Hilsen fra det sorte hul

Super, jeg nåede dårligt nok at poste et totalt overskudsagtigt indlæg med 10 bud, før jeg med 110 km/t rammer det sorte hul. Her til morgen var drengen atter ked af det og klagede over at skulle i børnehave. Han græd, blev hysterisk og sagde ‘dumme børnehave’ og ‘mig ked af det’ og var i det hele taget svær. Det gik lige i hjertet på mig, og mit hjerte er så åbent lige nu.

Jeg har en eller anden form for desperation i mig, hvor jeg ubevidst søger efter ‘et nyt liv’, hvis jeg kan sige det på den måde. Jeg har ikke noget job og ikke noget at stå op til lige om lidt, samt en snarligt meget presset økonomi. Selvom jeg ikke har mistet troen på, at jeg får et job indenfor de næste 2½ måned, så rammer pessimismen mig af og til som en hammer, for hvad nu hvis jeg ikke får et job …? Hvad er plan b?

Kan jeg være så heldig at få et job, som jeg på samme måde som mit gamle job kan få til at passe sammen med min familie og de værdier, jeg gerne vil stå for? Jeg kan ikke bare vælge at gå hjemme, det er vores økonomi ikke til. Jeg er nødt til at have et fuldtidsjob med en fuldtidsløn, for ellers har vi ikke råd til en almindelig hverdag. Jeg må tage det job, jeg kan få, og så få alt andet til at passe til dét job. Jeg kan ikke tillade mig at være kræsen lige nu.

I forvejen bor vi billigt til leje og lever økonomisk med madplan osv. Drengen får ikke nyt tøj, altid genbrugt. Jeg prioriterer at købe nyt fodtøj til ham, men det er ét par sko per sæson, så han har typisk ikke nogen sko at skifte med. Hovedparten af mit tøj er også købt i genbrugsbutikker, og det jeg køber nyt, køber jeg på udsalg i H&M. Ferier er low budget, og sådan skal det også være, når vi kun har en indtægt og en SU.

Ingen af delene klager jeg over, for det er som det er lige nu – men det er derfor, at jeg er bekymret over udsigten til hvad der sker, hvis jeg ikke finder et job. Dagpenge og SU skal vi så leve af. Huslejen spiser det meste og hvad så?

Tilbage til dagens mavelanding i det sorte hul; jeg kom afsted til børnehaven med en ulykkelig Nicholas på armen. Jeg vil allerhelst beholde ham hjemme, når han har det sådan, og det tænker jeg, at han mærker. Jeg prøver at være glad og munter, men jeg kan ikke lyve overfor ham. Kun med ord, men ikke med min krop.

Og så er det lederen af børnehaven siger ‘du må snart tage nogle fridage eller en uge fri, så I kan være sammen, for din søn trænger så meget til dig! Han kan godt mærke, at du er blevet fyret – dine følelser smitter af på ham’

Det er velment, og hun har sikkert ret. Men – wham! – bemærkningen rammer som et højre hook og strækker mig til gulvet med en dyb smerte i hjertet. Men jeg var jo hjemme med ham torsdag-fredag i sidste uge, og jeg har et møde i dag, så det kan ikke blive i dag, og en enkelt fridag koster mig 1.100 kroner, fordi jeg ikke har mere ferie, så det er reelt ikke en mulighed, jeg har.

Men jeg siger ikke noget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for jeg kommer bare til at græde. Jeg sidder i børnehavens sofa og krammer min lille ulykkelige dreng og føler mig helt helt og aldeles ulykkelig og utilstrækkelig. Jeg tager mig sammen, smiler og snakker muntert med ham, og jeg får ham afleveret i rimelig godt humør.

Jeg bliver snart fritstillet, og det er snart påske. Så der er snart masser af tid sammen. Men er ‘snart’ godt nok, når det handler om mit barn? Det synes jeg jo ikke. Kunne jeg vælge frit, ville jeg ikke aflevere ham i dag eller i denne og næste uge, men en uges ferie vil koste 2/3 af huslejen, og hvor skal pengene så komme fra?

Så får jeg en følelse af at være fanget. Fanget af en presset økonomi og udsigten til en økonomi, der ramler sammen om 3 måneder, hvis jeg ikke får et job. Og så kortslutter det indeni mig, og mine følelser overvælder mig, så det ramler, og så går jeg tudende hjem fra børnehaven.

Jeg skal samle mig sammen nu og få de lovede opgaver fra hånden her til formiddag. Jeg skal til møde efter frokost med en gammel kollega, og måske er det noget, der kan være relevant på jobfronten, måske kender hun nogen? Og så nytter det ikke, at jeg føler mig så lille bitte og dårligt tilpas som jeg gør nu.

Jeg må ikke miste fokus. Min søn er det vigtigste. Samtidig med at jeg får taget tid ud af programmet til ham, er jeg nødt til at finde et job, så vi ikke alle sammen kører fuldstændig ned på grund af en ramlende økonomi om 2½ måned.

Hvem sagde, at det skulle være let? Nå, jeg læser lige de 10 bud igen, og så er det bare op på hesten igen. Shit, altså – en møgmorgen!

Reklamer