På vej i vuggestue

Her til morgen var vi på besøg i vores nye vuggestue, hvor sønnike skal starte 1. september. Jeg er så glad og tryg ved vores valg. Vi blev modtaget med åbne arme af lederen, som skal stå for hans indkøring. Jeg havde en masse spørgsmål i mit hoved og hjerte, og jeg fik svar på det hele.

Drengen pilede omkring og forsvandt ned ad gangen i retning af lyden fra børnene. Han var nysgerrig og gav sig straks til at lege; hurtigt fandt han både klodser og biler frem – og så var der pludselig andre børn, som han straks henvendte sig til ved at gå hen og tage fat i ærmet. Jeg er sikker på, at han nok skal falde til i vuggestuen.

Men jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg selv har tænkt på. Da hun sagde, at indkøringen tager cirka 14 dage, hvor de to første dage er af cirka 1 times varighed med mig ved hans side, smilede jeg bare og sagde “Selvfølgelig”. Men indeni mig er der en knude i maven, for det er ikke selvfølgeligt. For hvordan fanden klarer vi den???

Fra 7. august til og med 30. august holder vi ferie, og det er selvfølgelig på det værst tænkelige tidspunkt, for det er i den periode, der er mest pres på på jobbet; jeg skal starte alle mine projekter op i august, for ingen af dem kan ikke vente til september.

Jeg har fået at vide, at det er en undtagelse, at jeg kan holde ferie i august, så jeg har forstået, at det er helt på tværs af alles planer. For min egen skyld prøver jeg at ignorere det samvittighedsnag, der af og til snitter mig over min “upraktiske” ferieplanlægning, for jeg har jo ret til at holde den skide ferie, og jeg har varslet det i meget god tid! At vores ferie ligger i august skyldes ren og skær nødvendighed, for vi har ikke pasning til vores søn i august overhovedet.

Jeg havde så ikke lige forestillet mig, at jeg også burde tage ferie i starten af september, så jeg har lovet, at jeg er tilbage på job 1. september. Jeg har heldigvis været lidt forudseende, at jeg har taget forbehold for, at jeg indkører barn i vuggestue, så ingen har kunnet indkalde mig til møder i de første dage af september.

Men i virkeligheden er en af os jo nødt til at tage mere ferie for at køre ham ind på den måde. Hvad i himlens navn havde jeg egentlig forestillet mig??  At jeg bare kunne aflevere ham i vuggestuen og så kører det bare? Amatør-mor, siger jeg bare. Det er en tør og objektiv konstatering – ikke et gok i nødden, for hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke er lidt overkill med gradvis indkøring over 14 dage? Han er jo trods alt 13 måneder og har gået i dagpleje i 3 måneder. Han er ikke jomfruelig frisk fra barsel som mange andre nye vuggestuebørn. Han er vant til en dag fra 8:30 til 16:30 dagplejen uden mor og far. Det er klart, at der nu går en hel måned, hvor han er sammen med mor og far hele tiden, så han vil nok være lidt ekstra mor/farsyg i starten men at undvære os en hel dag er trods alt noget han har prøvet før.

Der er ikke andet end at se tiden an. Jeg har ikke tænkt mig at tænke nærmere over det nu, selvom jeg fik lidt ondt i maven af dårlig samvittighed overfor arbejdet, for hvad nytter det egentlig? Vi må tage det som det kommer. Nogle dage vil det være mig, der holder fri – andre dage er det Allan, der holder fri. Det skal nok funke. Det skal det jo!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s