den der helt ekstraordinære voldsomme måde, som ryster os.

Han havde sin bedste ven på besøg. Det gik virkelig fint, men der opstår altid kontroverser, og da hans ven tog hans rosiner, irettesatte jeg vennen for det. Nicholas ‘bakkede mit nej op’ og slog vennen oveni hovedet med et kagedåselåg. Det er ret normalt mellem 3-årige, at de slår, og det er ikke det, at han slog, at der er problemet.

Problemet var hans reaktion, da jeg først sagde ‘nej’ og derefter tjekkede om drengen, der blev slået, var okay og trøstede ham.

Nicholas skreg op og knaldede sit hoved flere gange ned i gulvet. Rigtig mange gange og hårdt, fortalte Allan. Jeg så det ikke, for Nicholas var løbet ud af rummet, mens jeg trøstede hans ven.

Nicholas brød helt sammen, og det var virkelig skræmmende. Han blev ved med at messe ‘jeg er dum i hovedet, jeg er dum i hovedet’ og var ikke til at kontakte. Han slog sig selv i hovedet med knytnæver, og vi måtte beskytte ham mod at skade sig selv.

Hvor kommer det fra? Hvorfra kommer det med ‘jeg er dum i hovedet’ fra? Vi har ikke hørt lige den vending fra ham før. Er der nogen, der siger sådan til ham?

Min fornemmelse er, at han har en følelse af at han er anderledes, og det er måske derfor, at han kalder sig selv dum? Den fornemmelse har jeg fået på det seneste, at det måske ikke drejer sig om at han føler sig dum, men om at han på et eller andet sted begynder at opleve, at han er anderledes/ ‘dum’/ forkert sammenlignet med sine kammerater.

Den tanke er hjerteskærende, for hvordan bakker vi ham op? Det er jo okay at være anderledes, man er ikke dum, fordi man er anderledes – og vores opgave er jo at få ham til at forstå det, rumme det og på sigt få ham til at acceptere, at han er fin som han er.

Men jeg føler, at jeg afviser ham, når jeg svarer ‘du er ikke dum, skat, du er klog/god/sød’. Jeg har brug for hjælp til at modtage det han siger – for det nytter ikke at sige ‘nej, du er klog’ – for det tror han ikke på. Han afviser det blankt.

Det føles nogle gange som om jeg taler kinesisk og han taler russisk. Vi kommunikerer forbi hinanden, indimellem forstår vi hinanden, men så hopper kæden af igen.

Jeg er bekymret for, at vi måske venter for længe, og Nicholas i mellemtiden ikke trives, så jeg talte med psykologen igår. Hun havde talt med børnehaven, som også synes, at han har det sværere igen. Vi fremskynder processen for at få ham henvist til børnepsyk. De indledende undersøgelser finder sted i januar.

Jeg spurgte også til værktøjer til at hjælpe ham, når han eksploderer. Skal vi lade ham bestemme, hvor og hvornår han skal spise eller skal vi tvinge ham til at sidde med til bords? Skal vi lade ham gå rundt med lorteble til han selv vil skiftes? Og så videre. Svaret er, at der ikke er noget svar, før vi ved – via undersøgelserne – hvorfor han reagerer så kraftigt som han gør på hverdagsrutiner og samtidig er et vanedyr.

Jeg er så glad, og samtidig så ufattelig fuld af sorg på min søns vegne. Han er anderledes, det har vi vidst fra han var baby. Men SÅ anderledes… Jeg ønskede ham frit valg på alle livets hylder, men dette kan betyde en masse fravalg, før det rigtig er begyndt.

Reklamer

12 thoughts on “Eksplosion

  1. Åhh jeg føler så meget med jer. Jeg håber I hurtigst muligt får noget afklaring – og nogle måder at lade ham vide, at der også er plads til ham i verden.

  2. Hej Gitte,

    Jeg har læst med på din blog et stykke tid og er ked af at høre at Nicholas ikke trives.
    Jeg har selv en dreng på sammen alder og kan sagtens nikke genkendende til mange af de ting du beskriver. Jeg bliver alligevel nysgerrig- du skriver at i har set det fra han var helt lille- hvad var det i oplevede dengang? Og hvad er det der bekymrer jer, vuggestuen og børnehaven? Hvad siger psykologen? Du behøver selvfølgelig ikke svare (!), tænker bare, at det kunne være et spændende blogindlæg og måske en mulighed for dig, at få beskrevet præcis hvad det er der bekymrer jer. Mange af de ting du fortæller, er jo helt alm. hverdagskost for de fleste familier, men jeres bekymring skal selvfølgelig undersøges, så han kan få alt den støtte, der er brug for:)

    Jeg synes, at det er rigtig fint observeret at han ikke responderer på ros. For at styrke hans selvværd, skal han nok ikke roses for hvad han gør/laver (du er dygtig, sjov osv), men mere for hvad i oplever sammen (hvor er det hyggeligt at bygge lego sammen med dig, jeg har det rigtig sjovt ligenu, jeg er glad for at læse bog for dig osv……). På den måde kan han måske blive overbevist om, at han er dejlig at være sammen med, ligepræcis som han er!
    Stakkels lillemand.

