Kamikaze kid

Periodisk er jeg ved at blive vanvittig. I går f. eks.var det meget tæt på. MEGET tæt på. Jeg hører ikke mig selv sige andet end ‘nej’, og jeg er så træt af det. For det ser ikke ud til, at det virker. Nicholas er 1 år, 4 måneder og 4 uger nu, og jeg føler, at jeg snart bør fejre min 87 års fødselsdag, fordi jeg bliver gammel før tid.

Nicholas kravler i bedste kamikaze-stil op på sofaens armlæn og hopper på hovedet ud. Ikke bare en gang, men mange gange. Særligt skægt blev det jo efter jeg skreg ‘neeej’, slap hvad jeg havde i hænderne (en plastictallerken .. rabalder) og kom løbende for at forsøge at afbøde faldet bare lidt. Jeg fik et kæmpe chok første gang jeg så ham gøre det. Jeg tænkte ‘nu har han brækket halsen!’. I et langt sekund lå han stille på gulvet, så skreg han af grin og kravlede op i sofaen igen for at kaste sig ud på samme måde. Hver gang er jeg dødsens ræd for, at han brækker nakken. Der er en meter ned på parketgulvet og en langt fra blød træbondegård med spidse hjørner at lande i. Nu ligger der et par store puder til at afbøde styrtene, for vi kan simpelthen ikke få ham til at holde op.

Jeg ved det godt. Havde jeg bare ladet som ingenting første gang, ville de næste 987 gange ikke være nær så sjove. Det rigtigt skægge ved stuntet er jo min eller farens reaktion. Vi råber op og kommer løbende hver gang for at gribe ham. Vi er godt klar over, at det bedste ville være at lade som ingenting, for vi kan ikke opdrage på ham før om et halvt års tid, når han runder 20 måneder. Men hvis han så i mellemtiden brækker nakken, så er det jo en top-dårlig idé at lade som ingenting.  Manden har lært om nakker på sit studie og remsede op forleden hvor sårbar et lille barns nakke er. Shit!! Jeg troede, at børn kunne tåle de der styrt, de laver. At de er ekstra bløde og godt kan tåle et hovedkuls styrt fra en sofa.

I går eftermiddag gjorde han det 2 mia. gange, og jeg sad til sidst i sofaen og sagde nej i en lind strøm. Da han ikke kunne komme til at hoppe ud fra sofaen, kravlede han op på vores spisestuestole og op på bordet. “NEJ, ned med dig!”, ind og tage ham ned og tilbage til sofaen og blokere for flere kamikaze spring. Så kravlede han op på spisestuestolen igen og kastede æbler og mandariner på gulvet. “NEJ, ned med dig!” – atter ind og tage ham ned, samle æbler og mandariner op. “Hihi” sagde han og hoppede ud fra sofaen med hovedet først, før jeg nåede så meget som at tænke “nej”. Igen gik springet godt. Op igen, og så fik jeg ham stoppet. Han jubler, sørger for øjenkontakt og smiler frækt til mig, som om han udmærket ved, at han er på forbudt grund.

Men det ved han ikke, kan jeg læse mig til i Lola Jensens bog. Først når han bliver cirka 2 år kan vi begynde at lære ham hvad han ikke må. Indtil da – afledning! Når han nu gentager de ting, han ikke må, så er det fordi vores reaktion på ‘de forbudte ting’ er det sjoveste, han ved. Godt, at der ihvertfald er nogen, der morer sig. Vi er helt vildt trætte af at have et øje på hver finger og sige nej hele tiden, og sådan en halv lørdag eftermiddag er lige så hyggelig som at save i sin finger med en sløv kniv. NC er all over, og der er ikke ro i to sekunder.

Så splitter han hele køkkenet ad i de 2 sekunder, hvor vi kigger den anden vej. Så står han op på toiletbrættet, så vi er ved at skide grønne grise af skræk for, at han styrter ned og smadrer hovedet i fliserne eller på kanten af håndvasken. Så kravler han op på Vipp-spandens runde glatte låg og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan hans tænder ser ud, hvis de møder fliserne.

Så står han op i sin lille lænestol og hopper euforisk op og ned – og bang, så vælter stolen bagover og hans hoved møder som det første gulvet med den der helt særlige ubehagelige lyd, man kender alt for godt som mor. Højt skrig. Det samme sker med spisestuestolene – jeg har grebet ham to gange i sidste sekund, før han knaldede hovedet ind i reolen bag ved. Hvorefter han skreg af grin. Det var bare for sjovt, mor! Mit hjerte føltes som is af skræk.

Så har vi gæster til morgenbordsbuffet, og en af dem lægger brødkniven på køkkenbordet og tager sin tallerken og går ind ved siden af. En ellers normal ting at gøre. Bare ikke hos os. Så lyder der et skrig og et brag, og der står NC med en 3 cm overfladisk snit på kinden lige under øjet og brødkniven ligger på gulvet ved siden af ham. Jeg får et kæmpe chok og har lyst til at bede alle gæsterne om at skride med det samme. Jeg kan ikke være værtinde, mor og afslappet på samme tid.

Køkkenet er spærret af med gitter, når vi ikke er der. Toiletdørene er lukkede. Men det er kun en stakket frist, for farerne lurer overalt i stuen og i spisestuen alligevel. Hvem fanden var det, der fandt på, at det med åbne rum var en fed ting? Helt klart en uden børn! Vi har køkken-alrum og stue ud i et, og det er bare en total dårlig løsning med sådan en lille spilopmager. Og hvorfor er en gummicelle ikke standard i nyere byggeri til børnefamilier? Man kunne jo godt lave en gummicelle designerlækker enten helt i hvid (a’la Nasa) eller med ensfarvet, stribet eller blomstret mønster på de polstrede vægge.

Må jeg godt spænde NC fast, indtil han skal i vuggestue i morgen? Eller skal jeg overtale manden til at indrette os som japanere? Så kan vi smide sofaen, spisestuestolene og spisebordet ud og bare sidde på gulvet. Så er der ihvertfald ingen, der falder ned. Man glider højst i et tæppe eller sidder så længe at man ikke kan rette sine ben ud. Har aldrig før tænkt over, at det faktisk er smart med japansk indretning. Meget smart.

Suk, først om et halvt år kan vi begynde på at opdrage på vores lille lømmel. Der er længe til, men jeg glæder mig. Ikke fordi det så bliver nemmere, det tror jeg overhovedet ikke. Til den tid er hans repertoire af skarnsstreger, som får hans mors hjerte til at fryse til is af skræk, sikkert udvidet med flere dimensioner. Men så føles det ikke helt så formålsløst at kværne ‘nej’ hele tiden, fordi så er der ‘nogen (flere) hjemme’ inde i det lille kønne frække hovede.

Lige nu for eksempel er han så sød og let. Han sov til klokken 8:25 her til morgen. Jeg vågnede 7:25 og undrede mig. Allan sov, NC sov og jeg sneg mig i bad og ind i sofaen med en stille kop kaffe i laaang tid, før der blev pippet fra NCs seng. Han spiste al sin havregrød, sparkede mig ikke i nyrerne, da jeg skiftede ham og spiste hele sin franskbrødsmad, kastede mandarin rundt i spisestuen, og så så vi på fugle i en halv times tid. Fugle er fantastiske. NC jubler over at se en fugl flyve forbi vinduet. Og så var der en traktor ude og rydde sne. “Trrrra-tor” sagde han igen og igen. “Trrrra” sagde han “Trrrra” … “tor”.

Advertisements

One thought on “Kamikaze kid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s