Gennemsigtig?

Vi var til min fars fødselsdag idag. Vi havde glædet os og efter en hyggelig morgen hos farmor og bedstefar, kørte vi 1 1/2 time for at fejre min far. Vi ankom præcis klokken 13. Vi blev bænket ved at langt bord udenfor restauranten, nær vejen.

Jeg sad for bordenden med Nicholas på den ene side og Allan på den anden side. Ved siden af Nicholas var en tom plads, hvor hans fætter indimellem sad. Og ved siden af Allan sad min far, som åbenbart havde “glemt” at tage sit høreapparat på, så han hverken så eller hørte os. Det resulterede i, at Allan og jeg havde ingen andre at tale med end os selv.

At vi lige så godt kunne være blevet hjemme, stod lynhurtigt klart. Selvom jeg rykkede nærmere det øvrige selskab, var der ingen, der hørte noget af det, jeg sagde – og der var ingen, der talte med mig. Den snak, der foregik i den anden ende af bordet, kunne vi ikke deltage i, fordi vi sad for langt væk og åbenbart ikke pippede højt nok.

Et par gange sagde jeg noget, som ingen tog notits af. Jeg vendte hovedet mod muren og gentog det og grinede til Allan. Men til sidst var det bare ikke sjovt længere. Vi følte os totalt til overs. Lige bortset fra min søde svigerinde, som lige ville høre hvordan det var at komme tilbage på job efter barsel (tak <3).

Oveni det var det helt fantastisk at opleve, hvordan min familie glemte at bestille mad til NC. Der var blevet bestilt mad til NCs fætter og kusine, men ingen havde bestilt noget til NC, fordi jeg var på toilettet, mens der blev bestilt mad. Først da hans kusine fik spaghetti bolognese – som NC elsker – opdagede jeg miséren. Jeg bad om at få bolognesen ned i vores ende pronto. NC fik en lille forkølet portion i sin skål, men jeg hentede hele skålen med bolognese – og det endte med, at han spiste hele portionen.

Flere gange prøvede jeg at tale med min far, som trods alt sad nærmest, men han vendte bare hovedet væk og hørte ikke på mig. De par gange han sagde noget til mig, ventede han ikke på mit svar eller reaktion, men vendte hovedet væk. Nøjagtig det samme gjorde han i telefonen forleden. Der gad han heller ikke høre på mig og børstede mig af adskillige gange. Det er så sårende at blive afvist på den måde.

Nu var det jo ikke sådan, at min far slet ikke talte med os. For fjerde gang fortalte han Allan og jeg den samme anekdote om hvor vild Nicholas’ fætter er med ham – så glad, at han løber udenom sin mor, som han ikke har set i 3 dage, for at kramme farfar. Det er virkelig sødt, men det er begyndt at irritere mig grænseløst hver gang, fordi min far nævner det ved enhver lejlighed.

Nå, men anekdoten blev serveret i fuld længde for fjerde gang … og så replicerede jeg med skarp høj klar stemme: “Neej, det er sjovt, du siger det –  for det er fuldstændig det samme med Nicholas .. når han ser sin bedstefar, går han også lige udenom mor og far, for han er vild med sin bedstefar”. Hvor barnligt er det lige at skræppe sådan op i en alder af 38 år. Det er så lidt mig at være sådan, men jeg føler bare, at jeg bliver nødt til at sige fra overfor at min lille familie blive overset og forbigået.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal løse det her. Jeg har prøvet at tale med min far om det, men det prellede ligesom af på ham. Jeg må prøve igen, for det her kan ikke fortsætte. Jeg kan ikke bede Allan om at deltage i flere familiearrangementer og blive overset på denne måde. Og Nicholas Carl for den sags skyld.

Vi kørte hjem i nedtrykt stemning efter en familiesammenkomst, der kunne have været så hyggelig, men i stedet blev en pinefuld affære. Jeg var så ked af det, at jeg begyndte at tude på hjemvejen, fordi det bare gør så ondt ondt ondt at min familie er sådan. Så savner jeg for alvor min mor. Allan ved jo ikke hvor god og dejlig min familie var i gamle dage. Og nogle gange bliver jeg selv i tvivl om hvorvidt det overhovedet var godt engang. Men det var det. Vi havde det godt sammen.

Det var dengang vi holdt juleaften til ud på de små timer. Ikke som nu hvor min far nærmest er ude af døren juleaften klokken 21:10 og har aflyst alle andre familiejulearrangementer.

Dengang hvor mine forældre kom til middag hos mig i min lille lejlighed og fik studentermad og blev til langt ud på aftenen. Ikke som nu, hvor min far hellere vil hjem til et tomt sommerhus og derfor kører hjem allerede før vi når at servere middagen – og helst vil besøge mig på kontoret frem for at komme hjem til os og få en kop kaffe.

Dengang var jeg altid velkommen hos mine forældre i dagevis. Nu bliver min far med egne ord utidig, ser sport med lyden skruet helt op, har ingen eller gammel mælk til kaffen, har intet andet end kaffe i huset og er umulig at få en sætning ud af, så vi føler, at vi trænger os på. Selvom der indimellem går måneder i mellem besøgene.

Advertisements

One thought on “Gennemsigtig?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s