    Håber at i er ved godt mod!

    Klem og pøjpøj,

    • Hej Mia!

      Tak for din hilsen 🙂 Det er en lang historie … Vi opdagede tidligt, at han selv ville bestemme, hvor han ville være, om han ville sove eller spise eller skiftes eller hvem der skulle holde ham. Han eksploderede, og han var ikke nogen “nem” baby.

      Han var omkring 10 måneder, før jeg følte, at jeg for alvor begyndte at swinge med ham. Jeg følte altid, at jeg havde en “bombe i babyliften”, for jeg anede aldrig hvornår han ville eksplodere. Jeg vidste bare, at det ville ske med overvejende sandsynlighed.

      Til gengæld lærte han hurtigt at gå og tale. Han talte aldrig babysprog, men gik direkte i gang med at sige forståelige ord.

      Han kom i dagpleje, da han var 10 måneder, og hun kaldte ham en ‘vred baby’. Det var meget rammende, for han blev virkelig vred over at skulle noget, han ikke selv kunne bestemme.

      Vi har ikke det store sammenligningsgrundlag, men vi opdagede undervejs, at han reagerede kraftigere på forskellige ting – støj, mange mennesker, uoverskuelighed – end andres børn. Han reagerede sjældent ved gråd, men med en eksplosion.

      Så vi er på jagt efter en metode til at hjælpe ham. Piktogrammer, grundig forberedelse etc virker ikke – det er de første ting, man prøver. Så har vi prøvet nultolerance, hvor vi simpelthen gør det, han protesterer imod, selvom han eksploderer. Not good. Vi har prøvet at lade ham bestemme mere selv, men det er heller ikke sagen…

      Heldigvis får vi god hjælp og opbakning fra børnehaven og psykologen, som er tilknyttet, og jeg er sikker på, at vi bliver klogere i løbet af næste år, når han bliver undersøgt nærmere. Måske er han bare temperamentsfuld, måske er der en diagnose – uanset hvad så er vi kun lige begyndt på en rejse for at sørge for at han kommer til at trives.

      Genkender du noget af dette fra din søn? Det kunne være spændende at høre 🙂

      Kram fra Gitte K

      • Åhh, ja, jeg kender det! Faktisk beskriver du næsten vores dreng. Bestemmende, urolig baby og ingen rigtig pludren men hurtig tale. Reagede kraftigere ved støj,mange mennesker etc…. Han vil stadig gerne bestemme, men eksploderer dog ikke og deri ligger måske forskellen? Istedet bliver han ked af det og græder meget, så jeg kender til kampene! På dårlige dage tænker jeg “diagnose” (Eller faktisk tænker jeg på sanseintegration..?), men de fleste dage, er jeg heldigvis sikker på, at han bare er en stædig, forkælet 3-årig:). Men, pyh, det er ikke nemt, når det ikke er lige efter bogen………..
        Jeg synes, at det er sejt at i søger svar og dejligt at børnehave mm er kompetente og bakker jer op. Fungerer han godt socialt i børnehaven eller bliver det også for meget for ham?
        Jeg håber for jer, at det bare er et temperamentspørgmål eller noget som han,- med lidt støtte, kan vokse fra. Ligemeget hvad, er det jo bare super hvis i får nogen værktøjer til at gøre dagene nemmere, for både jer og ham.
        Håber på det bedste for jer (og hvor er han heldig at i reagerer så hurtigt og støtter så godt op om ham!

        knus, mia

      • Hej Mia!

        Tak for din kommentar! Åh, også jer? Hvor øv, men der findes en løsning – vi leder bare stadig 😉

        Det handler i bund og grund om at få fat i den rigtige værktøjskasse, der passer til ens barn. Vi har prøvet alle værktøjskasser i Silvan – nu skal vi igang med specialværktøjskasserne 🙂

        Nicholas fungerer godt socialt i børnehaven, men han bliver stresset af at være der, for alle lydene, børnene og hurlumhejet tager han ind. Han formår dog at skabe sig frirum og lukke af, men generelt virker det som om det er hårdt for ham. Han sover til middag 2-3 timer under lederens bord 🙂

        Samtidig glæder han sig til at lege med sine venner og han siger at han elsker dem og er ikke til at drive med hjem.

        Nicholas græd meget som baby, men nu er det mere eksplosioner, altså han bliver virkelig vred og græder også. Og så kan han ikke sidde stille, men løber omkring og kan finde på at knalde hovedet i gulvet og slå sig i ansigtet.

        Mit sammenligningsgrundlag begrænser sig til jævnaldrende, og jeg oplever en klar forskel. Hans reaktioner er voldsommere og pludseligere. Om det ender med en diagnose, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg har brug for andre værktøjer end ‘standard’ og det bakker børnehaven op omkring.

        Jeg tænker på … Du siger at han græder mere end at eksplodere, din søn. Er det ked af det gråd eller raseri?

