Kærlighed & Kanelbullar

I morges før arbejde kom jeg til bunds i drengens skuffe og fik frasorteret sommertøjet, samt noget af det tøj, han er vokset fra. Hans sandaler og hans forårssko, samt en del gammelt tøj lagde jeg i en pose til Røde Kors. Han har én skuffe med det tøj, han bruger, mens det der er for småt lægger jeg i en stor plastickasse. Men kasserne var fulde, der var ikke plads til sommertøjet og det andet, jeg havde sorteret fra. Alle 3 kasser var fulde.

Det vil sige, at det er tid til en tur i IKEA efter ny kasse. Det er ikke det, der står øverst på hitlisten på sådan en tirsdag, kan jeg godt afsløre!

Samtidig skulle vi hente bilen hos mekanikeren her til aften i København SV. Det vil sige IKEA, samt en tur på tværs af Københavnsområdet og Cykel VM, spændende. Jeg foreslog, at vi tog i IKEA på vejen derud (for at undgå myldretiden) for at købe kasse og spise aftensmad.

Der er mange børnefamilier i IKEA ved middagstid. Vi fik Kötbullar med Lingon & Mos. Knægten fik pasta med kødsauce til 19 kroner. Plus soft ice. Manden stillede sig i kø, og vi fandt et bord. Jeg placerede knægten i højstol, og jeg havde egentlig forventet, at han ville knalde helt ud efter lidt ventetid, men nej … vi sad og fjollede og snakkede og drak vand og læste i IKEA kataloget og kiggede på de mange mennesker. Det var så hyggeligt. Det havde jeg ikke lige drømt om!

Drengen var så glad og glædede sig til far og mad! Han vinkede til far og holdt øje med ham, og tilsyneladende forstod han, at far stod i lang kø, samt at han ville komme med maden. Han tog det så pænt, og jeg var så stolt og glad. Min mand bemærkede det også. Det er dejligt, når vi føler, at det kører for os som familie. Det er bare om at bemærke og mindes succesoplevelserne, når de kommer!

Da han kom med maden, kastede barnet sig lystigt over sin pasta med kødsauce. Det var han åbenbart helt vild med. Og vi kunne spise vores mad i ro. Det er nogle gange den største gave! Drengen og jeg delte en soft ice med chokoladesauce. Derefter trak vi vejret dybt, og så gik vi ud for at handle i IKEA. Vi fik købt en gigant kasse med hjul, plus en pose vaskeklude til erstatning til nogle af de lasede vaskeklude, som hver dag er i fast rotation hjemme hos os, samt en skammel, så drengen kan være med til at lave mad.

På vej ud købte manden sig en pølse, samt en kanelbulle til drengen og jeg. Jag älskar nämlig kanelbullar! Drengen spiste lystigt sin kanelbulle på vejen ud til Kbh SV bag i bedstefars bil – før vi nåede derud, faldt han i søvn. Han sov hele vejen hjem, og jeg kunne nærmest lægge ham direkte i seng. Han var så glad og kælen. Vi lå i min seng, mens jeg sang for ham, som jeg plejer.

Og bilen? Det kostede 172 gange så meget som de 35 kroner, jeg håbede på. Men det er okay. Det er inklusiv service og et par andre småreparationer. Når man tænker på, at bilen var helt død, så er det okay for en genoplivning. Selvom jeg godt kunne finde på 100 andre ting, jeg hellere ville have brugt penge på, men er det ikke altid sådan med bilregninger?

Reklamer