Iført stålgråt Teflon Cat Suit

“Hvordan går det?” … det er meget svært at svare på lige nu. Det brølende røvhuls gang, ville være et meget sigende svar. Jeg kæmper med næb og klør for at få det hele til at hænge sammen. Det er som om jeg står ved et komfur og koger mælk for fuldt blus på 10 kogeplader. Kogepladerne har navne som ‘god mor’, ‘Nicholas’, ‘Allan’, ‘jobbet’, ‘økonomien’, ‘familien’, ‘for tyk’, ‘barn nr. 2’, ‘hjemmet’, ‘venner’ og ‘mig’. De sidste 3 har jeg skruet helt ned for, men den gryde på ‘job’-kogepladen fylder mest og koger konstant over.

Jobbet

Jeg blev fyret i oktober da jeg kom tilbage fra barsel, fik hurtigt nyt job til start i januar, blev lovet bonus, fleksibel arbejdstid osv. Men siden da er det gået skævt pga. opbremsningen i forbruget som følge af finanskrisen. Jeg overlevede en fyringsrunde for en måned siden, kantinen er lukket, frugtordning m.m. spares forståeligt nok væk. Men det værste er, at stemningen er totalt depressiv, presset er øget helt vildt, opgaverne er alt for mange. Ikke bare for mig, men også for mine kolleger.

Min nærmeste kollega har sagt op efter kun 3 måneder i virksomheden pga det ekstreme arbejdspres, og det er jeg rigtig ked af. Det nærliggende spørgsmål for mig er jo, om hun har ret. Er det virkelig så dårligt et sted at være? På nogle områder er det ikke optimalt, men på den anden side er mit job udfordrende og spændende. Jeg er stadig ny i jobbet, så der er mange ting, der er nye for mig. Der dukker tit et par ubekendte faktorer op og spænder ben, når jeg er i gang med et projekt. Surprise!

Min mand er på SU, så det er min indtægt, der giver os mad på bordet. NC er snart 2 år, han er en udfordrende håndfuld. Jeg føler tit, at jeg hverken har tid og overskud nok til ham og min mand, fordi mit job stjæler både min tid og mit overskud. Er oftest hjemme kl 18, når Allan har sat maden på bordet. På det tidspunkt er NC eksploderet af sult og skriger og græder, så jeg prøver at nå hjem til 17:30, før krisen rammer. Et par gange om ugen arbejder jeg ved computeren efter NCs sengetid i 1-3 timer, men kan ikke følge med alligevel, så lige så tit trækker jeg på skuldrene og dropper det, fordi det ikke gør den store forskel i det store regnskab.

Aftenerne er et langt hækkeløb af praktiske gøremål. Komme hjem, få mad på bordet, spise, rydde op, vaske tøj, gøre NC klar til sengetid, lægge ham, dumpe ned i sofaen og snakke med Allan eller arbejde et par timer. Der er ikke mega meget tid til at tumle med NC, kramme og mærke hinanden. NC er tit træt, når jeg kommer hjem og helt fjern i blikket.

Derfor prioriterer jeg at få en stille og rolig morgen med min mand og søn for at vi alle får en god start på dagen. Det gør, at jeg møder lidt i 9, hvilket jeg får negative kommentarer for. Sjovt nok, var fleksibilitet et af de ord, de blev ved med at bruge under jobsamtalen … Jeg tager ikke kommentarerne til mig, for jeg ved, at jeg giver den en ordentlig skalle i mere end 37 timer om ugen. Morgenerne er min måde at overleve og manøvrere i en ekstremt stresset hverdag, så firmaet bliver nødt til at acceptere det, for jeg ændrer ikke på det.

Det lyder måske en smule sygt, men jeg laver en slags ud-af-kroppen øvelse, når jeg tager på arbejde. Jeg prøver at lade ‘mig’ blive hjemme – dvs. mine følelser, min stolthed osv. Sådan så jeg ikke bliver alt for personligt involveret i mit arbejde og derved bliver alt for sårbar i et hårdt miljø. Det er jeg nødt til, for min hverdag er fyldt med mennesker, der lukker vrede, frustration og afmagt ud i hovedet på mig og andre. Jeg ved med mig selv, at jeg gør det så godt jeg kan med de ressourcer, der er til rådighed i firmaet og med de evner og kvalifikationer jeg har.

Måske er det mere præcist at sige, at jeg tager min teflon-dragt på på arbejde. Jeg visualiserer ofte min stålgrå teflon cat suit, som ikke lader noget uønsket trænge ind til selve mig indeni dragten. Jeg er der, men jeg er beskyttet. Du kan se mig, du kan skyde på mig, men du kan ikke ramme mig.