        Gitte

  3. Hvor er det godt, at I reagerer så hurtigt. Det tror jeg virkelig vil gavne på den lange bane.
    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hans institution har kompetencer og kapacitet til at rumme børn, der er anderledes/med udfordringer eller hvad man nu vil kalde det? I min søns børnehave har de “anderledes” børn (autistiske, ADHD osv.) og det fungerer rigtig godt. De er med på lige vilkår som de andre og der er ikke fokus på, at de er anderledes. Det er ikke fordi man skal bagatalisere det, men alle børn er jo forskellige på hver deres måde. Min søn har en brun hudfarve og en anden religion, så der er ting vi gør/ikke gør som adskiller os markant fra de andre i hans børnehave, og det er han naturligvis bevidst om og spørger også tit om, hvorfor tingene er som de er. Dog blev både han og jeg lidt paf, da jeg en dag afleverede ham og en af børnene spurgte, hvorfor han var brun i ansigtet… 🙂
    Jeg er ingen ekspert, men jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at I snakker med ham om, hvordan han oplever sig selv i relation med de andre. Har du spurgt ham, hvorfor han tænker, at han er dum?

    Jeg ønsker jer al held og lykke og tak igen for en fantastisk og ærlig blog.

    Vh. Sus

    • Hej Sus,

      Tak for din kommentar. Jeg mener faktisk, at vores børnehave er fantastisk til at rumme ham. Han fylder meget, og han kræver særlige hensyn, og de har taget hensyn hele vejen. Der er fx plads til, st han kan sove på et andet tidspunkt, fordi det passer ham bedst. Samarbejdet mellem os, børnehaven og psykologen er også fantastisk. Vi føler, at de virkelig VIL ham. De kommer med forslag, råd og de tager fat i os, når der er noget. Generelt er han også glad for at være der.

      Jeg har prøvet dit råd i dag med at spørge “hvorfor synes du, at du er dum?” Og han svarede “det ved jeg ikke”. Jeg fortalte ham, at erken mor, far, hans venner osv synes, at han er dum – vi synes allesammen, at han er sød og vi gider rigtig godt lege med ham. Den tyggede han længe på, og jeg er sikker på, at det spørgsmål og samtalen var langt mere værdifuldt end ‘afvisningen’ (“du er ikke dum, du er sød/klog/dejlig”)

      Tusind tak for omtanken!

      Knus fra Gitte

  4. Tilslutter mig Sus’s kommentar. Prøv at spørge Nicholas hvorfor han synes han er dum. Sige noget i retning af: “Jeg synes ikke du er dum, hvorfor synes du at du er dum?” Tilføje at far synes heller ikke du er dum, farmor synes bestemt heller ikke du er dum etc (nævn alle de mennesker han kender og elsker). På dem måde spiller du bolden over på hans banehalvdel, og du viser samtidigt at du tager hans (triste) udsagn alvorligt. For at han måske er anderledes gør ham jo ikke mindre elsket og værdsat, og det er lige netop den han skal vide.

    Men jeg håber virkelig for jer at I snart for en afklaring og hjælp til at komme videre. Alt andet er nedslidende i det lange løb for alle parter.

    Også en kæmpe tak herfra fra din hudløst ærlige blog. Dine skriverier kommer helt under huden på mig, og jeg kan tænke over dem i dagevis. Nogle ting gør du anderledes end jeg formentlig vil have gjort, men det er netop det der er styrken. Vi gør ting på hver vores måde og ingen ligger inde med den endegyldige sandhed. Hvis bare vi mennesker (kvinder) kunne lade være med at pege så pokkers meget fingre af hinanden ville hverdagen glide meget nemmere for os allesammen.

    God weekend – du trænger til den

    • Tak, Jette, for dine søde ord – og for rådet, som Sus også gav, men som du udvidede lidt. Jeg prøvede det i dag, og jeg kunne se, at det fik ham til at tænke, selvom han svarede “det ved jeg ikke” til spørgsmålet om hvorfor han føler sig dum.

      Kram fra Gitte

  5. Puha, hvor er det sårbart, når ens barn har det på den måde og jeg forstår til fulde jeres frustrationer og behov for redskaber. Vi vil kun det allerbedste for vores børn, men vi er også utroligt farvet og fandens masse følelser i klemme, når bølgerne på den ene eller anden måde går højt og så er det svært at bevare overblikket.

    Jeg synes, at det er så sejt gået, at I har valgt at søge hjælp/støtte/vejledning 🙂

    • Tak, Frederikke. Vi føler, at det er nødvendigt, fordi vi mangler værktøjer til at håndtere hans eksplosioner. Vi har prøvet at lade ham selv bestemme, men det føles intuitivt forkert at lade en 3-årig bestemme selv – hvor ender det, hvis vi lader ham selv bestemme om han overhovedet vil spise, hvor han vil spise, hvornår han vil spise, hvornår han skal have skiftet ble, hvornår vi skal ud af døren om morgenen osv osv for at undgå eksplosioner.

      Tak for dit svar 🙂

      Gitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s