Nan’s song

I 2000 sad jeg hos min bror og snakkede en aften. Det var næsten et år efter min mors død, og jeg vidste ikke rigtig, hvordan han havde det og hvordan han havde klaret det her helvedes år.

Jeg var ikke sikker på, om han havde det godt, og om han sørgede. Det var som om båndet mellem os var flosset. Jeg var ét sted i min sorg og han var et andet sted i sin. Man er altid alene i sin sorg, og jeg var ikke sikker på, at han ville tale om det.

Indtil den aften hvor han sagde “Denne sang minder mig om mor” og spillede “Nan’s Song” med Robbie Wiiliams. Jeg måtte give ham ret. Den fangede savnet på kornet og håbet, man altid bærer på, om at døden ikke er så definitiv. Døden er definitiv, men vores mor lever videre i os.

You said when you’d die that you’d walk with me every day
And I’d start to cry and say please don’t talk that way
With the blink of an eye the Lord came and asked you to meet
You went to a better place but He stole you away from me

And now she lives in heaven
But I know they let her out
To take care of me

There’s a strange kind of light
Caressing me tonight
Pray silence my fear she is near
Bringing heaven down here

I miss your love I miss your touch
But I’m feeling you every day
And I can almost hear you say
‘You’ve come a long way baby’

And now you live in heaven
But I know they let you out
To take care of me

There’s a strange kind of light
In my bedroom tonight
Pray silence my fear she is near
Bring your heaven down here

You taught me kings and queens
While stroking my hair
In my darkest hour I know you are there
Kneeling down beside me
Whispering my prayer

Yes there’s a strange kind of light
Caressing me tonight
Pray silence my fear
She is near
Bringing heaven down here

The next time that we meet
I will bow at her feet
And say wasn’t life sweet
Then we’ll prepare
To take heaven down here

Advertisements