Fest for Fyrede

Jeg var til ‘Fest for Fyrede‘ i går. Det var et arrangement, som jeg faldt over på JobIndex, da jeg alligevel tilbringer timevis derinde for at gennemtrawle annoncer og oprette CV. Jeg var absolut ikke overbevist om, at jeg var klar til at fejre min fyring med en fest, men da alle mine fyrede kolleger skulle derud, gad jeg jo ikke være hende den sære bænkevarmer. Jeg tilmeldte mig og fik en plads. Kort efter var der udsolgt.

Mandag morgen var mit humør ikke videre fest-agtigt, og jeg overvejede alle mulige og umulige undskyldninger for at lade være. Jeg tog endda drengens temperatur, fordi han føltes lidt varm. 36,9 viste termometeret .. ‘lillemor, du er i gang med overspringshandlinger en masse!’

Afsted med mig, og godt for det! Festen startede med en personlig velkomst, hvor vi blev mødt af smilende netværkere, som gav hånd og præsenterede sig. Lidt mærkeligt, men okay. Der var mennesker overalt, der var stegende hedt og ikke til at komme rundt, så vi fandt baren, hentede en gratis kold sodavand og fandt en plads i salen.

Rammen blev sat af Rikke Thygesen, som blæste os bagover med sin energi og satte rammen for dagen. Hun blev fulgt op af Carina Heschler, som fortalte på en mere rolig måde om sin kærlighed til at netværke. Jeg blev hurtigt smittet af deres entusiasme, det var en god start på en god dag med inspiration og motivation. Herefter fulgte indlæggene på stribe. Alle indlæg var interessante og relevante på hver deres måde.

Der var et indlæg om smerten ved at blive fyret, hvor det gik op for os hvorfor en fyring slår så hårdt. Hjernen kan simpelthen ikke skelne mellem fysisk og psykisk smerte, og en fyring rammer hjernen så hårdt som et fysisk knock-out.

Velmente råd som at man skal ‘tage sig sammen og komme videre’ er normalt ikke noget, man siger til en med et brækket ben, men det er lige præcis det man som fyret får at vide – vedkommende, der siger det, er sikkert ikke klar over, at smerten er den samme, selvom det jo ‘bare’ er et job og ikke et brækket ben.

Det næste indlæg var dagens bedste indlæg om personlig gennemslagskraft. Det var et stærkt motiverende og tankevækkende indlæg leveret med seriøs gennemslagskraft af Jesper Klit. Jeg blev bekræftet i, at noget af det jeg gør fx til jobsamtaler er fint, samt at andet skal jeg arbejde med. Men ikke det hele på en gang – en ting ad gangen!

For eksempel er jeg ikke god nok til at stille spørgsmål, fordi jeg føler, at jeg derved overskrider andres grænser. Jeg er godt klar over, at mangel på spørgsmål oftest tolkes som manglende interesse, men alligevel er det noget, jeg ikke har gjort noget særligt ved. Det vil jeg så gøre nu.

De sidste to indlæg var mere praktiske – om at skrive en god ansøgning, et godt CV og om at søge job på alternative metoder. Det er altid rart med inspiration, men jeg blev bekræftet i, at min ansøgning og mit CV er fint. Det skulle det jo også gerne være efter at jeg fik det gennemarbejdet, da jeg var i outplacement i november 2010.

Dagens net take-out er, at 70% af alle jobs besættes via netværk. Og jeg er ikke særlig stærk på netværksfronten, så jeg må nøjes med de sidste 30%, der opslås på klassisk vis på nettet. Dumt, egentlig, for jeg har masser af kontakter. Jeg er nysgerrig, social og vil gerne lære ‘the art of networking’. Det er mit næste projekt. Ud over at søge nogle jobs.

Reklamer