Det bliver dyrt!

De her dage, hor NC er i dagpleje er dyre. For hold-da-kæft, hvor har jeg ondt af mig! I går og i dag græd NC, da jeg gik – men dagplejemoren tog ham i sin favn og viste ham noget spændende legetøj, mens jeg helt alene gik ud til bilen med tårerne brændende under øjenlågene. Hvorfor er der ikke nogen, der tager mig op?

Fat det, Gitte – du er den voksne nu! Men jeg gad godt være i dagpleje og sidde på græsset og have tid til at se på en snegl gå hen over en flise. Alternativet?

Jeg vendte istedet næsen, bilen og de tårefyldte øjne mod Fitnessdk og styrketrænede. Allerede 50 meter henne af vejen, glædede jeg mig til at træne. Det er ikke helt det samme som at se en snegl traske over en flise, men det går an. I går trænede jeg ryg, skuldre og biceps – i dag var det bryst og triceps, der fik en overhaling.

Men efter træning hvad så? Det er dér det bliver dyrt, for hvad så nu? Så står jeg udenfor Fitnessdk, det er for tidligt at hente NC, men ikke for tidligt til at gå i butikker. Så i går gik jeg en tur op og ned ad hovedgaden. Lad os starte med at fastslå, at der ikke er noget spændende ved Birkerød Hovedgade. Ingen café, kun 2-3 bodegaer med tvivlsomme frokostkort.

Der er til gengæld en Tøj & Sko, som er et mekka for alle os, der ikke gider bruge penge på dyrt tøj i en størrelse, som vi hader. Jeg nægter simpelthen at købe jeans i str. 46 til 1000 kr. Jeg gør det ikke! Tøj & Sko har pæne tunikaer i min størrelse, billige ballerinasko og gamacher – og så ikke meget andet. Jeg prøvede også jeans i Tøj & Sko. Det var komplet håbløst. De er så tudegrimme, at jeg ikke engang ville gå med dem, hvis de var gratis.

Til gengæld er deres børnetøj både ret fedt og billigt. Og her faldt jeg i; NC er nu den heldige ejer af et par brune fløjlsbukser til 40 kr., en lyseblå body med brune stjerner og en hvis med grønne krokodiller til en 10er stykket, samt et par grønne velourbukser for 50 kr.

Og så er der en fin genbrugsbutik – jeg elsker genbrug, og her gjorde jeg et skidegodt køb. Polo Ralph Lauren brune bredriflede fløjlsbukser til en 20er – og to mobiltelefoner til babyer, der siger bip-blop, spiller musik og lyser. Lige noget for NC!

Men fik jeg slet ikke noget selv? Jo, for i Malou havde de tunikaer fra Soya på bud til halv pris – og de havde en i min nye størrelse (XXL – !!) til 200 kr. Den er super fin, og jeg føler mig ikke XXL i den.

Når jeg træner og ser mig i spejlet, kan jeg stadig ikke forstå, at jeg bruger str. 46 og XXL. Jeg synes, at jeg ligner mig. Kan da godt se, at bagperronen er lidt større, men meget – ? Men det er det fede med træning; når jeg bare er kommet i gang, så føler jeg allerede jeg er i god form og ser godt ud. Og for første gang i mit liv er det faktisk ikke så vigtigt, at jeg vil bruge al min energi på at få has på fedtet. Det må komme af som det bedst kan eller blive hvor det er.

Det vigtigste er, at jeg kan løbe og lege med Nicholas og ikke bliver den kedelige mor, der pruster og stønner “stop” hele tiden, fordi jeg ikke kan holde trit med ham. Jeg er allerede dødtræt af, at jeg får ondt i ryggen af at gå med ham i to fingre bare over små afstande. Jeg vil ikke og kan ikke acceptere, at min krop sætter den slags begrænsninger i vores forhold allerede nu hvor jeg kun er 38 år. Så jeg giver den én i røven med at styrke ryggen til træning. Nicholas skal ikke have en halvgammel mor i dårlig form. Så det vil jeg ikke være. Punktum. Dét er simpelthen mit vigtigste formål med træningen!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s