En af de ting, jeg bliver mest gal over er, at jeg bliver indkaldt til møder i tidsrummet 16-18, og selvom jeg flere gange afviser mødeindkaldelsen, presses mødet ned om ørerne på mig. Afbud accepteres bare ikke af vores leverandør. Der er tale om telefonmøder, som jeg så tager på mobilen, mens jeg henter min søn, laver mad og kører hjem. Bliver der larm under telefonmødet, er det deres problem. Bliver telefonmødet ikke udbytterigt, er det deres problem. Jeg har ridset op under hvilke forhold jeg er nødt til at deltage i møderne på, når de insisterer på at afholde dem delvis udenfor arbejdstid. Jeg deltager på mine præmisser, jeg gør det så godt jeg kan, og klager modtages ikke!

Jeg prøver at se på det positivt, men når stemningen er elendig og tonen hård, er det svært at bevare optimismen. Må indrømme, at jeg til tider overvejer at løbe skrigende væk, men samtidig har jeg også bare nogle dage, hvor jeg er levende helt ud i fingerspidserne og bare oplever den der ultimative aha-oplevelse, der med fed skrift understreger hvorfor det er, at jeg holder ud.

Ethvert job er jo i medgang og modgang. Jeg er ikke den, der står af på den første station, når der kommer modgang. Det er bare en fase lige nu, med masser af ting der skal være klar, samt et salg, der ikke er som budgetteret. Så selvom det fylder meget nu, er det ingenting i det store billede. Jeg kan jo blive fyret, hvis det ikke er godt nok det jeg gør. Det tror jeg ikke er en reel fare, og hvor slemt ville det lige være? Det har jeg jo lige overlevet én gang.

Til gengæld er jeg bevidst om at jeg skal passe på mig selv, fordi min arbejdsplads lige nu er i krise. Der er ikke nogen andre, der passer på mig end mig. Jeg må sige til og fra. Det er jeg blevet bedre til, men jeg kan helt klart blive ENDNU bedre til det. Det er en proces.

Jeg er desuden bevidst om at ‘tage det beskidte arbejdstøj af’ i bilen på vej hjem. Her tømmer jeg ud, jubler eller brokker mig – enten ud i den blå luft eller overfor min mand, den tålmodige skabning. Når jeg så kommer hjem, vil jeg ikke tale om job. For det er bare et job, og det skal ikke stjæle mere af mig eller af min tid og energi end det allerede gør.

Familiekonflikten

Dertil kommer konflikten med min bror, der nu har ført til, at jeg ikke ser min bror, min nevø og niece længere. Jeg har accepteret, at jeg har mistet min bror, niece og nevø, og at vi ikke kommer til at omgås igen før om mange år. Det gør ondt, men det gjorde endnu mere ondt at være hans prügelknabe.

Oveni det føler jeg mig svigtet af min far, fordi min brors opførsel overfor os er blevet belønnet med et sommerhus. Jeg ser sjældent min far, fordi han bor så langt væk og ikke virker særlig interesseret i at besøge os så ofte eller få besøg af os. Der går lang tid mellem han spørger til NC, og det gør mig vred. Jeg har prøvet at forklare ham hvordan jeg føler – både mundtligt og på mail, men det er som om han lukker af og fejer det ind under gulvtæppet, som i forvejen ligger i loftshøjde pga. de mange andre ting, der i årenes løb er fejet samme sted hen.

Jeg kan ikke løse det med min far. Jeg kæmper med at acceptere, at han er som han er, og han ikke er far og morfar på den måde, jeg forventede. Men dårlig opførsel kan jeg ikke acceptere, og meget af det falder ind i denne kategori. Det er jobbigt, for det er noget, der tit gør mig ked af det.

Vægten

Så er der de 10 kilo, som jeg har taget på som følge af en medicinsk behandling. Det føles ikke rart at være hæmmet af sin vægt, og det er jeg. Jeg gad virkelig godt tabe de 10 kilo plus plus, men lige nu må jeg acceptere, at min popo er større end jeg gerne vil have, at den er.

Efter coaching

Efter at have været til coaching i sidste uge er jeg blevet bevidst om, at jeg absolut ikke er ved at gå ned med stress – jeg har simpelthen gang i alt for meget i alt for mange arenaer på én og samme tid. Jeg var nervøs for, at jeg var ved at bukke under for stress, og derfor sprang jeg til, da jeg kunne få en times gratis coaching af en coach under uddannelse. ‘Min’ coach var uddannet coach, der gerne ville have endnu en certificering – altså en utrolig dygtig kvinde med erfaring fra HR m.m.

Det er det bedste, jeg har gjort længe for mig selv! Læs mere her.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s