Minus Middagslur …

Sidder i sofaen oven på en dag med dreng på tværs. Vi var til frokost hos gode venner klokken 12, og jeg var ikke vaks nok ved havelågen til at få det flyttet til klokken 14 eller der omkring. Klokken 12 er nemlig middagslurtid hos os. Nå, men hvor slemt kunne det blive, når han kunne sove næsten en hel time på vej derned?

Don’t even ask 😦 Vi var alle sammen 80 år ældre, da vi kørte. Fulde af undskyldninger, fulde af skam og ufattelig kede af det over, at vi har sådan en skøn dreng, men han var blevet hjemme og havde sendt sit onde alter ego med os i byen. Sådan føles det. Han nægtede at spise. Kravlede op på borde, reoler osv. Han slog deres 1 år gamle søn, skubbede ham omkuld og tog legetøjet fra ham. Alt det, vi bad ham stoppe med, gjorde han, igen og igen. Han var kort sagt en rigtig møgunge.

Alt i mens prøvede vi at mestre både at være opmærksomme gæster og sørge for, at han ikke massakrerede alt og alle omkring sig. Det siger sig selv, at vi ikke kan begge dele på én gang, og så blev vi nødt til at tage hjem. Så pinligt! Jeg var bare så ked af det. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig det. Jeg havde håbet på en hyggelig dag sammen med gode venner. En dag hvor vi kunne knytte bånd og vores unger kunne knytte bånd. Men næ nej.

Og jeg aner slet ikke, hvordan mine to veninder har det. De var med, men jeg fik ikke snakket med dem. Fik ikke spurgt ind til, hvad der rører sig i deres liv. Jeg var ikke i stand til at deltage i en samtale overhovedet, fordi jeg hele tiden holdt øje med vores lille terrorist.

Men det er min egen skyld. Jeg burde have vidst bedre. Vi var til frokost klokken 13 for et par måneder siden, og det var nøjagtig samme cirkus. Der røg lerfigurer på gulvet, og der blev skreget i vilden sky. Vi kan simpelthen ikke tage til frokost midt i hans sovetid – med mindre vi gerne vil af med de venner, vi skal besøge. Det er synd for ham, for han er ikke en slem møgunge, men han bliver sådan, når han ikke får sin middagslur. Jeg burde bare have vidst det og have planlagt udenom.

Gad vide, hvem han har det fra? Jeg bliver også gnaven, klodset og urimelig, når jeg er træt…. Og nej, jeg bagte ingen afmagtskager – netop fordi jeg var gnaven og træt. Intet overskud til nogen form for udfoldelser oven på denne dag. Jeg havde en tordnende hovedpine allerede inden vi forlod vores venners hus. Han faldt i søvn på bagsædet, og vi kørte en omvej hjem, så han kunne sove ud. Han sov i en times tid. Det blev han ikke i bedre humør af.

Intet hjalp derhjemme heller. Mere skrig og skrål, fordi han fik mad, da han ikke ville have det, og fordi jeg ikke nåede at smide det tilbage på bordet, da han så gerne ville have det. Klokken 19 var jeg parat til at råbe p** og skride. Min krop summede af træthed, jeg var ked af det, og mit hoved var ved at eksplodere. Jeg gik benhårdt efter at lægge ham i seng og selv hoppe i seng klokken 20.

Omsider fik jeg lagt ham i seng. Der var stille i huset. Det var dejligt. Vi strandede i sofaen. Min søde mand fik overtalt mig til at spise, så vi spiste nogle snitter med slagterens bedste pålæg. Jeg supplerede med et sæt ekstra panodiler og et glas cola. Plus Barnaby…

Nu satser jeg på, at jeg har lært min lektie. Middagsluren er hellig fra nu af. Det her cirkus orker jeg simpelthen ikke igen. Stakkels, stakkels lille knægt – dumme, dumme mor!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s