Der skal sættes et punktum – og det skal sættes af mig!

Jeg ved det jo godt. En dag skal det slutte. Amningen. Og jeg tror, at det er ved at være tid. Knægten er 13 måneder gammel – jeg har ammet ham mindst dobbelt så længe som jeg havde planlagt. Men jeg havde heller ikke troet, at det var så fantastisk.

Jeg véd, at jeg vil komme til at savne de fine, afslappede, intime øjeblikke med ham liggende ved brystet, hvor han og jeg har et øjeblik, hvor vi kigger hinanden dybt i øjnene og bare er hér lige nu. Amningen kan redde en dårlig dag, hvor vi slet ikke er i sync. Og det kan fuldende en fantastisk dag.

Jeg ammer ham morgen og aften – og prøver at undgå at amme ham resten af dagen og natten, men det sker af og til, at han er utrøstelig og har svært ved at sove til middag – og så falder han som oftest til ro ved brystet.

For det meste hører jeg, at kvinder nærmest er ved at få spat af at amme og ikke kan stoppe amningen hurtigt nok. De taler om at ‘få deres krop igen’. Sådan har jeg slet ikke haft det. Jeg forstår egentlig ikke det der med, at ‘få min egen krop tilbage’, for jeg føler, at min krop er min og har været det hele vejen. Ok, lige nu har den bare en ekstra helt fantastisk feature, som knægten har så stor glæde af. Når jeg ikke ammer ham, mærker jeg jo intet til, at der er mælk i brysterne. Jeg går med almindelig BH, og jeg synes, at mine babbedutter ligner sig selv … måske en anelse trættere end da jeg var 21 😉

Men nu er det snart tid til at stoppe, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Bare stoppe? Jamen … det kan jeg da ikke. Knægten elsker det jo, og han vil nok ikke opgive babs uden kamp. Jeg kan ikke sidde med ham i armene og hårdnakket nægte ham bryst, når han græder og hiver i min bluse. Jeg har prøvet. Det kan jeg ikke.

Så jeg har hørt, at man kan få piller, der stopper mælkeproduktionen. Måske var det en løsning? Så stopper mælken af sig selv, og knægten vil selv afvise brystet, fordi det ikke længere smager interessant. Jeg vil tale med lægen om det. Umiddelbart synes jeg, at det lyder som den bedste løsning.

Men timingen … nu skal han jo starte i vuggestue på onsdag. Jeg vil jo ikke fucke hans vuggestuestart op med samtidig at stoppe amningen. Det er for meget på én gang. Afhængig af hvor hurtigt han falder til i vuggestuen, så kan vi måske indlede et ammestop om en lille måneds tid.

Om nedtrapning og ammestop

Umiddelbart tror jeg ikke, at han selv er parat til at stoppe med at amme, men jeg kan måske hjælpe ham lidt på vej. Han er meget glad for det, og han trækker mig tit i blusen – særligt hvis jeg har en lidt nedringet bluse på. Jeg tænker lidt på, om jeg måske i en periode skal vælge noget højhalset tøj i stedet, så han måske glemmer det lidt. Og samtidig prøve at være lidt mere langsom til at give ham babs til de ‘aftalte’ tider (morgen og aften) og starte med at tilbyde ham vand fra flaske og sut i stedet .. og så kun bryst, hvis det andet ikke virker og han stadig insisterer på at få bryst.

Og mig? Er jeg parat? Neeeej … jeg er ej. Og alligevel. Lidt. Måske. Jeg skal altså lige bruge lidt tid til at vænne mig til tanken. Det niver lidt og kalder tårer frem i øjenkrogen, når jeg tænker nærmere over perspektiverne omkring et ammestop: At jeg aldrig mere – as in; aldrig nogensinde – skal nyde min lille skats nærvær på den måde. Jeg kan ikke fortryde det eller tage det tilbage. Det er definitivt.

Men det er et punktum, der skal sættes – og det skal sættes af mig. Det er rigtigt, naturligt og godt at stoppe på et tidspunkt, men det er også svært. Jeg vil begynde på at gøre mig klar og gøre beslutningen til min beslutning. Min rigtige beslutning.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s